STJERNERNES GLEMTE GULD. Superstjerner har noget særligt over sig.
De er bygget af et stof, som kun er få forundt. Nogle kalder det X-faktor. Eller de har it. En uforklarlig kvalitet, der skiller dem ud fra mængden.
Jeg har en god bekendt, der var helt høj efter at have arbejdet sammen med Antonio Banderas på en reklamefilm. »Han var fantastisk«, sagde min ven, der havde svært ved at være mere specifik. Der stod han, en heteroseksuel, midaldrende mand, og fnes som en skolepige ved tanken om mødet med den spanske førsteelsker.
Jeg havde ikke troet, jeg selv kunne påvirkes af denne mytiske X-faktor. Men så mødte jeg Nicole Kidman.
I en halv time efter mødet var jeg så rundtosset, at jeg knap kunne formulere sætninger. Til gengæld skete der også noget andet under selve mødet, som var så … almindeligt, at det virkede helt mærkeligt midt i den overnaturlige glamour, der normalt svæver som en konstant sky over Hollywood-stjerner.
Mere om det senere.
Den store chance
På film så jeg første gang Nicole Kidman i enten den effektive australske thriller ’Dead Calm’ (’Døden ombord’) fra 1989 eller som den rødhårede frille i den forglemmelige racerfilm ’Days of Thunder’ med Tom Cruise fra 1990.
I begge film lagde jeg mærke til Nicole Kidman. Tom Cruise havde også lagt mærke til hende. De blev gift et år efter optagelserne.
For en australsk skuespiller, der prøvede at slå igennem i Hollywood, kunne Kidman ikke have gjort det meget sværere for sig selv. Som Tom Cruises kone og mor til deres (adopterede) børn var det svært at blive set som en kommende superstjerne. Hun har selv udtalt, at hun ved events som Oscar-uddelingen, hvor hun blev inviteret som Toms plus-one, følte, at hendes job var at tie stille og tage en pæn kjole på.
Når hun ikke fulgte med Tom på den røde løber, søgte hun efter gode instruktører og saftige roller, så hun kunne bevise, at hun var andet end arm candy.
Indie-instruktøren Gus van Sants ’To Die For’ fra 1995 var projektet, hvor hun endelig fik chancen.
Kidman spiller Suzanne Stone fra den søvnige by Little Hope. Et ironisk navn, der understreger Suzannes fornemmelse af, at hun er blevet holdt tilbage. Hun er byens flotteste pige, og hun gifter sig med byens hotteste fyr (Matt Dillon). Han er en godmodig bartender, der gerne vil have børn og regner med at overtage forældrenes restaurant. Og så foreslår han sin far at få plastikplanter i restauranten, »så vi ikke behøver at vande dem«.
Hans uambitiøse tilgang til livet står i skærende kontrast til Suzanne, der ser sig selv som på nippet til himmelflugt i medieverdenen. Hun føler, at hun har fortjent at blive båret op i berømmelsens lys. Det gør hende kynisk. En slags forløber for de reality-tv-narcissister, som i 1995 knap var kommet til Danmark endnu.
Det står aldrig rigtig klart, om Suzanne vil på tv for at blive berømt, eller om hun vil blive berømt for at komme på tv. »Du er ikke nogen i USA, hvis du ikke er på tv (…) Hvad er pointen med at gøre noget værdifuldt, hvis ingen ser det?« siger hun, isnende.
Befriende uforfængelig
Hun får job som vejrpige på den lokale tv-station og starter et dokumentarprojekt, hvor hun vil filme flækkens unge slackere og høre om deres håb og drømme. Det må siges at være en fejlvurdering, for hvis der er noget, byens unge ikke har, så er det håb og drømme.
Det saftige ved rollen er den balance, Kidman skal ramme. Karakteren skal jo ikke bare være talentløs og fejlagtigt tro, hun er noget. Suzanne Stone er god foran et kamera, og hun har formidlingstalent.
Kidman rammer perfekt den energiske værtsstil fra 90’erne med overartikulerede sætninger og fastlåst smil. Hun skal være troværdig som charmerende vejrpige, men ikke udvise X-faktor nok til, at Hollywood kalder. Men dog have rigelig karisma til at tryllebinde en gruppe teenagere, som hun manipulerer til at begå et mord.
Det er en befriende uforfængelig præstation. Ja, hun skal være pæn og sexet, men hun er også sminket kikset, og hun antager grimasser og rammer lidet flatterende vinkler, så Suzanne hele tiden veksler mellem at give fornemmelsen af, at hun har noget specielt for kort efter bare at være lillebyens pæneste pige, der ikke ville have en chance i storbyen.
Kidmans portræt af Suzanne Stone stod lysende klart i min erindring, selvom det er mere end 25 år siden, jeg sidst så filmen. Og det på trods af de mange andre fremragende præstationer fra Matt Dillon, Joaquin Phoenix, Casey Affleck, Alison Folland som den stenede Lydia og ikke mindst Illeana Douglas som offerets knuste søster.
’To Die For’ gjorde, at Kidman gik fra at være mediestemplet som en rødblond sirene med en berømt mand til at få filmverdenen til at rette sig op i sædet og opdage den dygtige skuespiller foran dem.
»Og nu skal jeg tisse …«
Mange år efter dette kunstneriske gennembrud, i 2003, sidder jeg over for Nicole Kidman på et hotelværelse i Berlin. Jeg skal udføre et kort tv-interview, og jeg har lovet at referere hvert et ord til en journalist på Ekstra Bladet og at sende optagelserne hjem til DR straks, så de kan bruges i TV-Avisen samme aften.
På det her tidspunkt er Nicole Kidman en af de største filmstjerner i verden, og Danmark er vilde med hende, fordi hun har sagt ja til at medvirke i en Lars von Trier-film. Jeg er med andre ord en ung mand, der er meget opsat på ikke at fucke det her op.
Lige inden jeg får lov til at gå ind på hotelværelset, overhører jeg Kidman spørge en pr-person, om hun kan nå at gå på toilettet. Jeg regner med, at der ikke bliver sagt nej til en filmstjerne, og jeg håber selvfølgelig også på, at jeg ikke skal interviewe en person, der kun kan koncentrere sig om, hvor meget hun skal tisse. »Nej«, hører jeg pr-personen sige. Planen er nødt til at blive overholdt. Og så bliver jeg ført ind og sat i en stol foran Nicole Kidman.
Venlig, veltalende, åbenlyst intelligent og interesseret i at dykke ned i filmstoffet og ikke bare snakke i rosende marketingfloskler. Nicole Kidman har et overnaturligt nærvær, og jeg bliver i den grad påvirket, som en beruselse, af den der uforklarlige stjernekvalitet.
Da pr-personen annoncerer, at tiden er gået, rejser Kidman sig resolut op og siger, »And now I have to pee«, hvorefter hun går mod toilettet. Pr-personen bliver lidt befippet over det her uglamourøse indslag og beder mig blive siddende. Det gør jeg så. I de længste to minutter i mit liv. Fordi døren til toilettet er en skydedør med fire-fem centimeters luft forneden, så vi sidder helt stille og lytter ufrivilligt til den rislende lyd af en kvinde, der tisser.
Det er, som om pr-personen bare resignerer og dropper ethvert forsøg på at opretholde Hollywood-facaden. Kidman kommer ud, der bliver sagt farvel, og pr-personen fremstammer et spagt »I’m sorry« til hende, hvortil Kidman svarer: »Oh, I don’t care«. Hun sender mig afsted med et smil og et håndtryk fra en nyvasket hånd (det hørte jeg også).
Nicole Kidman er bare et menneske. Med X-faktor.
’To Die For’ kan ses på Filmstriben.