16 år.
Så lang tid har det taget animationsstudiet Laika at udvikle deres biografaktuelle stopmotion-film ’Wildwood’.
Gode ting tager nemlig tid.
Og med mere end 142.000 udskiftelige ansigter, hundredvis af håndbyggede dukker og landskaber, der er skabt fra bunden, har selskabet bag ’Coraline’ og ’Kubo and the Two Strings’ skabt et eventyrligt univers, hvor selv de mindste detaljer får deres eget liv.
Skovens træer og blade er håndlavede, tusindvis af kostumer syet og broderet i miniatureformat, og selv den gigantiske kongeørn Generalen har fået næsten 4.000 særskilte fjer.
Det kompromisløse håndværk gør ’Wildwood’ til noget helt særligt. Soundvenues Morten Kildebæk kvitterede da også med hele seks stjerner ved den danske biografpremiere i sidste uge og kaldte den »en af de smukkeste stopmotion-film nogensinde – og den afgjort mest episke af slagsen«.
Instruktør og Laika-chef Travis Knight lægger da heller ikke skjul på ambitionerne for ’Wildwood’, som han selv har kaldt for stopmotion-udgaven af ’Ringenes herre’. Når filmens enorme krigsscener folder sig ud, er det ikke svært at forstå sammenligningen.
I en tid hvor AI breder sig som en steppebrand i filmbranchen – og truer med at revolutionere animationsverdenen – er ’Wildwood’ en påmindelse om magien ved at bygge en verden med hænderne, ét lille ryk ad gangen. Knight har selv beskrevet ’Wildwood’ som en »stille protest« mod AI-udviklingen. En stædig insisteren på det menneskelige aftryk, hvor hvert billede er resultatet af ægte kreativitet og dybfølt kærlighed til det univers, man er ved at opbygge fra grunden.
Stop motion kræver en urimelig portion tålmodighed. Det går i al sin enkelhed ud på at fotografere en dukke, flytte den en anelse og tage et nyt billede. Når billederne afspilles hurtigt efter hinanden, opstår illusionen af bevægelse. En enkelt scene kan kræve tusindvis af billeder og utallige små justeringer.
Det er dyrt, besværligt og langsommeligt. Alligevel har kunstformen overlevet adskillige teknologiske revolutioner og skabt nogle af filmhistoriens mest elskede værker.
Her er ti meget forskellige film, der viser, hvorfor stop motion-magien aldrig må gå tabt, og som vi kun kan anbefale, at man går på opdagelse i, når man har oplevet ’Wildwood’ på det store lærred:
’Coraline’ (2009) og ’Kubo and the Two Strings’ (2016)
Henry Selick havde allerede sat sit præg på stopmotion-genren med klassikere som ’The Nightmare Before Christmas’ (1993) og ’James and the Giant Peach’ (1996), da han kastede sig over filmatiseringen af Neil Gaimans børnebog ’Coraline’.
Resultatet blev et af de smukkeste og mest urovækkende eventyr i nyere animationshistorie.
11-årige Coraline Jones er netop flyttet ind i et gammelt hus i Oregon med sine mor og far. Hverdagen er forfærdelig kedelig, og forældrene har sjældent tid til hende. Men da hun opdager en lille dør i huset, som fører til en parallel verden, finder Coraline pludselig alt det, hun har savnet.
I den parallelle verden er hendes forældre både kærlige og opmærksomme, maden er fantastisk, og omgivelserne stråler af farver og liv. Der er bare én mindre detalje: Alle indbyggerne har sorte knapper i stedet for øjne.
Med sin særegne blanding af barnlig fantasi og gotisk uhygge forvandler ’Coraline’ et tilsyneladende uskyldigt børneeventyr til et klaustrofobisk mareridt. Under den eventyrlige overflade gemmer der sig en fortælling om barndommens ensomhed og længslen efter kærlighed.
’Coraline’ blev den første spillefilm fra det Oregon-baserede animationsstudie Laika og skrev samtidig historie som den første stopmotion-spillefilm, der blev optaget i stereoskopisk 3D. Kort fortalt betyder det, at hvert billede blev fotograferet fra to lidt forskellige vinkler – ét perspektiv til hvert øje. Når billederne sættes sammen, opstår en dybdevirkning, der får filmens univers til at fremstå tredimensionelt.
3D-teknologien var mere end blot en visuel gimmick. Den blev tænkt ind i fortællingen, hvor den ekstra dybde trækker publikum ind i den parallelle verden, præcis som Coraline selv bliver lokket ind i den, ikke ulig hvad technicolor-farverne gjorde i klassikeren ’Troldmanden fra Oz’.
Samtidig revolutionerede Laika arbejdet med figurernes ansigter. Ved hjælp af 3D-print fremstillede de omkring 20.000 udskiftelige ansigtsdele til filmens dukker. De mange ansigtsdele kunne kombineres på kryds og tværs, så Coraline alene kunne skildres gennem mere end 200.000 forskellige ansigtsudtryk.
’Coraline’ var også blandt de første stopmotion-film, der i større omfang integrerede visuelle effekter, som gjorde det muligt at udvide filmens univers digitalt, samtidig med at dukkerne og det fysiske håndværk forblev i centrum.
Det er således både en teknologisk milepæl og et fantastisk eventyr, der tør være lige så uhyggeligt, som det er smukt.
I kølvandet på ’Coraline’ fulgte ’ParaNorman’ (2012) og ’The Boxtrolls’ (2014), som cementerede Laika blandt de mest ambitiøse og anerkendte animationsstudier. Med ’Kubo and the Two Strings’ tog studiets topchef og mangeårige animator Travis Knight (søn af Nike-stifter Phil Knight, der grundlagde Laika) selv plads i instruktørstolen.
Filmen følger drengen Kubo, der bor med sin syge mor i en lille japansk landsby. Han underholder byens indbyggere med historier, som han fortæller ved hjælp af sin magiske shamisen og levende origamifigurer. Men da han ved et uheld vækker gamle, ondsindede ånder, tvinges han ud på en farefuld rejse for at finde sin afdøde fars legendariske rustning. Undervejs får han selskab af en abe og en bille, der hjælper ham med at konfrontere fortidens dæmoner.
’Kubo and the Two Strings’ blev ligeledes et højdepunkt i Laikas teknologiske udvikling. Her kombinerede Knight & co. i stigende grad fysisk dukkeanimation med digitale effekter, der gjorde det muligt at skabe et eventyr i en hidtil uset skala. Det voldsomme hav i åbningsscenen blev skabt digitalt på baggrund af mislykkedes fysiske forsøg med papir, plastik og stof, mens store dele af filmens landskaber og baggrunde blev udvidet med computergenererede elementer.
Et af filmens mest imponerende eksempler på praktisk håndværk er det gigantiske skeletmonster, som Laika byggede som en fysisk dukke på knap fem meter og omkring 180 kilo. Det var den største stopmotion-dukke, der hidtil var bygget til en spillefilm, og den krævede et specialudviklet bevægelsessystem for overhovedet at kunne animeres.
Kampen mod skelettet er samtidig en kærlig hilsen til stopmotion-legenden Ray Harryhausen og hans ikoniske skeletkamp i ’Jason and the Argonauts’.
’Kubo and the Two Strings’ blev nomineret til to Oscars – for bedste animationsfilm og bedste visuelle effekter – og står som et vidnesbyrd om, hvordan Laika fandt den teknologiske og håndværksmæssige form, der senere skulle danne grundlag for ’Wildwood’.
’Coraline’ og ‘Kubo and the Two Stings’ kan ses på Apple TV
’Fantastic Mr. Fox’ (2009) og ’Isle of Dogs’ (2018)
Det er svært at forestille sig en instruktør, der passer bedre til stopmotionens minutiøse håndværk end Wes Anderson. Den amerikanske instruktør er kendt for sine sirligt komponerede billeder, symmetriske opstillinger og gennemførte farvepaletter i film som ’The Royal Tenenbaums’ og ’The Grand Budapest Hotel’.
I 2009 kastede han sig for første gang over animationsformen med filmatiseringen af Roald Dahls børnebog af samme navn. George Clooney lægger stemme til den charmerende ræv Mr. Fox, der efter at have stiftet familie har lagt sin fortid som hønsetyv bag sig. Men da familien flytter ind i et træ tæt på tre velhavende landmænd, bliver fristelsen til at genoptage de gamle vaner for stor.
Bag den fjollede historie gemmer der sig en herlig fortælling om familieliv, frihed og længslen efter det eventyr, man har lagt bag sig. Mr. Fox vil gerne være en ansvarlig familiefar, men har svært ved at slippe sin indre slyngel.
Andersons karakteristiske visuelle stil vækkes til live gennem hundredvis af håndbyggede dukker og miniaturekulisser, men det er især materialerne, der giver filmen sin særlige charme. Han insisterede på, at dyrene skulle have en synlig og uregerlig pels frem for de glatte overflader, man ofte forbinder med stopmotion. Pelsen blev blandt andet skabt af hår fra legetøjsdyr samt kænguru- og kaninhår, mens de menneskelige karakterers frisurer blev fremstillet af hår fra animatorerne på værkstedet.
Anderson eksperimenterede også med selve bevægelsesmønstret. I ’Fantastic Mr. Fox’ blev hver dukkepositur vist i to frames, så filmen stadig afspilles med de sædvanlige 24 billeder i sekundet, men kun rummer 12 forskellige positioner. Det giver animationen en mere hakkende rytme, som understreger det håndlavede udtryk.
Instruktøren gik også utraditionelt til værks med stemmeindspilningerne. I stedet for at samle skuespillerne i et lydstudie blev store dele af dialogen optaget i naturen, blandt andet på en gård i Connecticut. Det gav George Clooney, Meryl Streep, Bill Murray og Jason Schwartzman mulighed for at bevæge sig rundt i de omgivelser, som deres karakterer befinder sig i, stemmerne fik en mere spontan og levende klang.
Der blev fremstillet 535 dukker i seks forskellige størrelser, bygget 29 miniaturekulisser og taget omkring 56.000 billeder til den færdige film. Det blev i gennemsnit til blot fire sekunders færdig animation om dagen.
Efter ’Moonrise Kingdom’ og ’The Grand Budapest Hotel’ vendte Anderson i 2018 tilbage til animationsformen med ’Isle of Dogs’, der tager os med til et dystopisk Japan. En mystisk hundesygdom får den autoritære borgmester Kobayashi til at deportere byens hunde til den affaldsdækkede Trash Island. Her leder den 12-årige Atari efter sin bortførte hund, Spots, med hjælp fra en flok firbenede outsidere.
’Isle of Dogs’ er en dyster fortælling om magtmisbrug og propaganda, men først og fremmest en kærlighedserklæring til japansk filmkunst – ikke mindst legendariske Akira Kurosawas værker.
Den større fortælling krævede også en markant større produktion. Hvor ’Fantastic Mr. Fox’ havde krævet 29 kulisser, voksede antallet til hele 240 på ’Isle of Dogs’. De blev fordelt på 44 scenerum, hvor op mod 27 produktionshold kunne arbejde sideløbende. I alt blev der taget omkring 130.000 stillbilleder til filmen.
Alt skulle bygges fra bunden. Fra japanske sushikøkkener og miniaturebygninger til lossepladsens bjerge af affald skulle hvert eneste element designes, konstrueres og placeres i hånden. Omkring 60 medarbejdere arbejdede udelukkende med at fremstille dukkerne, der talte mere end 1.000 miniaturefigurer. Produktionen strakte sig over næsten to et halvt år.
Castet var igen spækket med stjerner. Bryan Cranston, Edward Norton, Bill Murray, Jeff Goldblum og Scarlett Johansson lagde stemmer til de firbenede hovedpersoner, mens navne som Greta Gerwig, Frances McDormand og Tilda Swinton også medvirkede.
Wes Andersons to stopmotion-film er meget mere end stilistiske afstikkere i et ellers imponerende katalog. De er monumentale samarbejdsprojekter, hvor hundredvis af dukkemagere, animatorer og scenografer har brugt årevis på at skabe helt særegne filmuniverser perfekt i tråd med instruktørens liveaction-film.
’Fantastic Mr. Fox’ og ‘Isle of Dogs’ kan ses Disney+, Viaplay, Apple TV og Blockbuster.
’Mary and Max’ (2009) og ’En snegls erindringer’ (2024)
Stopmotion behøver ikke at være fyldt med eventyr og magi. Det beviser australske Adam Elliot, der har gjort plads til både ensomhed, sorg og sort humor.
Hans film er befolket af ensomme, skæve og udstødte eksistenser. Alligevel er der en bemærkelsesværdig varme i Elliots fortællinger, der insisterer på at finde menneskelighed og empati i selv de mest ulykkelige skæbner. Det er måske også derfor, de efterlader én med våde øjne og saltede kinder.
Det er måske mest tydeligt i ’Mary and Max’, der kredser om et usædvanligt venskab mellem den otteårige Mary fra Melbourne og den midaldrende Max fra New York.
Mary bliver forsømt i sin familie og har svært ved at finde venner. Max lever en isoleret tilværelse præget af angst og sociale vanskeligheder. Et tilfældigt brev bliver begyndelsen på en årelang korrespondance, der udvikler sig til et af de mest rørende venskaber i filmhistorien.
Æstetikken er særegen. De håndmodellerede lerfigurer er bevidst uperfekte, og det gråbrune univers omkring Max står i skarp kontrast til Marys mere farverige verden.
Elliot brugte mere end fem år på at udvikle filmen fra manuskript til færdigt værk, hvor optagelserne alene strakte sig over to år. Seks animatorer arbejdede sideløbende på produktionen, hvor der i alt blev fremstillet mere end 212 dukker, 133 miniaturekulisser og utallige rekvisitter. De talte blandt andet en fuldt funktionsdygtig miniatureudgave af en gammel Underwood-skrivemaskine.
Elliot tegnede selv mere end 1.300 af filmens storyboardtegninger, inden produktionen overhovedet var påbegyndt. Han havde også en ganske personlig måde at forklare animatorerne, hvordan karaktererne skulle bevæge sig. Den australske instruktør klædte sig ofte ud som Mary og Max, mens han efterlignede deres karakteristiske bevægelser og kropssprog, så animatorerne efterfølgende kunne bruge optagelserne som reference.
Med ’En snegls erindringer’ vendte Elliot endelig tilbage til spillefilmformatet 15 år senere.
Her møder vi Grace, en ensom ældre kvinde med en usædvanlig forkærlighed for snegle. Hun fortæller sin livshistorie, en fortælling om sorg, tab og evnen til at komme videre. Som Grace selv beskriver det: »En snegl glider aldrig over det samme spor to gange«.
Som følge af covid-19 blev produktionen begrænset og forsinket flere gange, og med et hold på blot syv animatorer måtte Elliot tænke kreativt. Karakterernes tøj blev i vid udstrækning malet direkte på dukkerne for at spare tid og penge. Det gav imidlertid skulptørerne en større opgave, da de nu skulle tage højde for folder, farver og tøjets realistiske bevægelser.
Fingeraftryk, ujævne overflader og buler i leret er ikke fejl, der skal skjules i post-produktion, men et vidnesbyrd om de menneskehænder, der står bag. Der blev hverken brugt 3D-printede dukker eller CGI. Alt i filmen kan holdes i hånden.
Særligt udfordrende var det, når Elliot skulle animere scener, der ikke umiddelbart egner sig til stopmotion. En brændende kirke krævede eksempelvis utallige forsøg, før holdet fandt en løsning med gult cellofan, vat, hårgelé og glidecreme.
’En snegls erindringer’ blev nomineret til en Oscar for bedste animationsfilm, og begge Elliots film udmærker sig ved på intet tidspunkt at forsøge at skjule, hvor meget menneskeligt arbejde der ligger bag.
’En snegls erindringer’ kan ses på Filmstriben . ‘Mary and Max’ kan i øjeblikket ikke streames.
’Anomalisa’ (2015)
Fra én tåreperser til en anden: Charlie Kaufmans melankolske og intime ’Anomalisa’.
Med manuskripter til film som ’Being John Malkovich’, ’Adaptation’ og ’Eternal Sunshine of the Spotless Mind’ er Kaufman en mester i at udforske menneskers ofte vaklende forsøg på at forstå sig selv og deres medmennesker.
Instruktørens hidtil eneste animerede film kredser om Michael Stone, en succesfuld forfatter, der rejser rundt i USA for at holde foredrag. På trods af sin succes er han ude af stand til at etablere meningsfulde relationer og er dybt ulykkelig – lige indtil han møder Lisa, en indadvendt kvinde, der er rejst til Cincinnati for at deltage i hans foredrag. For første gang i evigheder oplever Michael, at et andet menneske skiller sig ud fra mængden.
Det kommer til udtryk gennem filmens geniale greb: Næsten alle dukkerne omkring Michael har samme ansigt og stemme. Det er først, da han møder Lisa, at monotonien brydes.
Den præmis kunne sagtens være blevet brugt i en lunken romantisk komedie fra 00’erne, men heldigvis bruger Charlie Kaufman den til noget langt mere nærværende: en undersøgelse af, hvor ensformig tilværelsen kan føles, når ensomheden tager over, og vi glemmer at mærke, hvor forunderligt og smukt livet kan være.
Filmens brug af kunstige, næsten udtryksløse stopmotion-dukker ender med at blive en central del af historien om fremmedgørelse og menneskelig kontakt.
’Anomalisa’ blev oprindeligt finansieret gennem en succesfuld Kickstarter-kampagne i håbet om at opskalere projektet fra en kortfilm til en uafhængig spillefilm. Kampagnen endte med en samlet donation på mere end 400.000 dollars.
Filmen vandt juryprisen på Venedig Filmfestival og blev nomineret til en Oscar for bedste animationsfilm.
’Anomalisa’ kan ses Apple TV og Blockbuster
’Wallace & Gromit: The Curse of the Were-Rabbit (2005) og ’Wallace & Gromit: Vengeance Most Foul’ (2024)
En opfinder med hang til ost, en intelligent hund og en endeløs række af mere eller mindre vellykkede opfindelser.
Det er grundingredienserne i Nick Parks ’Wallace & Gromit’ – på dansk Walter og Trofast – der siden slutningen af 1980’erne har været blandt de mest elskede figurer i britisk kultur.
Nick Park begyndte at arbejde hos det britiske animationsstudie Aardman i 1985, hvor han færdiggjorde sin første Wallace & Gromit-kortfilm, ’A Grand Day Out’. Siden har han været en central drivkraft bag studiets succes og været med til at gøre Aardman til et af verdens førende stopmotion-studier med populære film som ’Chicken Run’ og ’Shaun the Sheep’ på cv’et.
Wallace og Gromit fik deres spillefilmdebut med ’Det store grøntsagskup’, hvor makkerparret driver et firma, der beskytter byens grøntsagshaver mod sultne gnavere. Da den årlige grøntsagskonkurrence nærmer sig, dukker et gigantisk kaninmonster op og spreder panik blandt byens haveentusiaster.
Wallace er den velmenende, men lettere håbløse opfinder, mens hunden Gromit fungerer som den tavse og ofte mere fornuftige modvægt. Deres samspil er så strålende, at filmen næsten ikke behøver dialog for at fungere. Park havde oprindeligt forestillet sig, at hunden skulle tale, men opdagede under produktionen med den første kortfilm, at Gromit kunne udrykke sig gennem et væld af forskellige ansigtsudtryk.
En vigtig del af Aardman-stilen er det formbare materiale, der tillader forskellige ansigtsudtryk uden konstant at skulle skifte hele ansigtet. Karaktererne er modelleret i plasticine, en speciel form for oliebaseret modellervoks, der ikke tørrer ud under arbejdet. Aardman bruger deres egen blanding, som de passende har døbt »Aard-mix«. Materialet kommer mest til udtryk hos netop Gromit, hvis følelsesmæssige udtryk kan ændres af et enkelt løftet øjenbryn eller bekymret panderynken.
Med fysisk komik, velplacerede referencer og en karakteristisk animationsteknik blev ’Det store grøntsagskup’ en stor succes og vandt i 2006 en Oscar for bedste animationsfilm.
Knap 20 år senere vendte Nick Park og Aardman tilbage med ’Hævnen har vinger’, hvor den ikoniske pingvin Feathers McGraw genopstår efter 30 år bag tremmer. Wallaces stigende afhængighed af sine egne opfindelser bekymrer Gromit, og da en intelligent havenisse udvikler en selvstændig og destruktiv vilje, opstår der kaos på ny.
Hvis Laikas ’Wildwood’ er en stille protest mod den nye teknologi, kan det samme ikke siges om Aardmans efterfølger. Filmen spidder den moderne afhængighed af teknologi og kunstig intelligens uden at give afkald på universets letsindige humor.
’Vengeance Most Foul’ tog omkring fem år at færdiggøre, og mere end 200 mennesker, herunder 30 animatorer, var tilknyttet projektet. En animator producerede i gennemsnit omkring fire sekunders færdig animation om ugen.
Aardman har også udvidet værktøjskassen med digitale effekter gennem årene. I den store kanaljagt i den Netflix-støttede ’Vengeance Most Foul’ blev vandet eksempelvis skabt af studiets eget CGI-hold. Det minutiøse håndværk er stadig intakt, men ’Hævnen har vinger’ er et godt eksempel på, hvordan nye teknologier kan udvide stopmotionens rammer uden at erstatte det fysiske håndværk.
’Wallace & Gromit: The Curse of the Were-Rabbit’ kan ses Apple TV og Blockbuster. ‘Wallace & Gromit: Vengeance Most Foul kan ses på Netflix.
’Corpse Bride’ (2005)
Man kommer ikke uden om Tim Burton, når snakken falder på stopmotion.
Burton har gennem hele sin karriere haft en forkærlighed for det makabre. Hans film er hjemsøgt af spøgelser, outsidere og misforståede monstre, der ofte viser sig at være langt mere sympatiske end de mennesker, der udstøder dem.
I ’Corpse Bride’ får den gotiske æstetik sin måske mest rendyrkede form.
I et koldt og mørkt victoriansk univers skal den unge Victor Van Dort giftes med Victoria Everglot. Ægteskabet er arrangeret af de to familier, der begge håber, at det kan forbedre deres sociale status.
Victor er imidlertid rædselsslagen for brylluppet. Da han øver sine bryllupsløfter ude i skoven, kommer han til at sætte ringen på en knoglet finger, der stikker op af jorden. Det viser sig at være hånden på Emily, en afdød brud, som rejser sig fra graven og gør krav på Victor som sin ægtemand. Hun tager ham med til dødsriget, hvor han må finde en vej tilbage til Victoria. Det bliver begyndelsen på en eventyrlig kærlighedshistorie, der krydser grænsen mellem de levende og de døde.
Burton vender elegant op og ned på forestillingen om liv og død. Mens de levende er kolde og grå, både udenpå og indeni, er dødsriget farverigt, musikalsk og fuld af liv.
Produktionen var samtidig et teknologisk nybrud. ’Corpse Bride’ blev den første stopmotion-spillefilm, der udelukkende blev optaget med digitale kameraer.
Beslutningen blev truffet, få uger før optagelserne begyndte, og holdet måtte derfor udvikle en helt ny arbejdsgang. Til gengæld kunne animatorerne nu gennemse billederne med det samme frem for at vente på, at filmrullerne blev fremkaldt. Det blev et vigtigt skridt i digitaliseringen af stopmotion.
Men ’Corpse Bride’ er først og fremmest et strålende eksempel på, hvor naturligt Burtons visuelle univers passer til stopmotion.
’Corpse Bride’ kan ses på Blockbuster, Viaplay, Amazon Store og Apple TV.