CPH PIX: ‘Obvious Child’
Efter at have strålet i mindre roller i ‘Saturday Night Live’, ’Parks and Recreation’ og den oversete stoner-serie ’Bored to Death’ indtager skuespilleren Jenny Slate endelig center stage i Gillian Robespierres skæve og indsmigrende romantiske komedie.
Her spiller hun stand-up komikeren Donna Stern, hvis shtick består i at krænge sin sjæl ud til publikum på usædvanligt selvudleverende vis. For Donna er oversharing tilsyneladende et ukendt fænomen, og på scenen snakker hun gerne om sit cream cheese-lignende udflåd, prutter, diarré, og uspændende sexliv med sin kæreste – til stor fryd for et hipt Brooklyn-crowd, der labber hendes upassende og ulækre jokes i sig.
Men da Donna bliver droppet af sin kæreste, der har en affære med hendes veninde, og fyret fra sit day job, bryder hun sammen, drikker sig sindssygt stiv for at glemme sorgerne og ender sin druktur med en fuld omgang trøstesex med en vildfremmed fyr, Max (Jake Lacey). Han er ellers slet ikke hendes type – en all-American dengsedreng. Men for at det ikke skal være løgn ender det ubetydelige engangsknald med at gøre hende gravid, og som prikken over i’et på Donnas deroute falder den eneste ledige dato for at få foretaget en abort sammen med Valentine’s Day.
Hvad, der kunne have knækket enhver anden kvinde, bliver dog i stedet brugt af den unge komedienne som mere ydmygende materiale til sit show, og det er dét, der gør ‘Obvious Child’ så vidunderligt ufrelst. Kan man joke med abort i en amerikansk film, tænker du måske – og svaret er ja! Der er ikke nogen »but it has finger nails«-indvendinger eller moraliserende forældretaler i Robespierres indie-perle, og Donna bliver ikke straffet for det valg, hun har truffet.
Efter et veloverstået show aftenen inden Donnas abort siger hendes roommate Nellie (der spilles afsindigt sympatisk af Gaby Hoffman, Adams mentalt ustabile søster i ‘Girls’): »You killed it!«, hvortil Donna svarer: »Oh no, that’s not until tomorrow«. Det er grove løjer, men absurd sjovt.
Desværre taber filmen til tider momentum, og især en scene med en tatoveret David Cross i tanktop kunne være skåret fra, uden at nogen ville have savnet den. Men når det er sagt, så er Robespierres selvforfattede debut en utroligt tiltalende genfortolkning af den fortærskede romcom-genre, og Jenny Slate er intet andet end uimodståelig i al sin pinlighed.
’Obvious Child’ hører sammen med Moodyssons ’Vi er de bedste’ og Swanbergs ’Drinking Buddies’ til de mest hjertevarme og oprigtigt sjove film på dette års CPH PIX.
Læs også: Fem stjerner til ‘Drinking Buddies’
Læs også: Instruktøren bag ‘Drinking Buddies – ironi er et generationsproblem
Læs også: CPH PIX – kærlighed og kropsvæsker i ‘Something Must Break’