I den årlige Oscar-cyklus befinder vi os cirka midtvejs mellem afslutningen på de store efterårsfestivaler (Venedig, Telluride og Toronto) med verdenspremiererne for mange af de relevante filmtitler, og indledningen på selve prissæsonen.
Her melder først kritikersammenslutningerne (december og januar) og siden brancheforbund (januar og februar) ud om deres favoritter – og giver de første seriøse fingerpeg af, hvor de kommende Oscar-vindere skal findes.
Vi er altså stadig i sæsonens spæde fase, og det giver ikke så meget mening at spekulere i, hvem der vinder den gyldne statuette for Bedste Film. 14. marts 2027. Men vi kan godt begynde at kigge på sandsynlige bud på nomineringer i Oscars ubestridte hovedkategori.
En af de tendenser, der gør kapløbet uforudsigeligt i år, er, at en mængde film trækker i to modsatrettede retninger, og det kan være svært på afstand at vurdere, hvad der trækker hårdest.
På den ene side er der iøjnefaldende mange crowdpleasere, der har gjort det godt i biograferne, eller som minimum gør et behjertet forsøg på at please et stort publikum: mellembudgetfilm som ’I Play Rocky’, ’Ink’, ’Wild Horse Nine’, ’The Invite’, ’Artificial’, ’Being Heumann’ og ’Club Kid’, men selvfølgelig også tunge blockbusters som ’Project Hail Mary’, ’The Odyssey’, ’Dune: Part Three’ og ’Michael’.
Hvis man dertil lægger lavbudget-megahits som ’Backrooms’ og ’Obsession’, er der virkelig mange publikumsvenlige film at have i kikkerten.
På den anden side er der så film, der trækker i en anden retning, nemlig internationale arthouse-film (typisk med premiere enten i Cannes eller Venedig): ’La Bola Negra’, ’All of a Sudden’, ’Fjord’, ’Possible Love’, ’Fatherland’, ’Minotaur’.
Sidste år blev der plads til to internationale arthouse-titler i bedste film-kategorien: ’Sentimental Value’ og ’The Secret Agent’, men også en amerikansk indiefilm i skikkelse af ’Train Dreams’. I takt med at Akademiets medlemsskare er blevet mere mangfoldig, både i forhold til køn, etnicitet og nationalitet, har vi set et forsigtigt skifte i retning af større råderum til fremmedsprogede såvel som mere eksperimenterende (festival)film.
Men kan vi være sikre på, at den tendens fortsætter i år? Eller vil nye film fra mesterinstruktører som Ryusuke Hamaguchi (’All of a Sudden’), Christian Mungiu (’Fjord’), Pawel Pawlikowski (’Fatherland’) og Lee Chang-dong (’Possible Love’) først og fremmest stjæle stemmer fra hinanden?
Uanset hvad kommer her et ikke alt for skråsikkert bud på de 10 film, der kan gå hele vejen til en nominering for bedste film:
10. ’I Play Rocky’ / ’All of a Sudden’
For at illustrere min indledende pointe om, at Akademiet står ved en skillevej, er der næppe noget bedre sted at begynde end ved 10.-pladsen.
På den ene side står de publikumsvenlige, amerikanske film, hvor heltefortællingen kan antage mange former – hvad enten hovedpersonen er Sylvester Stallone, Michael Jackson eller som i ’Club Kid’ en homoseksuel mand, der opdager, at han har en 10-årig søn. På den anden side står de internationale arthouse-produktioner med appel til Akademiets mere hippe segment.
Derfor synes jeg faktisk, at 10.-pladsen bør deles mellem to film, der hver især repræsenterer en af de to veje.
I det ene ringhjørne har vi ’I Play Rocky’, der opnåede en andenplads i kampen om den eftertragtede publikumspris på filmfestivalen i Toronto – en pris, der i Oscar-kredse betragtes som en ganske pålidelig indikator på senere succes.
Filmen fortæller historien om den unge Sylvester Stallones vej fra ukendt opkomling til Hollywood-succes med den første ’Rocky’-film. Bag kameraet står Peter Farrelly, manden bag den af feinschmeckerne forkætrede ’Green Book’: formentlig den film siden ’Kongens store tale’, der har delt vandene mest som vinder af Bedste Film.
Farrelly arbejder konsekvent inden for feelgood-genren, og en klassisk underdog-fortælling om en faktisk filmstjerne må siges at passe som fod i hose til hans temperament.
’I Play Rocky’ må aktuelt nøjes med en Metacritic-score på 63. Men er det nødvendigvis et problem for en rendyrket crowdpleaser af Farrelly-skolen? Det tror jeg ikke. Hvis ’Bohemian Rhapsody’ kunne vinde fire Oscars med en Metacritic-score på 49, er det næppe nogen overdrivelse at sige, at ’I Play Rocky’ er årets film i feltet, hvor kritikernes vurdering betyder mindst.
Hvis man derimod tror fuldt og fast på, at Akademiet for længst har skiftet ham fra overvintrede steak eaters, der ikke har været involveret i en filmproduktion i årtier, til et mere internationalt, mangfoldigt og hipt medlemskorps, bør man måske i stedet kigge mod Japan og Ryusuke Hamaguchis mere end tre timer lange ’All of a Sudden’.
Filmen fik flere nomineringer ved de nyligt offentliggjorte Gotham Awards, der markerer nogle af sæsonens første nomineringer med perifer, men ikke uvæsentlig, relevans for Oscar-kapløbet. Det indikerer, at Hamaguchis film allerede har vakt opmærksomhed i de amerikanske indiefilmmiljøer – og måske i højere grad end de øvrige internationale festivalfilm, der kæmper om den samme opmærksomhed.
Hamaguchi har tidligere overrasket ved at sikre både en bedste film- og en instruktørnominering for sin ligeledes mere end tre timer lange ’Drive My Car’. Det er derfor bestemt ikke ren ønsketænkning, at ’All of a Sudden’ kan klemme sig ind i årets felt.
9. ’The Debut’
Det var angiveligt tæt på, at Jesse Eisenbergs seneste film, ’A Real Pain’, fik plads i bedste film-feltet forrige år. Et godt bud er, at den endte som nummer 11.
Mon ikke 2026-27 bliver sæsonen, hvor Eisenberg omsider får sit store gennembrud hos Akademiet – også som instruktør? Han blev som bekendt nomineret som skuespiller for ’The Social Network’.
Der er flere oplagte paralleller mellem ’The Debut’ og ’A Real Pain’. Begge film arbejder med en tør, akavet og eksistentiel humor, der for nogle vil virke nørdet og ekskluderende, mens den for andre vil være befriende mørk og skæv.
Og ja, der er naturligvis forskel på en film om en amerikansk jødes tilbagevenden til forfædrenes Polen og konfrontationen med Holocaust og en film om en overset husmor fra New Jersey, der kaster sig ud i teaterverdenen. Men ud over den skæve humor er der især én ting, der binder de to film sammen: En markant hovedrollepræstation, som kan blive afgørende for filmens Oscar-chancer.
Hvor Kieran Culkin gik hele vejen og vandt for bedste mandlige birolle for to år siden, har Julianne Moore gode muligheder for at hente sin anden Oscar i hovedrollekategorien. Hun spiller husmoren, der pludselig mærker sig selv og livet på ny i mødet med scenekunsten.
Akademiet har traditionelt en forkærlighed for film, der hylder teatrets og filmmediets evne til at skabe mening, identitet og tilhørsforhold. Også i den henseende står ’The Debut’ derfor med gode kort på hånden. Mit eneste egentlige forbehold er den lidt blandede kritikermodtagelse. Hvor ’A Real Pain’ kunne mønstre en Metacritic-score på 85, må ’The Debut’ lige nu nøjes med 78.
Det er bestemt ikke katastrofalt, men heller ikke helt den opbakning, der for alvor kan løfte en film ind i Oscar-feltets øverste luftlag
8. ’Artificial’
Luca Guadagnino har haft blandet held med at overbevise Akademiet om sine films fortræffeligheder. Selv når han har opnået publikumssucces, som med ’Challengers’, har Akademiet overvejende vendt tommelfingeren nedad. Den efterhånden fjerne – ikke mindst når man tager Guadagninos produktivitet i betragtning – ’Call Me by Your Name’ står tilbage som den store undtagelse.
Men i et år, hvor AI og techbro-miljøet fylder godt op i både film- og tv-landskabet, forestiller jeg mig, at ’Artificial’, der handler om Open AI og Silicon Valleys kapløb om kunstig intelligens, har gode muligheder for at ramme tidsånden. På en lidt bagvendt måde, kan man sige, for noget af filmens medvind skyldes formentlig netop, at den ikke er ’The Social Reckoning’ – Aaron Sorkins udskældte opfølger til ’The Social Network’.
Sammenligningen falder altså positivt ud til fordel for Guadagninos film, der ovenikøbet kan mønstre et særdeles rost ensemble anført af Yuri Borisov (den kronragede gangster fra ’Anora’) og Andrew Garfield. Sidstnævnte er på rekordtid ved at etablere sig som en af favoritterne i bedste mandlige birolle for sin portrættering af Open AI-direktøren Sam Altman.
’Artificial’ når næppe længere end til outsiderstatus i kampen om Bedste Film. Dertil er kritikermodtagelsen for moderat positiv med en Metacritic-score på 75. Men med en veltilrettelagt kampagne omkring Garfield vil filmen næppe kunne undgå at klemme sig ind blandt de nominerede.
7. ’Dune: Part Three’
’Dune: Part Three’ er en dark horse i årets felt: Ingen har set den, og hvis de har, holder de foreløbig mund. Det er naturligvis svært at vurdere en films Oscar-chancer, når vi endnu ikke ved, hvad vi står med. Omvendt har seriens første to installationer opnået (sikre) nomineringer i kategorien bedste film, så meget skal gå galt, hvis ikke treeren følger trop.
Den optimistiske vurdering peger især på to forhold, der ligefrem gør filmen til en (med)favorit. For det første er Denis Villeneuve en af verdens største instruktører, som endnu mangler den ultimative Oscar-anerkendelse. For det andet er der parallellen til ’Ringenes herre’-trilogien: Første film høstede et væld af nomineringer, mens toeren oplevede en vis afmatning – præcis som ’Dune: Part Two’, der vandt færre tekniske priser end sin forgænger.
Til gengæld blev finalen kronen på værket, der ryddede bordet. Hvis ’Dune: Part Three’ rammer tilsvarende plet, kan den meget vel blive en trussel mod selv de største titler i årets felt.
Jeg tillader mig dog at være lidt mere forhåndsskeptisk. Mens de øvrige film i årets felt har brugt måneder på at etablere sig i Oscar-samtalen, virker det både risikabelt og en smule besynderligt, at der endnu ikke er gjort en mere målrettet indsats for at plante et solidt flag i sandet for ’Dune: Part Three’.
Samtidig står franchisen fortsat med en udfordring: Hvordan omsætter man et komplekst fortælleunivers til en følelsesmæssigt engagerende filmoplevelse, der også er umiddelbart tilgængelig?
Selv om toeren i mindre grad end etteren lukkede sig om sig selv, savner jeg stadig den evne til at reducere kompleksiteten, som kendetegner ’Star Wars’ og ’Ringenes herre’. Her er det gode og det onde til at identificere, og konflikterne kan formidles med en umiddelbarhed, der gør dem medrivende. ’Dune’-universet fordrer derimod en respekt for de mange fortællelag, som kan være svær at forene med den følelsesmæssige gennemslagskraft, der ofte er afgørende for en film med Oscar-ambitioner.
6. ’Project Hail Mary’
’Project Hail Mary’ slår dig måske ikke umiddelbart som den mest oplagte Oscar-film. Er det ikke fint, at den har indspillet godt 700 millioner dollars på verdensplan – og så lade det være ved det?
Jeg tror dog, der er flere ting, der taler for en sikker nominering. Ryan Gosling er mere populær end nogensinde og er i kølvandet på ’Barbie’ blevet selve indbegrebet af en filmstjerne, der både appellerer bredt og samtidig bevarer en nichepræget coolness. Han tilfører selv de mest rendyrkede popcornfilm en snert af skæv charme, som mere all-American typer som Matt Damon og Ben Affleck ikke på samme måde kan mønstre.
Og apropos Damon: Det er vel netop Ridley Scotts ’The Martian’ fra 2015, der er den mest oplagte parallel til ’Project Hail Mary’, også når det gælder Oscar-potentialet. Begge film kombinerer rumfartseventyr med en grundlæggende varm og humoristisk fortælling, der gør det storladne og tekniske menneskeligt tilgængeligt.
Kunne ’Project Hail Mary’ have stået endnu stærkere med en mere komprimeret fortælleform og en spilletid på lige under to timer? Og ville det have styrket filmens Awards-chancer at lægge endnu større vægt på relationen mellem Goslings Ryland Grace og Sandra Hüllers Eva Stratt, lederen af rumprojektet? Måske.
Det bliver under alle omstændigheder interessant at se, hvor langt ’Project Hail Mary’ kan nå i årets Awards Season. Kan både Ryan Gosling i hovedrollekategorien og Sandra Hüller i birollekategorien klemme sig ind? Det virker bestemt ikke usandsynligt.
5. ’The Invite’
’The Invite’ er ikke blevet nogen bragende biografsucces i USA, men har det meste af sæsonen ligget og simret som en diskret succes, der langsomt har udviklet sig til en awards-fortælling med støt kurs mod The Dolby Theatre.
Det blev kun understreget ved de nylige Gotham Awards-nomineringer, hvor filmen scorede alle de afgørende nods.
Parforholdskomedier er ikke ligefrem det mest oplagte Oscar-materiale, men filmens kammerspilsform giver den en nuancerigdom, karakterdybde og seriøsitet, som meget vel kan appellere til Akademiets medlemmer. Ikke mindst til skuespillerne, der udgør den største faggruppe i Akademiet, og som traditionelt vil have blik for materiale, der så åbenlyst er kræs for en skuespiller.
Og når de fire stjerner, der udgør det centrale parforholdsdrama – Olivia Wilde (der også har instrueret filmen), Seth Rogen, Penélope Cruz og Edward Norton – i den grad leverer varen, ser det ganske lovende ud for Oscar-chancerne. Flere af de mest markante prognosesites, heriblandt Gold Derby og Next Best Picture, spår tre af de fire en nominering i deres respektive skuespillerkategorier.
Det siger ikke så lidt om filmens gennemslagskraft.
4. ’Wild Horse Nine’
I Martin McDonaghs seneste bud på en Oscar-basker får vi hans patenterede blanding af grov humor, absurde dialoger og pludselige indbrud af følelsesmæssig ømhed. En cocktail, Akademiet tidligere har responderet særdeles positivt på, ikke mindst med lige-ved-og-næsten-Oscar-vinderne ’Three Billboards Outside Ebbing, Missouri’ og ’The Banshees of Inisherin’.
McDonagh er ferm til at skabe karakterer med en nærmest demonstrativ evne til at spænde ben for sig selv og andre, men som alligevel på forunderlig vis formår at vinde publikums sympati.
I ’Wild Horse Nine’ følger vi to CIA-agenter, spillet af John Malkovich og Sam Rockwell (der begge spås sikre Oscar-nomineringer i henholdsvis hovedrolle- og birollekategorien). Kort før militærkuppet i Chile i 1973 – hvor et amerikanskstøttet kup bragte Augusto Pinochet til magten på bekostning af den demokratisk valgte socialist Salvador Allende – tager de to agenter en afstikker til Rapa Nui (Påskeøen). Her bliver de konfronteret med deres fælles fortid, deres moralske kompromiser og de liv, de har levet i statens tjeneste.
Jeg er spændt på at se, hvordan McDonagh denne gang balancerer det, han er allerbedst til – at skabe mindeværdigt tvetydige karakterer – med det, der indimellem får hans film til at snuble lidt forkølet over målstregen: den samfundsmæssige og politiske ramme, han placerer karaktererne i.
Der er som bekendt ikke meget at grine ad, når vi taler om militærkuppet i Chile. Alligevel er det netop den reaktion, McDonagh tilsyneladende udfordrer os til at have, når vi oplever begivenhederne gennem to falmede amerikanske agenters perspektiv.
Uanset hvad fremstår ’Wild Horse Nine’ som et sikkert Oscar-kort, ikke mindst båret af Malkovich’ allerede Oscar-tippede hovedrollepræstation.
3. ’You Can See Everything’
Så kommer vi til efterårets helt store sensation – og måske største spørgsmålstegn: Vil Akademiet gå all in på Nathan Fielders og Lance Oppenheims mere end tre timer lange dokumentarfilm om Theranos-stifteren Elizabeth Holmes, der i dag afsoner en fængselsdom for bedrageri?
En dokumentarfilm er aldrig – ja, du læste rigtigt: aldrig – blevet nomineret til Bedste Film. Vi taler altså om at nedbryde endnu en af de sidste barrierer i kategorien, der for længst har åbnet døren for både fremmedsprogede film og animationsfilm.
Når vi taler Nathan Fielder (som du formentlig især kender fra de to sæsoner af ’The Rehearsal’), er spørgsmålet om sandhed helt afgørende. Findes der overhovedet en sandhed? Og handler det at lave en dokumentar om at afdække denne sandhed eller snarere om at demonstrere det nytteløse i overhovedet at forsøge?
Fielder er ikke alene optaget af det, han undersøger, men i lige så høj grad af sig selv som undersøger – og af publikum, der hele tiden må spørge sig selv, hvad det egentlig er, de ser. Hvor lidt ved vi i virkeligheden om et andet menneske, selv når vi får lov til at se næsten alt?
Der har været skrevet og talt meget om filmens form. Fra de intense nærbilleder til den transformation, filmen gennemgår undervejs.
Er det vanvittigt at placere ’You Can See Everything’ i Bedste Film-feltet – endsige helt oppe på en tredjeplads? Måske! Men jeg har svært ved at se, hvordan filmens aktuelle momentum skal kunne punkteres. Der er næppe andre film i årets felt, der kan matche dens umiddelbare fascinationskraft.
Og med en Metacritic-score på hele 97 (!) og en forrygende succes ved billetlugerne har filmen placeret sig i et luftlag, hvor selv de mest optimistiske Oscar-forudsigelser begynder at virke mindre vanvittige.
2. ’La Bola Negra’
Los Javis er fællesnavnet for instruktørduoen Javier Calvo og Javier Ambrossi, der var kærester i mere end et årti, indtil de gik fra hinanden under indspilningen af … ’La Bola Negra’!
De vandt instruktørprisen i Cannes for filmen, der var festivalens hot ticket, selvom Christian Mungius ’Fjord’ i sidste ende løb med Guldpalmen. Siden Cannes er styrkeforholdet imidlertid blevet vendt dramatisk på hovedet. Den spanske film er – ikke helt ulig ’Emilia Pérez’ forrige år – hurtigt blevet ophøjet til den mest sexede af de internationale kandidater i r.
’La Bola Negra’ tager afsæt i den homoseksuelle spanske digter Federico García Lorcas ufærdige skuespil af samme navn. Lorca blev henrettet i 1936, og filmen udfolder sig i tre forskellige tidsspor (’The Hours’-style) – 1932, 1937 og 2017 – med homoseksuelt begær, undertrykkelse og familiehemmeligheder som gennemgående temaer.
Ligesom ’Emilia Pérez’ er ’La Bola Negra’ heller ikke bange for at omfavne melodramaets virkemidler. Her er store følelser på spil: kærlighed under umulige vilkår, nedarvet skam og en fortid, der aldrig helt slipper sit tag i nutiden. Og i melodramaets navn gør Los Javis også brug af musikalske sekvenser. Resultatet er tilsyneladende et stort, følelsesmæssigt engagerende og visuelt storslået overflødighedshorn, der ovenikøbet byder på smukke skuespillere og en cameo/lille birolle til selveste Penélope Cruz. Hendes medvirken gør næppe noget dårligt for filmens muligheder for at skabe opmærksomhed.
Det bliver spændende at se, om ’La Bola Negra’ og Netflix – som har de amerikanske rettigheder og lægger mange muskler i kampagnen – kan forvalte den aktuelle hype, eller om der bliver kastet grus i maskineriet, når kritikerpriserne, nomineringslisterne og biograftallene begynder at tegne et mere håndfast billede af, hvorvidt filmen også resonerer uden for den boble, Oscar-eksperterne befinder sig i.
Der er ikke umiddelbart grund til at tro, at ’La Bola Negra’-kampagnen ender i et dramatisk sammenbrud a la ’Emilia Pérez’. Men den seneste spansksprogede Oscar-himmelstormer fungerer ikke desto mindre som en påmindelse om, at man skal være lidt forsigtig med at lade sig rive alt for voldsomt med af den form for hype, der spreder sig som en steppebrand blandt smagsdommerne.
1. ’The Odyssey’
Vi kan vende og dreje det til hudløshed, men uanset hvad: ’The Odyssey’ er the one to beat. Det er Christopher Nolans epos, der skal væltes af pinden, hvis man drømmer om at stå med Bedste film-Oscaren den 14. marts.
Filmen står til at høste et væld af nomineringer i de tekniske og håndværksmæssige kategorier, men modsat tidligere Oscar-vindende storfilm som ’Titanic’ og ’Ringenes herre: Kongen vender tilbage’ har Nolan en yderligere fordel: ’The Odyssey’ ser også ud til at kunne score adskillige skuespillernomineringer. Fire styk er bestemt et realistisk bud.
Filmen har været udråbt til sikker frontrunner lige siden premieren i sommer. Det er lang tid at sidde på tronen – ikke mindst når der stadig er så langt til marts. Der vil uundgåeligt komme modreaktioner undervejs, men spørgsmålet er, om de for alvor vil bide sig fast. Jeg tror, at skibet ’The Odyssey’ finder en farbar vej gennem de stormomsuste vande og lægger sikkert til kaj ved The Dolby Theatre.
Man kan naturligvis indvende, at Nolan vandt en Oscar for blot tre år siden med ’Oppenheimer’. Men har han ikke efterhånden opnået en status i filmverdenen, der gør, at Akademiet næppe vil ryste på hånden over at give ham endnu en? Jeg tror i hvert fald ikke, at ’Oppenheimer’-sejren i sig selv bliver nogen afgørende hindring for ’The Odyssey’.
Skal Nolan væltes af pinden, bliver det snarere, fordi en anden film formår at begejstre mere, engagere dybere og levere mere mindeværdige præstationer. Kan ’You Can See Everything’ levere et så markant nybrud, at filmen over de kommende måneder bliver en fristelse, Akademiets medlemmer simpelthen ikke kan modstå? Eller kan ’La Bola Negra’ begejstre i en grad, der overtrumfer Nolans ambitiøse favntag med alle myters moder?
Vi får det første vidnesbyrd om styrkeforholdet den 21. januar, hvor nomineringerne offentliggøres.
Et bud på favoritter i de andre store kategorier her og nu
Bedste instruktør:
1. Christopher Nolan: The Odyssey
2. Los Javis: La Bola Negra
3. Nathan Fielder/Lance Oppenheim: You Can See Everything Now
4. Martin McDonagh: Wild Horse Nine
5. Olivia Wilde: The Invite
Bedste mandlige hovedrolle
1. John Malkovich: Wild Horse Nine
2. Andrew Scott: Elsinore
3. Matt Damon: The Odyssey
4. Ryan Gosling: Project Hail Mary
5. Tom Cruise: Digger
Bedste kvindelige hovedrolle:
1. Julianne Moore: The Debut
2. Inde Navarrette: Obsession
3. Sandra Hüller: Rose
4. Virginie Efira: All of a Sudden
5. Olivia Wilde: The Invite
Bedste mandlige birolle:
1. Andrew Garfield: Artificial
2. Paul Giamatti: The Debut
3. Sam Rockwell: Wild Horse Nine
4. Edward Norton: The Invite
5. John Leguizamo: The Odyssey
Bedste kvindelige birolle:
1. Anne Hathaway: The Odyssey
2. Amanda Seyfried: You Can See Everything
3. Samantha Morton: The Odyssey
4. Penelope Cruz: La Bola Negra (eller The Invite)
5. Sandra Hüller: Project Hail Mary
Bedste internationale film:
1. La Bola Negra/Spanien
2. All of a Sudden/Japan
3. Possible Love/Korea
4. Minotaur/Frankrig
5. Fjord/Rumænien