I 2010 tog Joaquin Phoenix hele Hollywood med bukserne nede, da han som gæst hos David Letterman annoncerede, at han ville trække sig fra skuespillet og i stedet satse på en karriere som professionel rapper. Det meste af filmbranchen åd Phoenix’s løgn, og det så da også længe ud, som om den Oscar-nominerede stjerne for alvor havde tabt de kunstneriske småkager.
Projektet var dog ét stort fupnummer, og det blev udgangspunktet for mockumentaryen ’I’m Still Here’. Paradoksalt nok blev satsningen ikke Phoenix’ deroute, tværtimod boostede det hans karriere. Før ’I’m Still Here’ var hans roller af varieret kvalitet – siden har han leveret karrierens to vel nok bedste præstationer (ja, inklusive ’Walk the Line’): Først som den søgende og desperate Freddie Quell i Paul Thomas Andersons ’The Master’. Og nu som den ensomme og introverte Theodore Twombly i Spike Jonzes ’Hende’, der har premiere i dag.
I ‘Hende’ viser Phoenix’ nye, blødere sider af sit talent, og hans kunstneriske profil har aldrig stået stærkere. Her laver vi nedslag i hans liv og skuespilkunst, som definerer ham og har bragt ham til det sted, han er i dag.
1. Sorgen
I 1993 blev Joaquins storebror, ungdomsstjernen River (’Stand by Me’, ’My Own Private Idaho’), fundet død af en overdosis foran en natklub i Los Angeles. Joaquin trak sig ud af mediernes søgelys i et år for at bearbejde sin sorg. I dag nægter han at tale om sin bror, for som han selv siger, så går det ham på nerverne at blive sammenlignet med så stor en mand som sin bror.
Men måske er det et glimt af hans personlige sorg, vi får at mærke i hans bedste roller, hvor han ofte er sorgfuld og følelsesmæssigt ude af kurs.
Det var i rollen som Commodus i Ridley Scotts ’Gladiator’ fra 2000, at Joaquin Phoenix for alvor slog fast, at hans indre dæmoner giver hans karakterer dybde og kant. Men også i både ’Walk the line’, ’The Master’ og ’Hende’ mærker man Phoenix’ eksistentielle tristesse under de dybe, mørke øjne.
2. Offeret
Joaquin Phoenix er ufatteligt god til at spille offer. Om det er i rollen som den familievenlige, men skræmte brandmand i ’Ladder 49’, der gennem sin walkie-talkie forsøger at holde dødsangsten på afstand efter at være blevet knust under en sammenstyrtet bygning. Eller om det er rollen som den alkoholiserede Johnny Cash, der ligesom Joaquin selv kæmper mod og med sine indre dæmoner. Eller i rollen som den selviscenesatte udgave af sig selv i ’I’m Still Here’.
Måske er det, fordi Joaquin selv er et offer for livets konstante prøvelser og mediernes konstante bevågenhed. Stod det til ham selv, lod folk ham være i fred, og det er da også derfor, at vi ser ham på den røde løber.
3. Pioneren
Phoenix søger altid nye veje. I ’I’m Still Here’ retter han en direkte fuckfinger mod alle sine kollegaer i branchen og deres forsøg på at spinde guld og berømmelse på ting, de i grunden ikke er særligt gode til. Men han udfordrede også filmmediets rammer og risikerede at sætte sit gode ry på spil.
Den slags virker dog ikke til at bekymre den 39-årige skuespiller. Han har selv instrueret musikvideoer og produceret musik, blandt andet til James Grays ’We Own the Night’, hvor han selv spiller en af hovedrollerne. Phoenix er desuden meget optaget af humanitært arbejde, og han har givet sin støtte til bl.a. Amnesty International og PETA (People for the Ethical Treatment of Animals), som hans bror var talsmand for.
4. De svages stemme
Phoenix levede som barn i en religiøs sekt, har mistet sin eneste bror til narko og har selv været på afvænning for et galopperende alkoholmisbrug. Men Joaquin Phoenix har en utrolig evne til at genopfinde sig selv oven på sine nedture – og at bringe det ind i sin kunst.
I ’The Master’ og nu ’Hende’ viser han sin uforenelige evne til at portrættere svage sjæle, der bare gerne vil føle sig menneskelige.