’Scrooge’: Johnny Depp har maksimal weirdo-energi i sit julede Hollywood-comeback
FILM. Hvis man kan lide sin jul, som man kender den, er det næppe Ti West, man ønsker sig til at filmatisere Charles Dickens’ klassiker ’Et Juleveentyr’ fra 1843.
Den amerikanske instruktør har især med X-trilogien etableret sig som en horror-auteur med forkærlighed for retro-grindhouse og knivdrab. ’Scrooge’ tilfører jump scares og horror-elementer, der næppe er at finde i værkets første filmatisering fra 1935.
Den vil dog nok ikke få andre end de mest ortodokse jule- eller Dickens-elskere til at udvandre i protest.
Til gengæld vil filmens centrale skuespiller måske få en del mennesker til at udeblive. Rollen som Ebenezer Scrooge markerer Johnny Depps tilbagevenden til en stor Hollywood-produktion efter retssager om partnervold, der har været tæt på at sætte hans karriere og eftermæle over styr.
Den 63-årige legende spiller den gamle gnier i tråd med tidligere centrale roller som Edward Scissorhands og Willy Wonka. Med maksimal weirdo-energi er han dog også i overhængende fare for at ligne Batman-skurken Pingvinen. Desværre er Johnny Depp i den nye film ikke nær så sjov, som når han spiller Jack Sparrow i ’Pirates’-filmene.
’Scrooge’ finder sted juleaften i det victorianske London, hvor tiggere og fine høje hatte bevæger sig side om side, søbet i stemningsfulde gråblå farver.
Midt i den forventningsfulde juletravlhed sidder Ebenezer Scrooge, der år forinden mistede sin kompagnon Marley (Ian McKellen) og nu fortsætter bogfører-virksomheden Scrooge & Marley videre med den unge assistent Cratchit (Rupert Grint). Scrooge afviser sin nevø Fred (Sam Claflin), der ønsker ham forbi til julemiddag. Cratchit har kone og børn, men skal møde ind på arbejde selv højhellige julemorgen.
Når den syrlige pengepuger vender hjemover og trækker i nathue og nattøj, venter der lidt af en nat. Han bliver besøgt af først sin afdøde kompagnon, der ikke har opmuntrende perspektiver at dele om efterlivet, når man som levende har styret efter mammon.
Derefter kommer fortidens, nutidens og fremtidens juleånder, der tager ham med på en slags introspektiv dannelsesrejse. De metafysiske skikkelser har nogle udeståender med denne proto-Joakim von And, der har isoleret sig fra mennesker og livets sande mening. Får han en chance til for at rette op på sine pilskæve prioriteringer?
Med især Ian McKellen og Harry Potter-skuespilleren Rupert Grint i centrale roller er her en del britisk klasse fra et stærkt cast. Jeg blev dog aldrig rigtigt overbevist om, hvad den her genreoverhaling egentlig skal tilføre kunsteventyret.
Solidt skuespil og atmosfæriske billeder ændrer ikke på, at ’Scrooge’ i passager ligner en discount-horrorfilm, som aldrig ville nå biograferne. Her er rigeligt med genfærd, gespenster og spøgelseskvinder svøbt i hvidt, men filmen bliver aldrig særligt uhyggelig af dén grund.
Gyser-elementerne ender med at være irrelevante. Charles Dickens’ gamle historie ender til gengæld med at være så tilpas rørende, at man sagtens kan nyde den med en pose brændte mandler. Man bliver mindet om, at uden ’Et juleeventyr’ havde vi næppe haft James Stewart-juleklassikeren ’It’s a Wonderful Life’, måske ikke engang ’Groundhog Day’. Og dét ville jo være en ubærlig virkelighed.
Når boet skal gøres op, er jeg dog som en anden Scrooge nødt til at være nærig: Jeg bryder mig ikke særlig meget om det her bud på en julefilm med jump scares.
Men jeg bøjer mig samtidig i støvet for kraften i den over 180 år gamle fortælling, der selv i muterede udgaver rammer med sit budskab om næstekærlighed og venlighed.
Kort sagt:
Horror-auteuren Ti West og Johnny Depp får hverken noget særlig skræmmende eller særligt morsomt ud af Scrooge-figuren. Men hvis du møder den gamle historie med paraderne nede, vil du måske også ende med at blive en smule rørt til sidst.