TRACK. »Jeg var grundlæggende pervers som barn. Jeg blev født sådan«, har Ryan Gosling fortalt.
Da han var otte, blev han smidt ud af skolen for – inspireret af Sylvester Stallone i ‘First Blood’ – at kaste steakknive efter de andre børn.
Han optrådte (og vandt) et skoletalentshow med chokerende, seksuelle dansetrin. Senere lærte han sig selv at lyde mindre canadisk (og mere tough) ved at efterligne Marlon Brando.
Har man et rosenrødt billede af Ryan Gosling som velafbalanceret romantiker – i ‘The Notebook’, ‘La La Land’ – kan man godt glemme, at der et sted derinde gemmer sig en freak.
Det taler den musik, han udgiver med Dead Man’s Bones, sit tydelige sprog om.
Gosling dannede duoen med musiker og manuskriptforfatter Zach Shields inspireret af deres fælles passion for spøgelseshuset i Disneyland. Deres – indtil nu – eneste udgivelse, et selvbetitlet album fra 2009, er et gyserfilmsunivers af forvrænget cabaretmusik indspillet med et børnekor.
Nu, lige i tid til halloween, er de tilbage igen. Og på duoens første single i 17 år er vi endnu en gang på dystert territorie.
‘Lost in the Night’ er en mere klassisk sang, end man finder på debutalbummet, men mørket er stadig uigennemtrængeligt. Vi har at gøre med en slags æterisk gothrock, der ikke lyder langt fra The Cure.
Heller ikke selvom guitarernes noter af rockabilly og americana og det repeterende, gospelklingende chant, der løber gennem hele sangen, emmer langt mere af sumpet sydstatsmystik og New Orleans-voodoo end af det 80’er-forfrosne England.
»Shadows growing longer in your dust / The darkest dawn is on the rise for us«, synger Gosling i første vers, mens lyden af cikader rumsterer i baggrunden. »Break this spell on us«, lyder det senere.
Det lyder som besværgelser til en slags okkult offerritual. Gem steakknivene, mens du stadig kan.
Til dig, der kan lide: Ritualer. Halloween. At være grundlæggende pervers. The Cure. Mørke nætter alene blandt cikaderne i sydstaternes sumpe.
