TRACK. »Selvfølgelig«, tænkte jeg, da jeg så, at Erika de Casier havde udgivet en sang ved navn ‘Whispers’. En usandsynligt velvalgt titel, der også fungerer som missionserklæring for en kunstner, som har brugt hele sin karriere på at udforske hvisken.
Hvisken som udtryk for intimitet og inderlighed. Og som en fysisk oplevelse af at være så tæt på stemmen, at man kan mærke dens kildrende vejrtrækning på øret. Sådan er det at lytte til Erika de Casier.
På ‘Whispers’ viser hun dog, at en hvisken også kan være et råb. Vi er på vanligt tyst territorie med Erika de Casier balancerende på kanten af sin spinkle falset over et klippeskær af elektroniske teksturer.
Men sjældent har hun kanaliseret så stærke indtryk. Sangen lyder som en let brise, men den rammer som en orkan.
»I feel like I finally see all that I couldn’t see«, lyder det over spinkle guitartoner, der gentages som rullende bølger på et hav af rumklang.
Hvad det er, Erika de Casier pludselig kan se, bliver aldrig klart, men at dømme efter lydbilledet befinder vi os på det ultimative stadie af galaxy-brain.
Små iturevne fragmenter af drum’n’bass. Atmosfæriske ekkoer af trance-synthesizere. Pulsen fra en Ibiza-klub filtreret gennem et tilrøget dub-filter. De lydlige indtryk indhyller de Casiers stemme og samler sig til en oprigtigt hjerneudvidende oplevelse.
Og så er det hele væk igen. »The memories I have disappear with a sigh«, synger hun i det konstant cirklende omkvæd. Man tror hende, for næst efter en hvisken er et suk helt klart den mest Erika de Casier-agtige lyd.
Følelsen af at være blevet blæst omkuld lader sig dog ikke lige bortmane. Ej heller indtrykket af, at Erika de Casier netop har lavet en af karrierens bedste sange.
Til dig, der kan lide. At hviske. Ekko. At få hjernen udvidet. Den svage baspuls fra naboen, der holder fest.
