‘Serena’
Langt om længe lander Susanne Biers med bæven imødesete periodedrama ’Serena’ herhjemme. Filmen med stjerneduoen Bradley Cooper og Jennifer Lawrence i hovedrollerne blev indspillet, før parrets Oscar-succes ’Silver Linings Playbook’ overhovedet fik premiere i 2012, men har i årevis svømmet rundt i et limbo af uendelige redigeringsprocesser, der allerede længe inden, ’Serena’s første trailer ramte internettet i år, fik spekulationer om et potentielt filmisk makværk til at florere lystigt.
Heldigvis gør det færdige produkt dog skepsissen til skamme, for ’Serena’ er en både gribende og visuelt fængslende film, hvis velspillede karakterer og dramatiske historie alle dage er mere ’Macbeth’ end makværk.
Filmatiseringen af Ron Rashs roste roman af samme navn fra 2008 centrerer sig om Pemberton-ægteparret George og Serenas kamp for at opbygge et tømmerimperium i North Carolinas mytisk tågeindhyllede Smokey Mountains i det herrens år 1929 (hvem sagde finanskriseallegori?).
George (en tilpas smukt blåøjet Bradley Cooper) er den ambitiøse spejderdreng, for hvem naturen – det være det sig skovens ældgamle træer eller statens sidste puma – repræsenterer territorier, der skal vindes og betvinges. Og Serena (fantastiske Jennifer Lawrence) er hans smukke kone med grimme ar på sjælen, som i George øjner muligheden for en ny begyndelse og soning for fortidens synder.
George og Serenas første møde (på hesteryg, intet mindre) og efterfølgende lynbryllup springer Biers film let og elegant henover igennem et par hede sexscener, og som publikum må man således bare godtage, at det ikke er parrets indledende historie, men deres liv i Smokey Mountains, der er kernen i ’Serena’. Nuvel. Vi får derimod tidligt etableret, at Serena gemmer på mere og andet end en, for datiden ualmindeligt stålsat vilje, og at hendes besidderiske kærlighed efter George muligvis i højere grad handler om et såret barns behov for tryghed end egentlig romantik. Da, da, da, daaaa…
Vel hjemme i tømmerlandsbyen reagerer Georges højre hånd Buchanan (geniale David Dencik) med utilsløret mistro over for præsentationen af Serena som drømmekvinde og habil forretningspartner. Men både han og de andre lokale, deriblandt Georges gravide tidligere elskerinde, skal tids nok mærke på egen krop, at Serena ikke tåler mindre end gudedyrkelse fra sine omgivelser. Ikke mindst da den i stigende grad mere uligevægtige kvinde indleder et besynderligt venskab med den stærkt overtroiske jæger Galloway (Rhys Ifans). Mere skal ikke afsløres her.
’Serena’ er proppet med allegorisk symbolik, og hører man til dem, der helst nyder deres storfilm, som Humprey Bogart nød sin scotch – straight up – vil det uden tvivl blive for meget af det gode. ’Macbeth’ røres op med indiansk mytologi, men også 90’er-dramaet ’Legendernes tid’ spøger i baggrunden. Det er storladent og miserabelt som den mørkeste græske tragedie, og ofte føles ’Serena’ som en film om en anden tid, fra en anden tid. Men med et fænomenalt cast og en imponerende smuk scenografi rammer Susanne Biers brusende tømmer-opera alligevel lige i hjertet.
Kort fortalt:
’Serena’s ublu overflod af allegorisk symbolik og storladent drama er dømt til at dele vandene. Men med Jennifer Lawrence og Bradley Cooper som rasende velspillende hovedrolleduo, forbliver Susanne Biers stærkt ’Macbeth’-inspirerede film immervæk en særegen perle.