‘Selv i de bedste hjem’
»Uden historier er livet intet værd«. Så krystalklar er holdningen hos lærer Germain (Luchini), der skal vække litteratur- og skrivelysten hos en særdeles uengageret gymnasieklasse. Det eneste, han får igen fra eleverne, er frustrationen over at skulle rette stavefejl i papirtynde essays om weekendens pizzaforbrug.
Håbløsheden råder, indtil han støder på en stil af Claude (Unhauer), der effektfuldt skriver om sit weekendbesøg hos klassekammeraten Rapha (Ughetto) – et besøg med en bagtanke. Claude har nemlig en mission om at infiltrere og udstille et middelklassehjem på satirisk vis. Germain beslutter sig for at gøre Claude til sin protegé – både for at hjælpe den underprivilegerede teenagedreng med at forfølge sit forfatterpotentiale, men også for at holde gang i Claudes fortælling, som tydeligvis udgør et markant højdepunkt i Germains ellers komatøse hverdag.
François Ozon har taget metabrillerne på og lavet en film om at fortælle historier. Det resulterer i en række finurlige filmiske greb, som peger mod fiktionens bagvedliggende mekanismer. Germain insisterer på at slibe kanterne på Claudes satiriske snigangreb, hvilket betyder, at flere af hverdagsscenerne fra middelklassehjemmet bliver gentaget i redigeret form for at optimere Claudes fortællestil.
Her får tilskueren en følelse af at få turpas til fortællingens skabelsesproces. Germain invaderer tilmed scenerne for at stramme dramaturgien op og skære det utroværdige fra. Så når virkeligheden modarbejder historiens udvikling, må Claude enten manipulere Raphas familie for at skabe det nødvendige drama eller lade fantasien råde, og her er filmen for en stund interessant. Til sidst flyder alle lagene dog sammen i noget, der skulle ende som en metakommunikerende genreblanding af sort komedie og hverdagsthriller, og det manglende fokus betyder, at filmen ikke for alvor er sjov eller spændende.
Der mangler nemlig styrke i Ozons metabriller. Claudes infiltrering af Raphas familie er i sig selv ikke nok til at skabe den suspense, som den franske instruktør ellers ihærdigt jagter. Inspirationen fra et voyeuristisk Hitchcock-værk som ’Skjulte øjne’ er tydelig, men i dette tilfælde er neglene ikke bidt ned, når filmen er ovre. Den spiddende satire, der skulle komme ud af Claudes middelmådige skriverier, vil dårligt nok kunne punktere en sæbeboble.
Læs anmeldelse: Franske ‘Stranger by the Lake’ parrer hardcore sex med Hitchcock’sk suspense
François Ozon fortsætter den genreudfordrende stil fra mordmusicalen ’8 kvinder’, ligesom han heller ikke har smidt den Hitchcock-fascination, der gennemsyrede thrillerhittet ’Swimming Pool’. Som en af nyere fransk films mest markante instruktører er forventningerne naturligvis store, når der står Ozon på plakaten, men selv om han fortsætter sine eksperimenterende lege med fortællekunsten, så ender ’Selv i de bedste hjem’ med at være en historie, som langt fra er livsnødvendig.
Kort sagt:
François Ozon jonglerer med både thrillergenren, samfundssatire og en række fiktionslag. Metafortællingen om en gymnasielærers forsøg på at udvikle skriveevnerne hos en begavet elev for at skabe en god historie ender dog middelmådigt.