‘Labor Day’

Hvad udgør en familie? Er det den klassiske konstellation af far, mor og barn eller blot tilstedeværelsen af ubetinget kærlighed imellem hjemmets fire vægge? Og hvor megen ulykke kan en familie holde til, før den bliver til noget andet, en mere mekanisk sammensætning af rollespil og huslige pligter?

Det er spørgsmål, der bobler i underbevidstheden hos den 13-årige Henry (Gattlin Griffith), hvis smukke mor Adele (Kate Winslet) er blevet reduceret til en følelsesmæssig zombie efter skilsmissen fra Henrys far.

»Jeg tror ikke, det var tabet af min far, der knuste min mors hjerte, snarere tabet af kærligheden selv«, forklarer filmens fortællerstemme (Toby Maguire), den voksne Henry, tidligt i filmen. Adele er gledet ned i en afgrundsdyb depression, og skønt hendes kærlighed til Henry er stærk som en løvindes, har hun i det daglige ikke overskud til meget andet end at stirre tomt ud i ingenting efter den rosenrøde fremtid, hendes lille familie aldrig fik.

På en sommervarm dag ændres Henry og Adeles liv imidlertid radikalt, da den undvegne straffefange Frank (Josh Brolin) tager minifamilien som gidsel i deres eget hjem og planter sit truende, men ikke desto mindre dragende korpus midt i Adele og Henrys støvede dagligstue af minder og savn.

Her vil Frank afvente sin chance for at stikke af til Canada hen over Labor Day-weekenden, men som timerne tikker af sted, afslører både han, Adele og Henry stadig mere om dem selv og hver deres akutte intimitetsbehov, end nogen af dem havde regnet med.

Jason Reitman har tidligere givet os sorte komedier med vid og samfundsbid som ’Juno’ og ’Thank You for Smoking’ og leger i ’Labor Day’ med vores umiddelbare, dystre forventninger.

Det vil bestemt ikke hue alle, at instruktøren ultimativt vælger at springe behændigt over et par gærder bygget ikke af farlig pigtråd, men sirligt formede sukkerknalder. Hvad der kunne have været en foruroligende, ja decideret ubehagelig fortælling om farerne ved Stockholm-syndromet i intime gidselsituationer, viser sig i stedet som en overraskende blid lille film, der frem for alt nærer en ubøjelig tro på det gode i mennesket. Og ikke mindst muligheden for, at alle kan starte på ny, hvis livet synes kørt fast i en altædende intethed.

Det grænser faretruende til det kvalme, men takket være absolut solide skuespilpræstationer hele raden rundt og en snert af 80’er-filmnostalgi a la ’Stand By Me’, bliver ’Labor Day’ en letfordøjelig sommerfornøjelse for tænksomme romantikere.

---

Kort sagt:
Da en straffefange tager en mor og hendes søn som gidsler, er scenen sat for en brutalt intim thriller. Men instruktør Jason Reitman spiller stik imod publikums forventninger og serverer i stedet en nænsom film om familiebånd, der vil få kynikere til at fnyse og romantikere til at snøfte.