Son Lux
Ryan Lott aka. Son Lux er ikke alene inspireret af Sufjan Stevens, han har også arbejdet sammen med ham (og rapperen Serengeti) i fritidsprojektet s/s/s.
Hvis man er til den mere orkestrale del af Stevens’ produktion, vil Lotts musik være et fornemt alternativ til den i disse år noget stækkede chicagoaner. Son Lux er mere bundet op på beats, men med en instrumentel tyngde, der forankrer hans sange i en organisk, popmusikalsk tradition.
På åbningsnummeret ’Alternate World’ inkorporerer Lott beats med pedal steel-guitar, mandolin og korstemmer tilsat sin egen sarte, fine vokal. Så langt, så Sufjan. ’Lost it to Trying’ kombinerer saxofon og piccolo-trompet (a la ’Penny Lane’) med bombastiske trommer, mens ’Ransom’ byder på maskinel tyngde og samplede violiner, der hviner løs.
Læs også: Top Track: Son Lux ‘Easy’
Lott overskrider i den grad enhver mistanke om at være en uselvstændig Sufjan-kopist, og hver sang byder på sit eget fastmejslede og gennemførte musikalske udtryk. Der er ikke meget indie-askese her: Lott går som regel efter et maksimalistisk udtryk, men dog uden at sætte sartheden over styr. Hans vokal er kamæleonomskiftelig, men bevarer altid en sanselig, konkret poesi, der med en støvregn af fint doseret følsomhed gennemvæder sangene.
Albummet byder desuden på hektisk Arcade Fire-energi med massiv backing af vokaler og sammenpressede instrumentalspor (’No Crimes’), små pusterum af klaverbårne kompositioner med diskrete beats (’Pyre’ og ’Enough of Our Machines’) og Lotts bedste Flaming Lips-anno-’Yoshimi and the Pink Robots’-impersonation med en velsignet Panda Bear-lydende korvokal (’Lanterns Lit’).
Lott træder med ’Lanterns’ ud af skyggerne og ind i spotlyset.