SOFA – sæt dig til rette, Jensen!

Der er altså nogle bands, som knokler for stjernedrømmen. Mange kimer pladeselskaberne ned, og andre deltager i samtlige musikevents. Men der er indimellem også nogen, som laver al benarbejdet selv for at komme til tops. Sådan et band er SOFA, som ved første øjekast virker som et gennemproduceret, kapitalstærkt band, der går langt og investerer mange penge i succesen.

Den umiddelbare personificering af ovenstående udmøntedes i gårsdagens arrangement, hvor SOFA afholdte en større showcase på Lille Vega. Via plakater, pressemeddelelser og flyers blev dette arrangement netop markedsført på det poetiske slogan “GRATIS ØL – GRATIS ENTRÉ”. Såre simpelt.

Dette resulterede naturligvis i kødannelse foran Vega af alle typer mennesker fra de pænt klædte hr-og-fru-Danmark til de Kansasklædte korporlige fyre med fyraftensånde. Men det er uden betydning for SOFA, som havde det primære ønske at få fyldt stedet i forbindelse med en omfattende live-optagelse af showet.

Lille Vega var naturligvis proppet til randen. Kamerafolk, lydteknikere og fulde mennesker rendte på tæerne af hinanden og efter en følelsesladet åbning, slog det mig, hvorfor SOFA havde ofret så mange penge på dette arrangement: Musikken var simpelthen ikke spændende. Det ville have undret mig, hvis Lille Vega havde været fyldt udelukkende med folk, som var faldet for SOFAs musik. Der kan ikke sættes en finger på deres tekniske formåen eller den velproducerede lyd. Men der manglede nerve. Eller kant, som kunne have gjort musikken til nyskabende eller unik. Men nej, det fik vi altså ikke.

Der er absolut mange af deres sange, som gør sig godt til radioen, og jeg er sikker på, at der findes masser af plads på P3’s repeterede playlister, til at SOFA kan skabe sig en momentær musikkarriere. Sammenfattet var aftenens menu baseret på færdigretter af rockpop uden ketchup. Serveringen var absolut beundringsværdi og høster mange roser – men der vanker altså ingen drikkepenge for indholdet. Overbring venligst kokken min komplimenter for den frie bar.

Koncert.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af