INTERVIEW. Det var en kort gåtur, Mohamed Djeziri begav sig ud på, inden jeg mødte skuespilleren foran Hotel Fy & Bi i Valby. Det tog faktisk kun valbygenseren små fem minutter at gå fra sine forældres hjem, før han stak labben frem og gav mig en highfive.
Han har for nylig måttet sige farvel til jobbet som teaterlærer for de yngste elever på Valbyskolen i nærheden, hvor han selv gik som barn. Med en filmkarriere, der får mere og mere fart på, var det blevet svært at få det hele til at hænge sammen, og det var ikke fair over for børnene.
Du har måske set ham som den nørdede rumekspert i Netflix’ sci-fi-serie ’Chosen’, som DJ Thomas i ’Ungeren’ eller som Rashid i ’Underverden II’. De seneste år har han haft roller i en længere række danske film og tv-serier, men med den biografaktuelle ’Løvehjerte’ træder han for alvor frem i rampelyset.
I sin hidtil største rolle som nummer to på rollelisten spiller han Issa, en ung mand dybt forankret i det københavnske bandemiljø. Han har et partnerskab med barndomsvennen Luan (Besir Zeciri) og ved ikke, om han skal støtte eller protestere, da Luan forsøger at slippe ud af den kriminelle underverden. Han bliver i hvert fald dybt påvirket af vennens beslutning, mens den intelligente Issa ikke selv virker til at tro på, at der er en anden vej.
’Løvehjerte’ er journalist og dokumentarist Nagieb Khajas spillefilmdebut som instruktør. Og det var ham, der tilbød Issa-rollen til Djeziri så sent i processen, at skuespilleren næsten ikke troede på, at det var rigtigt.
Hovedrolle på falderebet
Hvordan fik du rollen som Issa i ’Løvehjerte’?
»Jeg fik den ret meget ud af det blå. Nagieb ringede til mig en forårsdag. Jeg tror, der var to måneder til, at optagelserne skulle gå i gang. Så spurgte han rimelig henkastet, om jeg havde planer i maj. Jeg sagde, nej, ikke rigtig – vi er gode venner, så jeg tænkte, at han ville invitere mig med i sommerhus eller noget i den stil«.
»Men så spurgte han, om jeg ville være med i ’Løvehjerte’. Jeg sagde ja og fik tilsendt manuskriptet. Efter at have læst det igennem troede jeg, at jeg skulle spille en af drengene på hjørnet. Men så sagde han bare, at jeg skulle spille Issa. Og jeg var sådan: ‘Mener du virkelig det’? Det var en hovedrolle af den slags, jeg havde arbejdet frem mod i årevis. Jeg sagde ja på stedet«.
Hvad ved Issa-karakteren fandt du spændende, da du havde læst manus?
»Jeg blev draget af de mange facetter i venskabet mellem Luan og Issa. Jeg kan godt lide, at det ikke bare bliver portrætteret på én måde. De er bandemedlemmer, men der ligger meget mere bag: Hvordan er de kommet derud? Hvor stammer deres vrede fra?«
»Hele den sociale arv, der ligger bag dem, synes jeg er ekstremt interessant, fordi jeg føler, at det ofte bliver portrætteret på én bestemt måde i dansk film, mens ’Løvehjerte’ fokuserer mere på det intime aspekt. Det er trættende bare at se indvandrere skyde efter hinanden. Hvor er baghistorien? Hvem er de?«
Du har en lidt særlig metode, når du forbereder dig. Vil du fortælle om den?
»Jeg synger manuskriptet for mig selv! Jeg dealer lidt med noget, der hedder gehør. Derfor synger jeg det til mig selv, så jeg kan huske det. Fra start til slut – alt bliver sunget højt. Derudover er jeg autodidakt, så jeg bruger mig selv rigtig meget, når jeg får en rolle: Hvad ville jeg selv gøre i den her situation?«
Synger du godt?
»Jeg har altid sunget meget i køkkenet med min mor og søster. Min søster gik til sang og forsøgte altid at lokke mig med ind på sit værelse, hvor vi skulle synge tostemmigt. På den måde har musikken altid været vigtig for mig. Jeg er jo 90’er-barn, så vi lyttede meget til George Michael, som min mor elskede, men også *NSYNC, Spice Girls og arabisk musik. Jeg synger strålende, hvis jeg selv skal sige det!«
Snublede ind i skuespillet
Hvordan blev du trukket ind i skuespilverdenen?
»Det startede vel for 12 år siden, hvor jeg begyndte i en teatergruppe, der hed Contact. Derfra var jeg ude med et forumteater, hvor vi lavede nogle workshops og rejste rundt i landet«.
»Jeg opdagede, at det var fedt at have en platform, hvor man kunne komme ud med nogle ting, som man måske har negligeret eller fortrængt på en eller anden måde. Og så fandt jeg ud af, at jeg var ret god til det. Derfra blev jeg spottet af en caster, der hedder Gro Therp, som gav mig min første rolle, og så er det stukket af lige siden. Nu har jeg lavet 23 film og serier«.
Så skuespil var ikke noget, du altid havde drømt om?
»Overhovedet ikke. Det var noget, jeg snublede over. Jeg har altid været kreativ, men skuespil var ikke noget, jeg havde tænkt over. I lang tid vidste jeg faktisk ikke, hvor jeg hørte til. Jeg var meget indadvendt som barn, og jeg holdt mig mest for mig selv«.
»Først troede jeg, at jeg ville være digter og forfatter. Jeg skrev faktisk også et manuskript, der handlede om min egen rejse ind i Ungdomshusets miljø, som hed ’Modern Diaspora Family’. Det endte på et skrivebord hos Nordisk Film i et par år, inden de skrottede idéen«.
»Jeg vidste godt, at jeg ikke havde fundet mit rigtige outlet endnu. Men det lå lige til højrebenet, da det endelig kom, og efter min tredje film var der ingen vej tilbage. Dengang fortalte jeg mig selv, at det her skulle blive mit liv, selvom det virkede som en sindssyg idé«.
Svære at holde styr på
Er der nogen eller noget, du har lært meget af undervejs på dine projekter?
»Jeg føler, at hver gang jeg laver noget, så vokser jeg ret eksponentielt. Når man er autodidakt, skal man virkelig suge til sig, når chancerne kommer. I ’Underverden II’ følte jeg mig på dybt vand. Men det var sundt for mig. At kunne spille op ad Dar Salim og resten af castet var helt vildt stort«.
»’Løvehjerte’ har virkelig været vigtig for mig. Besir og Nagieb har hjulpet meget. Når man arbejder med så stærke mennesker inden for deres fag, bliver man også løftet op på et plan, hvor man virkelig udvikler sig. Der var også noget smukt ved, at det var Nagiebs første spillefilm som instruktør. Vi greb hinanden på mange måder«.
Ja, du har jo mere erfaring end Nagieb med fiktionsfilm. Hvordan var det at arbejde med ham som debutant?
»Det var helt fantastisk. Kæmpe respekt for Nagieb, også for det, han har lavet før som journalist. Han er ekstremt ydmyg og observant«.
»Det var nyt for ham, men vi skabte hurtigt tillid til hinanden, og det var en rar følelse, at han er autodidakt ligesom mig. Vi var gode til at støtte hinanden, og Besir og jeg hjalp ham ved at stole på, at hans instruktion nok skulle føre os det rigtige sted hen. Besir og jeg er så også ret intense, og vi kan være svære at styre på 10 tønder land, haha! Men det lykkedes ham. Han gjorde det fremragende«.
Vi kan alle fucke op
Du har efterhånden spillet en del karakterer fra bandemiljøet. Er du bange for at blive typecastet?
»Jeg vil ikke sige, at jeg er bange for at blive typecastet. Min baggrund og min identitet som dansk-algierer har også givet mig noget at trække på som skuespiller, og det samme har mit kendskab til nogle af de hårde miljøer, selvom jeg aldrig har været en del af dem. Og de roller, jeg hidtil har haft, har alle sammen bygget frem mod ‘Løvehjerte’ og forhåbentligt en masse andre type muligheder både herhjemme og i udlandet«.
»Men jeg vil da også gerne vise, at jeg har en stor spændvidde, og at min etnicitet ikke begrænser, hvilke mennesker jeg kan spille. Det kommer jeg også til at vise i nogle af de ting, jeg har på vej – blandt andet et nordisk projekt, der kommer næste år, og hvor jeg spiller en meget anderledes karakter«.
»Hvis filmene bare ender med at få hr. og fru. Danmark til at ryste på hovedet over indvandrere, der ikke kan opføre sig ordentligt, så står jeg af. Jeg er her for at repræsentere nogle af de skæbner, som vi kigger væk fra på gaden. Jeg håber, at folk ser Issa som mere end bare en rod. Der er så meget kærlighed i den dreng. Han vil jo bare sin familie det bedste. Så så længe karaktererne er nuancerede og er med til at belyse samfundsproblematikker og glemte liv, vil jeg stadig gerne påtage mig roller fra de kriminelle miljøer. Nuanceringen af karaktererne er bare altafgørende for mig«.
»Vi er alle født i forskellige lag af klassesamfundet. Måske skal man ikke være så hurtig til at dømme folk på deres handlinger, men i stedet se på, hvorfor de gør de her ting. Hvordan endte de i den situation? Vi kan alle fucke op, men det definerer ikke vores liv – eller hvordan andre skal definere os. Jeg vil gerne vise virkelige historier om den københavnske underverden, som der ikke er nok af i danske film«.
Kender du selv til det miljø, som nogle af dine film har skildret?
»Jeg er vokset op i et socialt boligbyggeri i Valby, så det har altid været tæt på mig, selvom jeg aldrig har involveret mig i det. Jeg var lidt en lone rider dengang – en nørdet type, som læste Manga-bøger og gamede. Men jeg har venner og bekendte, som har befundet sig i det. Jeg kender godt til det«.
»Heldigvis kommer jeg fra et kærligt hjem med en fantastisk familie. Min søster og jeg vidste, hvor meget mine forældre var gået igennem for at skabe os en god tilværelse i Danmark. Da jeg blev teenager, fandt jeg mit crowd i Ungdomshuset. Der passede jeg virkelig ind. Jeg elskede min tid der«.
Drømmer om fantasy til hest
Er der en speciel type roller, du drømmer om at spille?
»Jeg er en gigantisk ’Ringenes herre’-fan. Alt, hvad der har med sværd og skjold at gøre, ville jeg dø for at lave – især hvis du kunne sætte mig på en hest! Nu er de i gang med at lave ’The Hunt for Gollum’, og jeg sidder her med dig i Valby og er ikke i New Zealand med Andy Serkis, hvilket er rigtig nederen. De skal lige få øjnene op for mig! Men det kommer. Jeg kan mærke det. Jeg ville også elske at lave en 80’er-film, hvor jeg kunne få lov til at gro krøllerne ud og synge lidt karaoke«.
Du er også en stor del af videokollektivet Kaos Arena, hvor I laver jeres egne projekter, senest Yas Wadis kortfilm ’Jannah’, hvor din hovedrolle også befinder sig i det kriminelle miljø. Hvad er idéen bag kollektivet?
»Idéen er at kunne lave film kun baseret på det kunstneriske og ikke så meget på det kapitalistiske. Det handler også bare om at vise, at det er muligt. At gå ud med et kamera, to-tre mennesker og så skyde en film på 24 timer. Det beviste vi med ’Jannah’, som til gengæld sendte mig i fosterstilling i de efterfølgende tre uger. Men hvis du kan bevæge dig i den slags kaotiske tilstand, opstår der smukke momenter, fordi det ikke er planlagt. Vi har intet manuskript – alt er improviseret. På den måde forbliver det ægte, og vi kommer tættere på virkeligheden«.
Og nu udgiver du også snart noget musik, kan jeg forstå?
»Jeg har altid sunget – også andet end mine manuskripter. Men jeg har aldrig produceret musik før. Min gode ven, som er producer, tvang mig i studiet, og nu har vi lavet 17 tracks. Du spurgte tidligere, om jeg sang godt – snart får du svaret, min ven«.
’Løvehjerte’ kan ses i biografen 29. oktober.