CPH:DOX: ’American Interior’
»Power Point presentation/right across the nation«, synger den walisiske forsanger Gruff Rhys fra bandet Super Furry Animals på en karakteristisk ironiserende facon i hans seneste tour film/travelogue ‘American Interior’.
Her har han endnu engang teamet up med instruktøren Dylan Goch, som han arbejdede sammen med på det syrede, sci-fi roadtrip ‘Separado!’, der vandt SOUND & VISION-prisen på CPH:DOX i 2010. Ligesom ‘Separado!’ er ’American Interior’ centreret omkring en fabulerende søgen efter en fjern slægtning af walisisk afstemning. Men hvor han før teleporterede sig frem og tilbage mellem Cardiff og Argentina, har Rhys nu tilrettelagt en såkaldt Investigative Concert Tour gennem USA, fra Baltimore til New Orleans via New Mexico.
Hans alternative koncerter (hvis man overhovedet kan kalde dem det) involverer et slide-show, en Muppets-agtig dukke, filmede rekonstruktioner og en hulens masse information om John Evans – endnu en enigmatisk skikkelse i Rhys’ vidtforgrenede stamtræ – der i slutningen af 1700-tallet satte sig for at finde en stamme af walisiske indianere i USA. Og for at fange en enhjørning. Eller… sådan siger legenden i hvert fald.
Rhys har en knastør humor og sans for det absurde, der kun overgås af en vis Werner Herzog. Tænk bare på de bizarre karakterer, der har befolket hans film ind til videre: René Griffiths – en walisisk smørtenor, der fandt på at fusionere keltiske kærlighedsballader med flamingoguitar. Og nu John Evans – en eventyrer, der ene mand gav sig til at kortlægge USA’s længste flod, Missouri-floden på 3.767 km, til fods.
I begge film er Rhys optaget af forholdet mellem mand og myte, mellem historie og røverhistorie, halve sandheder og det pure opspind. Men med ’American Interior’ bliver det mere tydeligt, hvad det er ved de to sagnomspundne mænd, der har fascineret ham: Deres walisiske rødder og ihærdige søgen efter et fristed, hvor de ikke blev tvunget til at snakke engelsk. Det truede keltiske sprog og Wales’ kulturelle egenart er noget, der i den grad ligger Rhys på sinde, og det skinner igennem i ‘American Interior’, der er langt mindre fjollet end sin forgænger.
Ligesom en stor del af tilskuerne under Rhys’ tour kan man nemt blive skuffet, når man ser ‘American Interior’, hvis man forventer en hit-parade eller en elektronisk pop-fest. Men giver man den skæggede oddball og hans seneste besættelse en chance, så venter der altså noget meget bedre. ‘American Interior’ er nemlig ikke en af den slags musikdokumentarer, der bare viser den ene koncertoptræden efter den anden, men en dybt original og legesyg opdagelsesrejse, der giver et sjældent indblik i Rhys’ kreative proces og kringlede tankegang.
Kort sagt:
‘American Interior’ er endnu en opvisning i pudseløjerlige påfund og fortællemæssig opfindsomhed fra musikfilmmakkerparret Dylan Goch & Gruff Rhys, der før har imponeret på CPH:DOX. Se filmen, lyt til albummet, læs bogen og download app’en. Rhys’ univers er værd at fortabe sig i.