Superjeg – mester i det danske sprog

Den anden cd fra Superjegs humoristiske og underfundige univers er netop kommet på gaden, og det er med den i bagagen, at bandet fyldte det ganske lille Rust til bristepunktet en torsdag aften.

Som førstegangslytter til en Superjeg-koncert lyder de fem musikere unægteligt som deres aldrende forbillede C.V. Jørgensen. Med opfindsomme og rammende tekster tryllebandt de enhver tilhørende med intelligente rim på nationalsproget.

I modsætning til C.V. Jørgensen benytter Superjeg sig af at gentage sætninger i det uendelige og nærmest skabe en trancelignende tilstand i musikken. I sangen Øst/Vest hører vi eksempelvis frasen “Vi er tilbage, hvor vi kom fra” så mange gange, at vi næsten ender med at tro på, hvad forsanger Peter Sommer Christensen bilder os ind.

I andre sange får vi adskillige “refrænget er frit”-korpassager a la Gasolin, hvilket virker forfriskende i forhold til forsangerens pubertetsagstige stemme. I dén henseende er Superjeg både noget man elsker, men samtidig også noget hvorfra man ønsker større kvalitet.

Uanset hvad har Superjeg potentiale til at blive den yngre generations C. V. Jørgensen. Og selv om bandet måske vil rive sig i skægget over igen at blive sammenlignet med den gode gamle C. V., glæder jeg mig til at sidde i min gyngestol om 30 år og lytte til gennemførte tekster med en ironisk distance til, hvordan vi sms’ede fjollede beskeder til hinanden i starten at det tredje årtusinde.

Koncert.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af