Communions – lovende melodisk punk

Mayhem-bandet havde svært ved at løfte deres sanges melodiske tæft live.

Communions har travlt. Efter at deres første single, ‘Cobblestones’, fik både dansk og international opmærksomhed i slutningen af sidste år, har de fire knægte fra Mayhem-miljøet udgivet en debut-ep, og at dømme efter den 35 minutter lange koncert på Atlas fredag aften har de også skrevet numre nok til et helt album.

Travlheden skyldes dog tilsyneladende ikke hundredevis af timer brugt i øvelokalet med at få styr på de nye sange. For mens skeletterne lovende befinder sig i den mere melodiske ende, hvor punk møder garagerock, så forsvandt finesserne ofte på scenen. Især Martin Rehofs vokal mudrede til i råbeniveau, ligesom Frederik Lind Køppens svære galopperende temposkift bag trommesættet nogle gang blev for stor en mundfuld for ham at holde i stramme tøjler.

Men de har sangene. Det beviste de allerede på debut-ep’en, hvor titelnummeret ‘Cobblestones’ og ‘Children’ leverer rumklangsvædet melankolsk vokal og blander enkle fængende basgange og guitarriff med mere støjende lydflader.

Hør Top Track: Communions ‘Children’

På Atlas præsenterede de nye numre mere af den blanding, når flere numre blev åbnet med The Strokes-klingende enkelhed, før de fik tilsat rå vokal og guitarstøj. På et par numre ramte bandet næsten, hvad der i deres verden kan kaldes ballader, og her fremstod især Rehofs vokal mere kontrolleret og melodiøs, hvilket klædte det samlede udtryk.

Rehofs har tidligere fortalt Soundvenue i et interview, at de primært lyder så rå, fordi de ikke har haft mulighed for at indspille i et ordentligt studie, så det bliver spændende at se, hvor de kan tage de nye numre hen, når de skal indspilles. Potentialet er i hvert fald til stede – og så kan de jo fokusere travlheden til øvelokalet bagefter.

Læs også: Communions er et af de mest lovende nye danske navne

Koncert. Koncert Spot FestivalAtlas
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af