Kommer AI til at ændre musikbranchen, som vi kender den, eller kan det være et brugbart værktøj for fremtidens musikere? Det undersøger vi over de næste dage i en artikelserie. Læs hvordan branchen tackler udfordringerne HER.
INTERVIEW. Andreas Odbjerg er både som sangskriver og artist en af Danmarks mest succesfulde musikere. Og med hans nyeste eventyr på DR, ’Andreas Odbjergs popmanifest’, får man lov at følge ham og en håndfuld kollegaer helt tæt i processen med at skabe ny musik.
Her er det tydeligt, at det at skrive sange på Odbjerg’sk manér netop er en proces: Noget, der tager tid, og som ikke altid er en lige vej. Der er blindgyder, uenigheder og mange akkorder og ord, der skal prøves, før man finder de helt rigtige.
Men i dag kan en prompt i eksempelvis Suno på få minutter spytte et færdigt popnummer ud, nærmest som antitesen til det stykke arbejde, Andreas Odbjerg går igennem gang på gang i arbejdet med ny musik.
Derfor har vi spurgt Andreas Odbjerg, hvad han tænker om de nye AI-tjenester.
Er du nervøs for AI, eller synes du, det er fedt, at der kommer flere værktøjer?
»Jeg ved sgu ikke, om jeg er nervøs. Den dystopiske tolkning er selvfølgelig, at musikken samlet set bliver mere generisk og dårligere. Men den optimistiske tilgang er, at det kræver mere originalitet. At dem, der ender med at blive lagt mærke til, er dem, der på en eller anden måde sprænger rammerne for, hvordan musik kan lyde. Det synes jeg faktisk er spændende«.
»Lige nu ser jeg det meget som en ”fangeleg” med AI’en. Når jeg går ind i et studie, handler det om at bringe så meget menneskelighed ind som muligt, omfavne fejl og alt det, der gør musikken menneskelig. Et spontant grin midt i et vokaltake, noget, der ikke lige stemmer«.
»Jeg er lige gået hjem fra Universal ude på Christianshavn og har hørt den nye Iceage-plade (‘For Love of Grace & the Hereafter’, red.). Jeg er meget begejstret for den plade, og der tror jeg virkelig … altså, der er lang tid til, at AI fanger dem. Så jeg synes, det skaber ansvar for og måske en motivation til at være endnu mere vild i sin kreativitet og de chancer, man tager«.
Nogen mener, at man er nødt til at lære at bruge AI, ellers bliver man efterladt på perronen. Er der noget om det?
»Nej, det tror jeg sgu ikke. Tværtimod, faktisk. Det element af udviklingen, der provokerer mig mest, er den der ”hvor gærdet er lavest”-mentalitet. Som mennesker er det jo sådan, at når noget er svært, og det tager lang tid at opnå eller mestre noget, så er noget af det mest tilfredsstillende som menneske at øve sig i mange år og så lykkes med det«.
Hvad tænker du om idéen om, at AI er en demokratisering af kunsten?
»Jeg synes, det er noget bullshit. Jeg kan godt lide, at noget er elitært, at det ikke er for alle. Jeg hader for eksempel den der “alle kan synge”-tankegang. Det er fint nok i kirken og med højskolesange og den slags, men jeg tror ikke, at alle kan synge«.
»Man ville aldrig sige det samme om en advokat eller en operationslæge. Hvorfor skal det her, som er et meget fint og gammelt fag at studere og blive dygtig til, demokratiseres? Hvorfor skulle hele præmissen være, at det skal være let og tilgængeligt for alle i stedet for at sætte sig ned med en guitar og spille på den, indtil fingrene bløder?«.
Er AI noget, du og dine kollegaer snakker om, eller er I dybest set ligeglade?
»Jeg er da som udgangspunkt rasende over, at de (AI-modellerne, red.) tilsyneladende bliver trænet på mit eget katalog, uden at de har fået lov. Det synes jeg er noget svineri. Men det, vi snakker mest om, er faktisk kapløbet med at lave noget, der føles anderledes. Hvis vi sidder med noget, der er meget middle-of-the-road, er det tit en snak om, hvordan vi kan ruske op i det eller gå ud fra et andet startpunkt«.
»I de sessions, jeg har haft på det seneste, har min pitch været, at vi skal lave noget vanvittigt. Noget, der skifter tempo, noget eksperimenterende. Jeg har lyst til at lave mere eksperimenterende musik end nogensinde før, fordi jeg gerne vil lave noget, der er så langt væk fra noget, som Suno på nogen måde kan gennemskue. Så det fylder meget, snakken om mod: Hvor modig man er i studiet, hvor åben man er over for at eksperimentere«.
Kan man ikke bruge og udforske AI i en kunstnerisk proces?
»Jo, det kunne man da sikkert godt. Det handler om at skille det ad: At bruge det som et værktøj. Om man går på Splice og søger “C-dur blæsere” og trækker et loop ind, eller får en AI til at mocke noget op hurtigt, det gør mig ikke noget. Det er en teknologi og et værktøj, der er kommet for at blive. Det er der slet ingen tvivl om«.
»Men jeg mener stadig, man kan høre forskel på, om man så går ind og retter det til og får rigtige musikere på. Du kan høre læberne mod mundstykket, luften, der vibrerer, alle de ting«.
Hvis vi går tilbage til det juridiske, hvad er det så, der gør dig vred ved de her tjenester?
»Altså den eneste grund til, at robotten bliver så god, det er jo, at der er nogen, der har løbet de der 10.000 kilometer inden. Og øvet sig. Så synes jeg bare, at min retfærdighedssans og alt moral inde i mig skriger, at dem, der så har lavet det hårde arbejde, bør kompenseres på en eller anden måde«.
»Og der synes jeg, at det er meget afgørende, at det er en maskine, for vi stjæler jo alle sammen med arme og ben fra hinanden som musikere. Men det er som om, det er en kontrakt mellem mennesker. Og du kan også kun stjæle, hvis du er meget dygtig til det. Hvis du er dårlig til det, lyder det som en kopi, og så bliver du sagsøgt«.
»Men når det er robotten, der tager det, eller middelmådige musikere, eller en hobbydigter, der har skrevet fire linjer om sin kæreste, putter det ind og får en melodi ud, som AI’en kun kan lave, fordi den har gennemtrawlet mit katalog uden at få lov, er der et eller andet moralsk forkasteligt ved det«.
Hvad ville gøre det mere okay?
»Jeg synes, man burde have muligheden for at sige ja eller nej, og hvis man siger ja, er det i virkeligheden en forhandling. Jeg tænker, det skal være dyrere for Suno at stjæle fra Michael Jackson, end det skal være at stjæle fra mig. Og jeg tror, det vil være godt at finde en løsning rimelig hurtigt, for de vil nok stjæle det alligevel«.
Hvad vil du give af råd til unge musikere, der prøver at bryde igennem i en tid med AI?
»Find glæden ved at gøre dig umage og bruge lang tid på tingene. Jo hårdere, man arbejder for noget, jo bedre føles det at lykkes. Og så igen: Vær modig. Alt det der middle-of-the-road–popmusik er snart dødt. Prøv at sprænge rammerne, vær en del af en bølge, en guldalder for musik, hvor musikerne undslipper AI’en ved at lave så vanvittig musik, at computeren ikke kan finde ud af det«.
Så de skal ikke bare lære at bruge AI?
»Nej, start med at blive god til alt muligt andet. Hvis jeg skulle vælge mellem at øve klaver tre timer om dagen eller bruge AI, er det en fuldstændig no-brainer. Det er klaveret. Jeg ved ikke, om det er svaret på, hvordan man bliver mest succesfuld eller rig, men jeg tror, det er svaret på, hvordan man bliver mest rig som menneske«.
Kommer du selv til at bruge AI mere om ti år?
»Nej, det tror jeg ikke. Jeg tror faktisk, jeg kommer til at flygte endnu mere fra computeren generelt. Den musik, jeg selv lytter til og bliver rørt af, er ting med host og klap og stole, der vælter, og folk, der spiller forkert, men hvor der er nerve i det. Jeg bliver meget mere draget af det«.
»Og det er det, jeg håber på: At der kommer en slags revolution den helt anden vej. Jo mere maskinen gør sit indtog, jo mere vil publikum sulte efter noget menneskeligt. Meget mere menneskeligt, end vi måske troede, vi havde brug for«.
Læs alle artikler i serien ‘Er fremtidens musik AI?’ HER.