CPH:DOX: ’Horse Money’
»You are and you have nothing«.
Sådan siger en stemme af ukendt oprindelse til den arme, aldrende Cabo Verde-immigrant Ventura, der atter er hovedkarakteren i Pedro Costas seneste værk, ‘Horse Money’ – et companion piece til den kontroversielle ‘Colossal Youth’ og nummer fire i serien om det trøstesløse slumkvarter Fontainhas. Siden ‘Ossos’ fra 1997 har den eksperimenterende portugisiske instruktør portrætteret områdets sølle skæbner på sin helt egen, lakoniske facon. Men inden for de seneste syv år er der sket en eksplosiv radikalisering af hans filmsprog, der gør det sværere og sværere at være tilskuer til Costas film.
Hvor ’Ossos’ var en forholdsvist lettilgængelig, om end langsom, film med stærke karakterer og et identificerbart, nervepirrende plot, så er ‘Horse Money’ et nærmest hermetisk lukket, indforstået og tålmodighedstestende værk, der hverken udstyrer os med nogen baggrundsinformation, tidsfornemmelse eller forståelig relation mellem sine spøgelseslignende karakterer. Filmen åbner med et lydløst slideshow af fotografier fra Jacob Riis’ ‘How the Other Half Lives’ og efterfølges af en dvælende indstilling, der viser et guldindrammet maleri af en tilsyneladende nutidig sort mand, hvorefter kameraet panorerer til højre og fanger ryggen af Ventura, der som en slags søvngænger påbegynder sin nedstigning til underjordiske, labyrintiske tunneller, der på mystisk vis munder ud i en moderne hospitalsgang.
Er de grottelignende gange en mental repræsentation? Det antyder Costa ved at føre lyden af Venturas skridt rundt i de underjordiske kroge ind over en scene, hvor han bliver ført ned ad hospitalsgangen af en sygeplejerske. Men det er rent gætteri.
I ‘Horse Money’ befinder vi os konstant et liminialt sted – et sted mellem hér og dér. Ikke hinsides, ikke helvede, men i en slags tomrum, hvor alt er muligt. Inde i en indre elevator, inde i en drøm?
Ligegyldigt hvor det er, er der enormt smukt. Som i ‘Colossal Youth’ veksler Costa på billedsiden mellem sansemættede indstillinger med en kontrastfuld chiaroscuro-belysning, der får dem til at ligne malerier af Caravaggio, og sterile shots fra samtidige institutioner. Han skaber en stærk kontrast, ikke kun mellem lys og mørke, men også mellem det dramatiske og det følelsesforladte.
Ved ofte at sløre personerne fastholder Costa vores blik, og ved at få sine karakterer til at hviske får han os til at folde ørerne ud og lytte bedre efter. Costas værk skærper sanserne og aktiverer hver enkelt hjernecelle med sit dybt originale filmsprog og sin foragt for kausalitet.
Men er du sindssyg, det er udmattende! Og selv hvis man leger med, føler man sig holdt uden for. ‘Horse Money’ er Costas mest kryptiske film til dato og dén, der i mindste grad er min kop te. Men se den, hvis du kunne lide ‘Colossal Youth’ – og med fare for at måtte erkende, at du ikke er lige så artsy, som du troede.