Primal Scream – lidt for lidt, lidt for sent

Rygtet vil vide, at Primal Screams sugerør af en forsanger, Bobby Gillespie, tilbragte en del af sin eftermiddag i København med at købe Oasis-plader i Fona. De dumsmarte bemærkninger hænger sgu i luften her, men hvorfor en mand, der på godt og ondt må betegnes som værende Storbritaniens Sidste Rigtige Rockstjerne, gider spilde tid og penge på let fordummende kopivarer, burde vel undre de fleste.

Vel vidende, at Primal Scream heller ikke selv sætter nogen dagsorden med deres ellers eklektiske guitarbombardement (som snart tangerer vaskeægte classic rock), forsøgte Gillespie alligevel at få både sig selv, sit band og alle os andre op i gear. At publikummet hovedsageligt bestod af lettere midaldrende mænd, som tilsyneladende kun lod sig imponere af klassikerne fra Primal Scream-mesterværket ‘Screamadelica’, gav ikke Gillespie den fordel, han ellers kæmpede så bravt for hele aftenen. Og selv Bobby Gillespie skal vel også ha’ lov at give op, ikke?

Det hjalp gevaldigt, da klassikerne ‘Moving on Up’, ‘Rocks’ og ‘Country Girl’ tordnede frem i mere end blot tilforladelige versioner. Men too little too late. Dér havde både Bobbie og publikummet så småt opgivet at få mere ud af en aften, der burde have kørt på de høje skrig hele vejen. Men hvis selv ikke Bobby Gillespie kan hive stikket hjem i København med en håndfuld af de mest underholdende britiske rocksange på denne side af Stones, er det sgu nok ikke kun ham, der er noget galt med.