Roskilde 04: Dizzee Rascal – en blandet landhandel

Det var et godt pakket Metropol-telt, der søndag hen på eftermiddagen gjorde klar til Dizzee Rascal. Mange havde ladet Santana være Santana og var kommet for at se giraffen og høre Dizzee Rascals drum’n’bass/hiphop/garage-mosaik og hans socialrealistiske tekster, der i 2003 var noget af det mest avantgarde og hypede man kunne forestille sig på den londonske musikscene.

Tydeligt var det, at folk ikke rigtigt vidste, hvad de skulle forvente, og forventningerne var for langt størstedelen nok netop blot nysgerrighed. Meget entusiasme var der i hvert fald ikke over de hænderne-over-hovedet-klap, som konferencien prøvede at igangsætte, mens vi ventede på Dizzee, der var et kvarter for sent på den.

Man kunne godt få den idé, at forsinkelsen var bevidst fra Dizzee’s side, for London-drengen leverede en meget kort koncert, der lugtede langt væk af, at han kun har udgivet ét album, og hans materiale derfor er meget begrænset. Koncerten varede i hvert kun 40 minutter.

Derfra skal trækkes ti minutter, som Dizzee Rascal plus hans kammersjuk på scenen brugte på at underholde publikum med en dansekonkurrence mellem fire svenske teenage-jentar, som de havde udvalgt blandt publikum. Tag ikke fejl: Dizzee Rascal er navnet blandt intellektuelle musikkredse på grund af hans progressive musik, “den nye The Streets” som han kaldes, men han er samtidig en 20-årig knægt, der har set de værste sider af de fattige kvarterer i millionbyen London.

Det er her hans tekster begynder, og det er her de ender. Med hans britiske underklasse-accent fortæller Dizzee, knivskarpt og dokumentarisk, om de hårde vilkår i Londons rå verden, men han er samtidig den selvsamme verden, og events som det lille danseshow er derfor ikke fremmede for London-roden.

Koncerten nåede aldrig de store stemningsmæssige højder, for Dizzee’s musik er svært tilgængelig, og ikke lige noget man går ind og hører og bliver revet med af. Rapperen gjorde det ellers hæderligt og fremførte de syv-otte numre med engagement og indlevelse. Og da det syrede ‘I Luv You’ og det mere klassisk hiphoppede ‘Fix Up, Look Sharp’ bragede ud over publikum rykkede det i mange.

Rapmæssigt overbeviste Dizzee også med sin skingre og eksotiske London-accent, selvom det nærmest er umuligt at forstå, hvad han siger, og selvom han, på linie med så mange andre rappere, prøvede at binde os en freestyle på ærmet, som var præ-fabrikeret og kan downloades fra nettet. Det var kort, forsinket og til tider med ligegyldige indslag, men når der var musik og rap, fungerede det faktisk udmærket.