Troye Sivans ærlige ‘She’s the Best’ er et pendulsving fra 2024-successen
ALBUM. »She’s the heartbeat bumpin’ in my chest«.
Og årets fineste beskrivelse af venindeskab går til … Troye Sivan.
Ordene, der ellers er en sungen cameo-optræden fra Sivans bestie, som også går under det lille kunstnernavn Charli XCX, er på mange måder en fin indkapsling af australierens fjerde album, ’She’s the Best’.
For Sivan åbner – omvendt 2024-storsuccesen ’Something to Give Each Other’ – op for alle de ting, der får hjertet til at banke ømt i brystet på ham.
Det er venskaberne og den kvindelige energi, der altid holder ham oven vande. Men det er også en iboende længsel, der nok mest af alt bunder ud i en ensomhed, som rammer, når dansegulvet lukker, aftenens hook-up er skredet hjem, og ’Rush’ ikke spiller længere.
Sivan har kaldt sin nye plade for noget af et »pendulsving« i sit kreative udtryk, og der må man give ham ret. Hvis ’Something to Give Each Other’ var et klask i røven og løssluppent snav på dansegulvet, er ’She’s the Best’ intens øjenkontakt og stjålne kys bag en lukket dør, hvor mange af melodierne er skiftet ud med spoken word-fraseringer.
Hovedfortællingen, Sivan deler med os, bunder ud i en eksistentiel længsel efter at møde kærligheden, der ikke er dukket op endnu. Om at føle sig halv og til tider uvelkommen i en verden, der brænder: »We talk about the climate / How the boys are getting violent / And we’re getting scared as shit«, synger han blandt andet på ’FF’.
Og på en eller anden måde tilføjer den tilgang en ny form for tristhed i Sivans altid herligt grafiske beskrivelser. »I wanna feel your shackles against my wrist / I wanna taste the blood on your busted lip / Just a sip while my knees getting blue on the floor«, lyder det på ’Cowboy’.
Han vil væltes omkuld af kærligheden, men han bliver også banket gul og blå af den.
’She’s the Best’-pladen har tidspunkter, hvor den er et ærligt og råt indblik i den higen efter bekræftelse, som begæret nogle gange kan være et dække for. Men den rummer også saftige og længselsfulde beretninger (ja, jeg kigger på dig, ’Sex Star’) og en insisteren på at bruge queerkærlighed, venskaber og fællesskaber som modgift til tvivlen og ensomheden.
»Music makes the people come together / Music, mix the bourgeoisie and the rebel« synger han på det Fatboy Slim-influerede nummer ’Party’, der både citerer og sampler Madonnas 2000-hit ’Music’. Madonna-inspirationen fortsætter sammen med et vocoder-shoutout til Britney Spears’ ’Blackout’-album på den bastunge ’Canada Dry’.
Sivan har lavet en kunstnerisk U-vending efter sin dansevenlige, mere kommercielle udgivelse, og det kan være svært ikke at drage en parallel til førnævnte Charli XCX og hendes 00’er-indierockede ’Music, Fashion, Film’, som udkom tidligere i år med stor forventning i post-’Brat’-manien.
Begge insisterer nemlig på at ville være mere end en fortsættelse af en kommerciel salgssucces – og de griber det an ved at udskifte deres udtryk og stikke hænderne ned i 00’ernes tidslomme, som de har fundet samples, stilarter og inspiration i.
Sivan har taget tydelig inspiration fra kunstnere som Moby, Air og Janet Jackson. Det udtryk giver mange af sangene en drømmende effekt, men kan i nogle tilfælde også virke distancerende, så de ærlige fortællinger fremstår som et flakkende blik fremfor en intens øjenkontakt.
Det bliver svært at forstå præcist, hvad Sivan vil fortælle os på mere tågede numre som det drum’n’bass-tunge ’Troye Meets World’ såvel som det lidt flade afslutningsnummer ’Lost Time’, der virker som en fejlslagen fortolkning af Justin Biebers ’Peaches’ med et halvhjertet og fransktalende visit fra Lily Rose-Depp.
Få kan skrive så selvsikkert og sexet pop som Sivan. Til trods for et par mindre tilgængelige afstikkere lukker han os ind i festen og begærets skyggesider på en plade, der kræver et par gennemlytninger mere end forgængeren, men til gengæld rammer et sted i brystet, der ligger dybere end dér, hvor bassen kan trænge ind.
Kort sagt:
Troye Sivan har svunget pendulet og skabt et album, der på mange måder er alt det, 2024-succesen ’Something to Give Each Other’ ikke var. Resultatet er et mindre dansevenligt og tilgængeligt album, men ‘She’s the Best’ er fyldt med ærlige, filterløse beretninger, som få kan skrive så godt som ham.