Kurt Vile – tjek på dynamikken
En dansende dværg, som taler baglæns, ville måske have været på sin plads? Den sparsomme scenografi med et rundbord omgivet af et par lænestole, nøjsomt placeret på et gammelt guldtæppe, badet i et dybrødt lys, bragte minder om den gådefulde The Black Lodge fra ‘Twin Peaks’ frem i erindringen. Aftenen bød dog ikke på nogen form for overnaturlig mystik a la David Lynch, men derimod blot på en enlig, langhåret og ranglet mand fra Philadelphia med et par akustiske guitarer og en stak gode sange.
Kurt Vile har på denne turné ladet backingbandet The Violators blive hjemme og er i stedet draget på landevejen for at spille en række akustiske solokoncerter. Hermed forelå altså en temmelig unik chance for at opleve sangskriveren unplugged og stripped down. Der var så at sige mulighed for at komme helt tæt på.
Og tæt på kom vi. Her kunne man på nært hold så erfare, hvordan den ferme sangsnedkers materiale langt hen ad vejen stod distancen, skønt det blev præsenteret i denne mere afklædte form. Som han sad der med hårgardinet ned for øjnene og klimprede, havde han nemlig oftest fint tjek på dynamikken mellem det sagte fingerspil og de mere aggressive og kantede akkordrundgange. Den dynamik kom fint til udtryk i åbningsnummeret ’Dead Hand’, hvori Vile da også selv besang sin uforbeholdne begejstring for det seksstrengede instrument i sine hænder: »So many guitars, but only two damn hands«. Ak ja. Kun to hænder.
Afvekslingen mellem de sagte passager og de mere flossede akkord-chops fungerede ligeledes upåklageligt i søvngængerhymnen ’Ghost Town’ og ’Laughing Stock’, hvor hovedpersonen i sidstnævnte succesfuldt fandt en mere improvisatorisk side frem, mens aftenens altoverskyggende højdepunkt indtraf med en sublim levering af den smukt løbske ’Peeping Tomboy’.
I den modsatte grøft tog ’Jesus Fever’ sig lidt tamt ud i denne nøgne udgave, mens effektpedalerne drev gæk med legebarnet Kurt i både ’Goldtone’ og ’Wakin’ On A Pretty Day’, hvilket resulterede i nogle småkejtede pauser undervejs i numrene.
Læs også: Video: Se Kurt Vile folde sig ud på hjemmebane
Under ekstranumrene genfandt Vile dog guldåren og leverede først en træfsikker udgave af ’Runner Ups’, som han humoristisk præsenterede som »a song by Lionel Richie«, inden han vedkendte sig sin musikalske arv og lukkede med et tilbagelænet cover af Bruce Springsteens ’Downbound Train’, så man helt havde glemt alt om den dansende dværg, da lyset i salen atter tændtes.