CPH:DOX: ‘1989’

CPH:DOX: ‘1989’

Anders Østergaard fortsætter i sporet efter ’Burma VJ’ og undersøger endnu gang den politiske forandrings tandhjul. Det er en fascinerende historie om de første revner i jerntæppet, som gennem en række mindre, men opsigtsvækkende begivenheder på kort tid førte til hele østblokkens fald.

Som i hans Oscar-nominerede film fra Burma sker den politiske forandring også her oppefra og ned. Med tungen lige i munden og et vågent øje på sine modstandere fører filmens hovedvidne, den ungarske ministerpræsident Miklós Németh, skridt for skridt Ungarn og Europa mod en ny tid.

Den 40-årige teknokrat bliver indsat i 1988 med den hovedopgave at redde Ungarns skrantende økonomi. Németh får hurtigt øje på de enorme udgifter til at opretholde Ungarns komplicerede grænseanlæg mod Østrig – og tager den enkle, men skæbnesvangre beslutning at skrotte anlæggene. Det fører til øgede spændinger blandt magthaverne i Ungarn og mellem Miklós Németh og de øvrige ledere i østblokken. Men med Mikhail Gorbatjovs tavse billigelse lykkes det faktisk Németh at undgå at blive kanøflet af hardliners som Warszawa-pagtens to superskurke, Østtysklands Eric Honecker og Rumæniens diktatoriske Nicolae Ceausescu.

Filmens andet spor følger en ung østtysk familie, der som så mange andre i deres generation drømmer om et nyt liv i Vesten. Og da det rygtes, at den østrigsk-ungarske grænse måske er ved at blive åbnet, beslutter de sig for at tage chancen og rejse til Ungarn. Desværre vælger de at krydse, netop som Németh er blevet presset til for en stund at stramme grænseovervågningen, hvilket koster den unge familie dyrt – og fører til, at Németh tager den endelige beslutning om at åbne grænsen endegyldigt.

Anders Østergaard blander med stort overblik nærværende, nye interviews med stemningsmættede arkivoptagelser og rekonstruktioner. Østergaard havde i ’Tintin og mig’ held med at sammensætte lydoptagelser af Hergé med animerede klip af filmede interviews. I ’1989’ tager han grebet et skridt videre: Skuespilleres indtaling af rekonstruerede dialoger fra Némeths mange møder og samtaler er forsøgt synkroniseret  med arkivoptagelser af samme personer i andre situationer.

Desværre er resultatet mere forvirrende end engagerende: Man bliver indimellem i tvivl om, hvad der er dokumentarisk, og hvad der er fiktion, og til tider er resultatet nærmest komisk.

Det er en ærgerlig skønhedsplet på en meget seværdig film. ’1989’ fortæller fascinerende og nervepirrende om en skelsættende historisk forandring, som man egentligt gik og troede, man kendte. 25 år efter murens fald kan man næsten glemme den splittelse, der prægede generationer af europæeres liv. Midt i EU-skepsis og stigende nationalisme er historien om unge europæeres euforiske genforening værd at se og få fortalt påny.


Kort sagt:
Er politiske forandringer uafvendelige konsekvenser af tidsånden, eller sker de takket være enkeltpersoners dristige valg? Anders Østergaards ’1989’ viser på medrivende vis, hvordan Europas kolde krig blev forvandlet til varm genforening i et skrøbeligt samspil mellem folkestemning og modige individers handlinger.

Dokumentar. Instruktør: Anders Østergaard. Spilletid: 90 min.. Premiere: Vises på CPH:DOX 7., 8. og 11. november.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af