Lenny Kravitz – langt fra Jimi Hendrix

Der var ellers lagt op til en retrofest af format, da Lenny Kravitz med skræmmende pyroteknik og imponerende lysshow satte koncerten igang med en funky fortolkning af den snart skambrugte åbningsfanfare fra ‘A Space Odessey’ (Rumrejsen 2001). At det senere skulle vise sig at være en usammenhængende og rodet koncert med timelange og trivielle instrumentale improvisationer, var en eftertrykkelig overraskelse for undertegnede.

Set i forhold til Lennys bagkatalog, der tæller mere end 15 års erfaring og det ene storhit efter det andet, er det tåbeligt, at manden drukner sin koncert i selvfedme, platte anekdoter og påtaget følsomhed – i stedet for at sammensætte et glidende livesæt og derved en sammenhængende koncert.

Vi fik lange tåbelige pauser mellem sangene, efterfulgt af adskillige forsøg på Jimi Hendrix-kavalkader. Lenny, hvis du konstant råber på en fest, så hjælper det sgu ikke at servere instrumental selvoptagethed og så følge efter med ballader.

Hvad Lenny manglede i musikalsk situationsfornemmelse blev kompenseret af crewets spetakulære lyssætning, som sammen med de supertighte pyroeffekter løftede koncertoplevelsen op fra sølet. Og havde det ikke været for Lennys mesterlige hits som ‘Fly Away’, ‘Always On the Run’ og selvfølgelig ‘It Ain’t Over ’til it’s Over’, så ville det have været spild af tid og plads i Forum.