’Marco Polo’
»Hvordan ville det se ud, hvis vi tog dragerne ud af Westeros og i stedet kaldte det Kina af fordums tid?«
Det kunne snildt have været oplægget fra Netflix-bosserne, da de satte ’Marco Polo’ i søen, for med sit store cast på et enormt geografisk område og sit fokus på politisk bedrag og erotisk begær minder serien på rigtigt mange måder om ’Game of Thrones’.
Den opdagelseslystne Marco (Lorenzo Richelmy) lister sig fra prærenæssancens kedelige Venedig om bord på sin fars skib med retning mod østens eksotiske Silkevej. Efter flere års strabadser ankommer han til målet, Kublai Khans (Benedict Wong) hof, hvor hans far efterlader ham som fange, og han – ligesom Piper i ’Orange Is the New Black’ – bliver vores ariske indgangsbillet til et eksotisk univers.
Marcos indledende nysgerrighed erstattes hurtigt af bange dådyrøjne, men han viser også glimt af snedig handlekraft, der nok skal komme til udtryk i løbet af serien. Men to afsnit inde er han desværre langt fra så psykologisk interessant som de antihelte, der overstrømmer tidens tv-serier, og faktisk drukner han en smule i det store persongalleri.
Hvor samtlige karakterer i ’Game of Thrones’ skiller sig ud i deres distinkte, psykologiske kompleksitet, er ingen her nemlig karismatiske nok til at blive fanfavoritter og kunne inddele publikum i heppehold. Den gamle, blinde asiatiske kampsportsekspert, der skal lære unge Marco de ædle kampsportsteknikker, er for eksempel et tungt stop på klicheernes holdeplads og blegner i sammenligningen med Arya Starks underholdende fægtemester Syrio Forel.
Til gengæld er en velkoreograferet nøgenkampscene en original tilgang til sexposition, og herligheden serveres i det hele taget fejende flot af det norske instruktørmakkerpar Joachim Rønning og Espen Sandberg (’Max Manus’, ’Kon-Tiki’), der ikke bare flasher de smukke omgivelser overfladisk, men bruger dem aktivt i historien om Marcos tilstand i en verden, han endnu ikke forstår.
Ligesom i HBO’s populære fantasy-serie og en anden Netflix-serie, ’House of Cards’, bliver der stille og roligt føjet til collagen af magt og begær, der på papiret gør sig godt i Netflix’ binging-format, hvor alle afsnit er tilgængelige med det samme. Netflix laver efter sigende grundige undersøgelser af publikums præferencer, når de sætter nye serier i produktion, men hvor ’House of Cards’ og ’Orange Is the New Black’ langt fra føles som resultater af en kølig algoritme, er der noget mere kalkuleret over ’Marco Polo’. Den bærer sine inspirationskilder uden på tøjet og virker så forhippet på at ramme alle de for tiden populære tangenter, at den indtil videre fremstår en anelse upersonlig.
Man savner en mere specifik fortælling (for eksempel om sammenstødet mellem øst og vest, men forhåbentligt det kommer?) end den, der foreløbigt tegnes op: Om hvordan alle kneb gælder i krig og kærlighed.
Kort sagt:
’Marco Polo’ har alle de rette ingredienser til en hitserie, og måske er det netop problemet: I de første to afsnit savner man personlighed og originale karakterer.