Hvad har Brad Pitt, Joaquin Phoenix, Mark Wahlberg, Scarlett Johansson, Adam Driver, Gwyneth Paltrow, Anne Hathaway, Anthony Hopkins og Jeremy Strong til fælles – udover at være nogle af nyere tids mest ombejlede Hollywood-stjerner?
De har alle samarbejdet med den herhjemme groft oversete instruktør James Gray, der senere på måneden er aktuel med krimifilmen ’Paper Tiger’, som har Driver, Miles Teller og Johansson i front og fik en blændende modtagelse af de internationale kritikere ved verdenspremieren i Cannes tidligere på året.
Den slags omtale og stjernestøv burde være garant for tårnhøje forventninger og massiv promovering, men i tilfældet James Gray har hypen desværre aldrig materialiseret sig på dansk grund.
Gray er ellers om muligt den amerikanske instruktør, der har markeret sig mest overbevisende på de store internationale filmfestivaler som Cannes og Venedig siden årtusindskiftet.
Hans debutfilm ’Little Odessa’ vandt Sølvløven for bedste instruktion i Venedig, og han har siden haft seks ud af i sine alt ni spillefilm i hovedkonkurrencen i Cannes, herunder fremragende film som ’The Yards’, ’We Own the Night’, ’Two Lovers’ og ’The Immigrant’.
Det er en uhørt bedrift, som ikke engang amerikanske Guldpalme-darlings som Quentin Tarantino, David Lynch eller Coen-brødrene kan bryste sig af.
Modsat ovennævnte instruktører er Gray dog næsten altid gået tomhændet hjem fra prisuddelingerne, og hans film har heller ikke klaret sig synderligt godt ved billetlugerne.
Men ser man bag om den slags overfladiske markører, opdager man en af de mest spændende amerikanske instruktører lige nu.
En uforglemmelig biljagt
På sin vis giver det mening, at Gray altid har bevæget sig i periferien af Hollywood, for produktionsapparatet omkring hans primært uafhængige produktioner spejler den virkelighed, hans film skildrer:
Her gælder det ofte jævne middelklasseamerikanere, der kæmper for at finde fodfæste under Den amerikanske drøms uopnåelige løfter.
Selvom Gray primært arbejder inden for crime-genrens semantik, har han altid et skarpt blik for de eksistenser, der ikke passer ind i samfundet, og som på den ene eller den anden måde holdes nede af de etablerede strukturer. Mange af filmene omhandler USA’s uigenkaldelige uskyldstab, hvor de ofte naive karakterer indser, at den kapitalistiske verden ikke er indrettet, som de troede.
Og måske er det netop derfor, at hans film ikke har fået den udbredelse, som de fortjener: Fordi der altid er adskillige lag af socialkritik under de genrekonventioner, han ofte bruger som motor for sine fortællinger.
Ofte udspiller filmene sig i fortidens New York med et stærkt autobiografisk islæt, som trækker tråde til Grays egen familiehistorie og ungdom.
Hvad end det gælder instruktørens opvækst i 80’ernes fremmedfjendske Queens i ’Armageddon Time’, virkelige korruptionsskandaler i ’The Yards’, immigrations-ur-fortællingen i ’The Immigrant’ eller de mange referencer til instruktørens forældre.
Giver man filmene en chance, vil man dog hurtigt opdage, at de også leverer skarptskåren spænding og intensitet.
Tag for eksempel thrilleren ’We Own the Night’, hvor Joaquin Phoenix spiller en natklubbestyrer, der har brudt med sin familie, som tæller den lokale politichef (Robert Duvall) og hans bror, en fremadstormende karrierebetjent (Mark Wahlberg).
Her gennemgår Phoenix en ’The Godfather’-beslægtet dannelsesrejse, hvor han modvilligt må følge i sin families politifodspor, da han erfarer, at hans natklub er et skalkeskjul for den russiske mafia i Brighton Beach, som har sigtekornet rettet mod hans far og bror.
Det er en nervepirrende intens rejse, der med nik til ’The French Connection’ leverer en af nyere tids mest velkoreograferede biljagter side om side med en subtil, men slagkraftig kritik af politistyrkens fascistiske tendenser, som ikke er væsensforskellig fra de kriminelle, de forsøger at fange.
Über-sexet åbningsscene
De moralske gråzoner og menneskerne, der begår sig i dem, er Grays metier, men hans eksistentielle dramaer serveres altid med overlegent filmisk overskud, som løfter dem over mængden. Om noget er Gray en klassicist, der står på skuldrene af filmhistoriens mestre.
Hans største film til dato, sci-fi-eposset ’Ad Astra’ med Brad Pitt, var en slags intergalaktisk nyfortolkning af ’Apocalypse Now’, hvor en søn måtte rejse galaksen tynd for at finde sin forsvundne far.
Familierelationer spiller i det hele taget en nøglerolle i Grays filmografi: Ofte gælder det forholdet mellem forældre og børn (’Ad Astra’, ’We Own the Night’, ’Two Lovers’, ’Armageddon Time’, ’The Lost City of Z’) eller mellem to brødre på hver sin side af loven (’Little Odessa’, ’The Yards’, ’We Own the Night’ og ’Paper Tiger’).
En nøglereference på tværs af Grays film er mesterværket ’Rocco og hans brødre’ af italienske Luchino Visconti, der er en immigrationshistorie om to brødre med hver sit moralske kompas, som kommer på kollisionskurs af hinanden – en tematik, der går igen i de fleste af Grays film, som altid er rodfæstet i USA’s sammenbragte natur.
På samme måde som Visconti arbejder Gray som en maler: Hans film er æstetisk udsøgte, hvilket instruktørens samarbejder med nogle af tidens bedste filmfotografer såsom Darius Khondji, Hoyte van Hoytema og salige Harris Savides vidner om. Se bare på de Kubrick-beslægtede scener i ’The Yards’ og ’The Lost City of Z’, der er mesterligt lyssat udelukkende med brug af stearinlys.
Eller en af mine yndlingsåbningsscener: Den über-sexede intro til ’We Own the Night’, hvor Eva Mendes forfører Joaquin Phoenix’ karakter til tonerne af Blondies ’Heart of Glass’, og en karakterrelation og et miljø iscenesættes med virtuos præcision.
James Grays film er noget af det bedste, nutidig amerikansk film har at byde på, og jeg kan kun anbefale at tage hul på hans mange højdepunkter forud for ’Paper Tiger’.
’Paper Tiger’ får biografpremiere 19. november.