’Paper Tiger’: Adam Driver har en af sine bedste roller i åndeløst spændende thriller

’Paper Tiger’: Adam Driver har en af sine bedste roller i åndeløst spændende thriller
'Paper Tiger'. (Foto: Scanbox)

FILM. Der er ikke ét overflødigt gram på James Grays medrivende thrillerdrama ’Paper Tiger’, der høstede fremragende anmeldelser i Cannes og siden har turneret alle de største filmfestivaler i verden.

Som et projektil skyder filmen ud af starthullerne med en millimeterpræcis miljøskildring af livet i Queens, New York anno 1986, hvor ingeniøren Irwin (Miles Teller) og den hjemmegående Linda (Scarlett Johansson) lever en fin middelklassetilværelse med deres to teenagesønner. De har råd til ferier til Rom, og de drømmer om at sende deres drenge på Ivy League-college, så de får alle muligheder for deres fødder.

Men den amerikanske drøm er svær at finansiere, så da Irwins flamboyante bror Gary (Adam Driver) ankommer i sin dyre Mercedes og funklende jakkesæt og tilbyder Irwin svimlende summer for et lyssky partnerskab, har han svært ved at takke nej.

‘Paper Tiger’. (Foto: Scanbox)

Sammen med broren, der er tidligere betjent og nu tjener styrtende som ’konsulent’, skal Irwin hjælpe den fremadstormende russiske mafia med at snyde sig gennem nogle miljøkrav på deres anlæg ved Gowanus-kanalen i Brooklyn, hvor de dumper PCB-affald direkte i vandet.

I et flygtigt øjeblik virker det til, at de to brødres lykke er gjort, indtil illusionen brister, og de fanges i en meget pludselig negativ spiral, som sætter Irwins todelte loyalitet over for sin familie og sin bror på prøve.

’Paper Tiger’ er i den grad en film til tiden, for i sin essens handler den om fri konkurrence over for statslig regulering, og den mere end antyder, at den afvikling af regulering, vi ser i dagens USA, har dybe rødder.

Samtidig er filmen umiskendeligt en James Gray-film: Den markerer en klar tilbagevenden til hans New Hollywood-inspirerede tidlige crime-film om det rå miljø i New Yorks Boroughs anno 1980’erne, hvor han selv voksede op i skyggen af den russiske mafia.

‘Paper Tiger’. (Foto: Scanbox)

Og ligesom hans tidligere film handler ’Paper Tiger’ om naive machomænds uskyldstab, når karaktererne erfarer, at det etablerede system ikke er til for dem – med atomiseringen af kernefamilien som det uundgåelige resultat.

Men vingefanget er på mange måder også større, stærkt anslået med et startbillede af tvillingetårnene, som peger mod en nær, og alt for velkendt, fremtid. Ikke ulig Ali Abbasis origin story om Donald Trump, ’The Apprentice’, vender ‘Paper Tiger’ tilbage til fortiden for at finde kimen til den verdensorden, vi ser i dag, hvor rå magt, kolde kontanter og organiseret bedrag infiltrerer alle hjørner af samfundet.

Men modsat ’The Apprentice’ leder Gray ikke efter syndefaldet hos historiske figurer – han finder det hos almindelige mennesker, der snyder i skat for at få mest muligt ud af systemet, og som instinktivt opfordrer hinanden til at lægge sag an, når de selv kører galt på grund af uagtsomhed. Ligesom instruktørens foregående film ’Armageddon Time’, som ’Paper Tiger’ oprindeligt var tænkt som en direkte fortsættelse til, er temaet den almene borgers medskyldighed i jagten på opadgående social mobilitet.

Mere vil have mere, især når datidens mandeideal trykker både Irwin og Gary, så de ender med at risikere alt for at bevare en flig af deres stolthed. Imens står Johanssons Linda i køkkenet og ser sit familieliv krakelere, indtil hun bogstavelig talt forsvinder i den blå luft – en marginal i en dødsdømt mandsdomineret verden.

‘Paper Tiger’. (Foto: Scanbox)

Adam Driver har en af sine bedste roller som legemliggørelsen af dette system: Han opfører sig som en konge, men overvurderer drastisk sin egen magt, indtil hans verden styrter i grus. Mindre taknemmelig er Johanssons rolle som billedet på den tilknappede forstadsfrue, som primært understøtter mændenes drømme og råber ad dem, når deres opportunistiske handlinger selvfølgelig fejler.

’Paper Tiger’ er bestemt ikke lydefri, men den har mere karakter, end de fleste andre film produceret i dag. Gray elsker melodrama, selvom han ikke altid er god til at forløse det, og samtidig må man enten elske eller hade ham for hans til tider opstyltede idéer: Der er næppe mange andre instruktører, der ville starte en samtidsfilm med et citat af Agamemnon (det skulle da lige være Nolan).

Ulig Nolan dyrker Gray en radikal fortællemæssig økonomisering, der ofte tilsidesætter karakteropbygning og snorlige narrativer buer, så filmene ikke minder om meget andet, Hollywood spytter ud i disse år.

I tilfældet ’Paper Tiger’ gør det, at en stort anlagt fortælling om den amerikanske drøm som forfaldshistorie til tider føles klejn og uligevægtig trods det tematiske vingefang.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Men overfladen bedrager, for Grays styrke er netop, at han formår at rodfæste sine fortællinger i taktile miljøer, i små gestusser og mageløse billeder (optaget på knitrende 35mm-film), der fæster sig dybere end overgjort dramatik, samtidig med at han balancerer en knugende spændingsmotor og subtil socialkritik. Se bare på den fantastiske brug af skygger i filmens centrale indbrudsscene.

Læg dertil en åndeløst spændende slutsekvens, der fusionerer den uforglemmelige finale i ’Heat’ og Grays egen ’We Own the Night’ med en af instruktørens bedste scener til følge.

Her bliver ’Paper Tiger’ en stærk påmindelse om svundne tider i mellembudgetfilmens guldalder.


Kort sagt:
James Gray sporer kimen til samtidens forfald i denne stjernespækkede thriller, som veksler mellem åndeløs spænding og spiddende socialkritik.

’Paper Tiger’. Spillefilm. Instruktion: James Gray. Medvirkende: Miles Teller, Adam Driver, Scarlett Johansson, Roman Engel, Gavin Goudey. Spilletid: 115 min. Premiere: I biograferne 19. november.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af