’Tony’: Man slubrer film om kokkeikonets ungdom som en østers
FILM. Den nye film ’Tony’ er på sin vis opkaldt efter det berømte madmenneske Anthony Bourdain.
Men for en biopic at være er den tegnet med meget løs hånd.
Der er ingen stjernefødsel 25. juni 1956 (i dag udnævnt til Bourdain-day), ingen sommer i Frankrig med søndagsvin til børnene, ingen årelang hustlende karriere som kok (og narkoman) i New York, intet forfatter- og tv-gennembrud sent i livet, ingen helgenkåringer af hofsandwichen med mortadella og provolone, ingen streetfood-eventyr i fjerne egne eller nudler med Obama. Intet selvmord 8. juni 2018.
Til gengæld er der noget, der tit mangler i biopics: fokus, karisma og ægte følelser.
I en efterårsramt derouterende verden lykkes instruktør Matt Johnsons ’Tony’ henrivende med at zoome ind på de ganske få sider af Bourdains berømte selvbiografi ’Kitchen Confidential’, der handler om sommeren, hvor han forelskede sig ikke i madlavning, men livet i køkkenet.
Resultatet er en lille perle i coming of age-kunstformen: sommeren hvor alting ændrede sig. Og en film, som lever højt på sin evne til at formidle følelsen af, at livet lige er gået i gang.
Har man set Alexander Paynes ’The Holdovers’, hvor det unge stjerneskud Dominic Sessa debuterede som vrængende kostskoledreng, er der dømt deja-vu i åbningsscenen til ’Tony’.
Her møder vi en øretæveindbydende 19-årig Tony i fuld gang med at overbevise et optagelsesudvalg på universitetet Vassar om, at han skal have et skrivelegat, så han kan bruge sommeren i New York. Planen er at forfatte en prætentiøs krydsbestøvning af J.D. Salinger og Jack Kerouac – bare meget bedre! Han vil skrive en »bildungsroman« helt uden at kunne udtale det.
Da afslaget til hans store chok kommer, truer en bovlam sommer i forældrenes hjem i New Jersey, så Tony sætter i stedet kursen mod Provincetown på sommerøen Cape Cod i jagt på ungdomsflammen Nancy (Emilia Jones).
Men da han opdager, hun allerede er kæreste med en storpikket fyr fra det lokale pizzeria, går den unge mand endnu engang op i limningen.
Heldet vil det, at han vælger at drikke sorgerne væk over et fad østers på den lokale fiskerestaurant, hvor han endelig får de tæv, han har gået og bedt om.
Efter at være endt i rendestenen vågner han op i en hængekøje på køkkenchefens veranda. Tegnebogen er tom, så den mystiske fremmede, spillet bittersødt af Antonio Banderas, skænker ham øgenavnet Flaco og et job som sisyfosvasker af stedets tallerkener. Og så er rejsen fra dreng til mand i gang.
Akkurat som åbningen af madbiksens allestedsnærværende Wellfleet-østers er det at blive voksen dog en proces, der kræver respekt og håndelag.
’Tony’ gør brug af masser af poppede coming of age-greb, montager, spring i havet-scener, tilbagevendende jokes og på den mere ærgerlige front flade kvindekarakterer. Sammenlignet med andre af Matt Johnsons bedrifter – den underspillede ’BlackBerry’-skabelsesberetning og sommerens fjollede mesterstykke ’Nirvanna The Band The Show The Movie’ – er den decideret u-skør.
De steder hvor der er tilføjet mest drama for dramaet skyld, er ikke lige så stærke, som når filmen bare hænger ud med sit 70’er-tidsbillede og køkkenunivers. Lidt ‘Licorice Pizza’, lidt ‘Adventureland’.
I restauranten huserer Leo Woodall som den elskelige narrøvskok Sal, der ikke tøver med at faldbyde kokain til den nye dreng i køkkenet, mens Stavros (Stavros Halkias) fyrer op for både hummere og pikjokes som en lidt mindre hyperaktiv version af ’The Bear’s Fak-brødre.
Antonio Banderas stykker en dybt elskelig karakter sammen af sin unavngivne chef, der er mere poleret, end de typer man møder i ’Kitchen Confidential’, men ikke desto mindre elskelig.
Især da vi på en særlig søndag i køkkenet er med, når han tryller hjemmelavet ketchup frem og hælder det i Heinz-flaskerne.
Selvom ’Tony’ ikke gør stort væsen ud af sit biografiske ophav, tilføjer Anthony Bourdain-elementet en gennemgående sitrende begejstring for en velkendt historie. Nogle af hans favoritemner, som østers og en ægte koks arrede og tykhudede hænder, skinner i baggrunden.
Dominic Sessa har ikke forsøgt at forvandle sig til den Bourdain, der blev folkeeje som forfatter og tv-vært, og det giver mening. Den version af kendissen, han spiller, har nemlig ikke fundet ud af, hvem han er endnu. En velovervejet kunstnerisk kattelem, der frigør ’Tony’ fra biopice’ens ofte klæge filmiske opskrift. Det vigtigste ved Sessas hovedrollepræstation er den overbevisende, kærlige og humoristiske skildring af ungdommens ego og fejlbarlighed.
Det er først i de allersidste sekunder, at ‘Tony’ for alvor bygger bro til den virkelige Anthony Bourdain. Da det endelig sker, er der til gengæld ikke et øje tørt.
Kort sagt:
I stedet for at prøve at duplikere eller overgå sin titelfigurs egne kultdyrkede og medrivende minder fokuserer ’Tony’ på at være en film, man i Anthony Bourdains ånd har lyst til at slubre som en østers.