STJERNERNES GLEMTE GULD. Når man tænker på Ryans Goslings karriere, er det let at se en sirlig lige linje. Fra barndommen med Mickey Mouse Club og 00’er-teenagecrush i ’The Notebook’ og videre gennem ‘Drive’, ‘La La Land’ til toppen af Kendom i 2024.
Men det er bare ikke hele historien.
For i dag 43-årige Gosling har alle dage udfordret eller i hvert fald nuanceret, hvad en mandlig superstjerne i Hollywood kan og må. Tidligt valgte den canadiske skuespiller med den mormonske barndom at gå kontra på sit smukke ydre med roller som afhængig skolelærer (’Half Nelson’), seriemorder (’Murder by Numbers’) eller nynazist med kvababbelser (’The Believer’).
Gosling har heller ikke været bleg for at lade sig forføre ned af Nicolas Winding Refn’ske arthouse-huller. Og han har taget sig flerårige pauser midt i nye karrieretinder som i 2013 og 2018, hvor han trængte til at reflektere over sine rollevalg, og familielivet med Eva Mendes kom før forfølgelsen af en ny Oscar-nominering.
Men én gang – lad os kalde det en skillevej i karrieren – har Goslings retræte fra filmverdenen ikke været selvvalgt. Det var sjovt nok dengang, hvor han for alvor stod til at skulle være en leading man af den klassiske skole.
Meget mere end Bedste Kys
Året er 2007, og 26-årige Ryan Goslings stjernestatus står til at katapultere. Året forinden har han modtaget sin første Oscar-nominering for ’Half Nelson’, og blandt nok særligt yngre kvinder har prisen for Bedste Kys til MTV Movie Awards 2005 stor betydning for hans image. Men Gosling er endnu ikke allemandseje.
Det kan han dog meget let blive, når man ser ham der på plakaten sammen med selveste Sir Anthony Hopkins. Filmen er ’Fracture’. En efternøler til 90’ernes psykologiske thrillers og retssalsdramaer instrueret af manden, der præsenterede verden for Edward Norton i ’Primal Fear’.
I ’Fracture’ spiller Gosling den ambitiøse offentlige anklager Willy Beachum, der er få dage fra den store forfremmelse til et prestigefyldt privat advokatfirma, da han overmodigt drages ind i ingeniøren Teds (Hopkins) djævelsk juridiske kispus.
For Ted har forsøgt at dræbe sin utro kone – vi ser det endda i en åbningssekvens – men det er bogstaveligt den rygende pistol, der mangler for at fælde ham, og som i stedet truer med at tage alle karriereaspirationerne fra Beachum.
Som de står der adskilte og skulende imod os på plakaten vækker de minder om den klassiske duel mellem to generationer af store skuespiller, som ’Sleuth’ fra 1972 med Laurence Olivier og en noget yngre Michael Caine er kongeeksemplet på.
Det er den tradition, som ’Fracture’ gerne vil skrive sig ind i – og som Gosling i karrierens første rolle over for en af de helt store lever fornemt op til.
En ny tids Brando
Lad mig sige det ligeud: ’Fracture’ er ikke nogen stor film. Her mange år senere står dens ’CSI’-lignende æstetik, tynde kvindefigurer og ikke mindst meget spekulative twist-forhippede plot ikke superskarpt.
Når filmen er seværdig, er det udelukkende på grund af de to altdominerende hovedrolleskuespillere, som får lov til at spille ud og tydeligvis nyder at gøre det frem til 12. runde. Hopkins som kølig psykopatisk mastermind med et glimt i øjet var allerede en kliché i 2007, men ligesom sin karakter liver han op i mødet med den unge Gosling. Og det forstår man godt.
Som Beachum med den markante sydstatsaccent storcharmerer Gosling, og selv i en på papiret ret glat rolle fornemmer man den særlige filmstjerneaura i arven fra Paul Newman, Robert Redford og Brad Pitt. Men ikke nok med det.
Med en konstant dirrende mimik, dybe sovekammerøjne og en ofte sammenfalden holdning tilfører Gosling karakteren en plaget dimension à la de unge James Dean og Marlon Brando, som formentlig ikke står i manuskriptet, men som gør Beachum til et dragende bekendtskab i de ellers konventionelle rammer.
’Fracture’ havde premiere i april 2007, og med et budget på 10 millioner dollars blev den en moderat succes ved billetlugerne med en indtjekning på verdensplan omkring de 92 millioner dollars. Til gengæld høstede Ryan Gosling store roser for sit spil.
The Village Voice sammenlignede hans præstation med førnævnte Brando i ‘A Streetcar Named Desire’ og Jack Nicholson i New Hollywood-klassikeren ‘Five Easy Pieces’.
Og så var der ikke mindst flere, der som Dana Stevens i Slate så Gosling som fremtidens leading man i Hollywood. »En mainstream-stjerne er født i ’Fracture’ «, lød hendes manchet kort godt i anmeldelsen af ’Fracture’ i Slate, der bar titlen »Hello, Mr. Gosling«.
Den tanke kunne Ryan Gosling ikke ændre på, selvom han i vanlig stil forsøgte, da han nogle måneder senere dukkede op som kærligt quirky dukkeelsker i indie-filmen ’Lars and the Real Girl’.
Gosling så ud til at kunne æde hele verden, men endte med at æde for meget flødeis. Og det satte en midlertidig stopper for karrieren som mainstream-stjerne eller for den sags skyld bare skuespiller.
For meget dad bod til Peter Jackson
»Gosling fat for ’Lovely Bones’«, hedder overskriften på et interview med Ryan Gosling til Rotten Tomatoes fra 2007. Her fortæller skuespilleren, hvor frustrerende det er, at han tog en del kilo på til ’Lars and the Real Girl’ for så at tabe dem igen og nu befinder sig i en situation, hvor han igen skal gemme six packen væk for en stund.
»Situationen« er settet til Peter Jacksons kommende film ’The Lovely Bones’ baseret på bestselleren af samme navn. Et mindre og meget imødeset psykologisk drama efter Jacksons blockbuster-tour de force med ’Ringenes herre’ og ’King Kong’. Gosling har en væsentlig rolle som far til filmens hovedkarakter spillet af stjerneskuddet Saoirse Ronan.
Problemet er bare, at Gosling ikke er nogen steder at finde, da filmen efter mange forsinkelser får verdenspremiere i januar 2010. I stedet er farrollen gået til den noget mere firkantede Mark Wahlberg. Hvorfor dog det? Dengang som i dag skyldes det ifølge Gosling selv, at han simpelthen var blevet for tyk.
»Jeg vejede 68 kilo, da Peter Jackson hyrede mig, og da jeg mødte op (på optagelserne, red.), vejede jeg 95 kilo. Vi havde forskellige ideer om, hvordan karakteren skulle se ud. Jeg mente, han skulle veje 95 kilo. Jeg smeltede Häagen-Dazs (amerikansk flødeis med karamelsmag, red.) og drak det, hver gang jeg var tørstig«, har Gosling sidenhen forklaret.
Hvad nu hvis …
På plussiden undgik Ryan Gosling et metafysisk clusterfuck af en film – og en rolle, han nok aldrig skulle have været castet til alligevel. På minussiden var han arbejdsløs og sad med et par overflødige kilo og så karrieren gå lidt i stå.
Som vi alle ved, vendte han nærmest genopfundet tilbage i starten af 10’erne som mut, men emotionelt sårbart maskulinitetsikon blandt andet takket være sin nye BFF Winding Refn og som viral drømmefyr for en ny generation med ’HEY GIRL…’ og ’Ryan Gosling won’t eat his cereals’-memene. For så at trække stikket og få os til at tørste efter mere Gosling.
Selvom ’Fracture’ ikke har efterladt sig de største spor i filmhistorien eller sågar i Ryan Goslings oeuvre, præsenterer den mange år senere et interessant glughul ind til, hvordan hans karriere og ikke mindst rollevalg kunne have set ud.
Ganske vist fyldte Marvel og de store franchises meget i 10’ernes Hollywood, men der blev også skreget efter de næste store filmstjerner, som alene på navn kunne trække folk i biografen.
Og den leading man kunne godt have været Gosling anno 2007 – med Robert Redfords charme og Marlon Brandos smerte.
’Fracture’ kan ses på Blockbuster, Viaplay eller Apple TV.