STJERNERNES GLEMTE GULD. Det kom som et chok for filmbranchen, da Joaquin Phoenix i 2008 annoncerede, at han gik på pension fra skuespillet for i stedet at forfølge en karriere som rapper.
Hvad havde en af de mest lovende, unge skuespillere – dobbelt Oscar-nomineret for ’Walk the ’Line’ og ’Gladiator’ – gang i?
Hvad der fulgte, var to års intenst hemmelighedskræmmeri og rollespil, som resulterede i en af underholdningsbranchens mest gennemførte pranks i nyere tid med mockumentary-filmen ’I’m Still Here’, der tog pis på reality-genren og udstillede, hvor let det var (og er) at føre medier og offentligheden bag lyset.
Filmen blev et pr-stunt for Phoenix, der om noget beviste sin galt-geniale dedikation til sit fag, men det overskyggede samtidig hans måske største præstation til dato i James Grays lavmælte karakterstudie ’Two Lovers’, der udkom under stuntet og dårligt kunne stå i større kontrast.
Det er en film, der stadig den dag i dag står i skyggen af Phoenix’ senere præstationer i film som ’The Master’, ’Her’, ’Inherent Vice’, ’You Were Never Really Here’ og ’Joker’.
Den er dog en mindst lige så god showcase for skuespillerens særlige talent for at skildre sårbare mennesker på kanten af samfundet, som svinger mellem yderpolerne og når som helst kan eksplodere i selvdestruktiv vrede eller gå i opløsning i indadvendt melankoli.
En gavebod for Phoenix
’Two Lovers’ er løst modelleret over Dostojevskijs ’Hvide nætter’ og handler kort fortalt om den ensomme mand Leonard, der skal finde sin plads i verden efter at have været indlagt på det lukkede afsnit – et dilemma, der materialiserer sig i et trekantsdrama, hvor Leonard skal vælge mellem to kvinder i sit liv og på et overordnet plan mellem to forskellige livsanskuelser.
På den ene side har han den gode Sandra (Vinessa Shaw), som hans forældre (fremragende Isabella Rossellini og Moni Moshonov) håber, at han vil gifte sig med, så han kan fuldbyrde den fusion af familiens renserivirksomhed, de er ved at planlægge med Sandras far.
På den anden side står den mystiske og uforudsigelige nabo Michelle (en overraskende god Gwyneth Paltrow), der har en affære med en af partnerne ved det advokatkontor på Manhattan, hvor hun arbejder.
Det lyder måske som et højspændt trekantsdrama, men ’Two Lovers’ er først og fremmest en film om alt det usagte. Om blikke, berøringer og små gestusser, som de færreste film tager sig tid til – en gavebod for Phoenix, der opbygger en karakter, som er så menneskelig og sårbar med alle sine små idiosynkrasier, at man har lyst til at skærme ham for den omverden, som hele tiden trænger sig på.
Overraskende breakdance
Vi møder Leonard for første gang på en regnvåd badebro ved strandpromenaden omkring Coney Island i Brooklyn. Han skræver over rækværket, dratter i det isnende vand, og bliver i næste nu hevet omtumlet op af vandet af en barmhjertig samaritaner.
»Skal du ikke takke din redningsmand«, spørger en af de mange forbipasserende tilskuere, mens Leonard er ved at krølle sig sammen i sig selv, udbryder spagt »tak«, og skynder sig væk fra åstedet – drivvåd.
Så er scenen ligesom sat.
Men Leonards indre tumult bliver aldrig karikeret eller overspillet – modsat Phoenix’ seneste mange præstationer i ’Joker’, ’Beau Is Afraid’ og ’Napoleon’, hvor hans varemærke af temperamentsfuld uforudsigelighed og indadskuende følsomhed malkes til det yderste.
Leonard reduceres aldrig til sin sindslidelse eller den altomsluttende sorg, han føler over at være blevet forladt af sin forlovede. Det er bisætninger i et portræt, der lægger fokus på hans evner som charmør, hans kreativitet, spontanitet og store kærlighed til verden, som han desværre har det med at rette de forkerte steder hen.
Det er for eksempel åbenlyst, at den omsorgsfulde Sandra er den noget nær perfekte partner for Leonard, der dog uundgåeligt graviterer mod den mere spændende og – ligesom ham selv – ustabile Michelle.
I en fantastisk scene tager han på natklub med Michelle og hendes venner, og pludselig ser vi en side af hans person, vi som publikum aldrig har kendt til, når han spontant bryder ud i breakdance på dansegulvet til stor jubel fra de andre gæster.
Som tilskuer sidder man konstant med hjertet i halsen af frygt for, at Leonard vil slå sig på livet (eller fremstå über-kikset), men det bliver en pointe igennem filmen, at han sagtens kan klare sig selv og ikke har brug for vores sympati. Leonard er simpelthen bare en person, der føler alting lidt mere end os andre, og det er helt okay.
Forener skuespillerens to hovedspor
Nogle af de smukkeste scener er i små øjeblikke mellem Rossellini og Phoenix, der spiller mor-søn-relationen til perfektion.
Moren lægger sig på knæ ude foran den lukkede dør til Leonards værelse i forældrenes lejlighed i et forsøg på at kigge ind i sin søns tillukkede sjæl. Vi ser det én gang, og derefter ser vi kun skyggerne under dørtrinnet, når moren stille våger over ham. Alligevel rammer den altomsluttende kærlighed som en donkraft.
Det er en præstation, der lægger sig perfekt mellem Phoenix’ to hovedkarrierespor som melankoliker og uforudsigelig skurk – en kombination som siden er blevet hans vartegn på godt og ondt. For filmen giver også plads til, at Leonard kan være usympatisk, når han tager Sandras kærlighed for givet og hele tiden står klar til at gribe chancen med Michelle, hver gang hun ringer i desperation.
Jeg tøver ikke med at kalde det Phoenix’ bedste præstation – og hans samarbejde med James Gray, som også tæller de glimrende film ’The Yards’, ’We Own the Night’ og ’The Immigrant’, for lige så kunstnerisk interessant som hans mere anerkendte parløb med Paul Thomas Anderson.
’Two Lovers’ kan ses på Blockbuster, YouTube, SF Anytime og Pluto TV.