1. Macaulay Culkin
Måske det mest berømte og berygtede tilfælde af barnestjernens fald fra tinderne, ikke mindst fordi Culkin via sin hovedrolle i ’Alene hjemme’ blev associeret med noget så opløftende som julens samhørighed og glæde.
Culkins far misbrugte angiveligt sin søns klækkelige formue i kølvandet på ’Alene hjemme’ og ’Richie Rich’-rollerne, og snart måtte de indædte familiestridigheder udspille sig i retssalens rammer. Rygterne vil vide, at Culkin efterfølgende følte berømmelsens tyngde på sine skuldre i en sådan grad, at han søgte tilflugt i stoffernes lindrende rus. Skuespilleren er hidtil kun blevet anholdt for besiddelse af hash, men hans hærgede fremtoning på flere fotografier indikerede for mange, at han havde haft fat i heftigere sager end som så. Sladderbladene berettede helt konkret om heroin og smertestillende medicin i store doser.
Culkin må næsten have kunnet høre forargelsen for sit indre øre: Kunne lille, elskværdige Kevin virkelig være blevet en ækel stofmisbruger? Det er ganske givet ikke let at leve i skyggen af sin egen filmkarakter.
Hvor slemt det egentlig står til med Culkins uvaner, er svært at vurdere, men han turnerer ikke desto mindre hyppigt med sit Velvet Underground-cover band, Pizza Underground.
2. Jodie Sweetin
Sweetin har selv indrømmet, at hun kastede sig over stofferne i kølvandet på den hyperpopulære tv-serie ’Full House’ (’Hænderne fulde’ på dansk), hvor også Mary-Kate og Ashley Olsen medvirkede. Hun havde defineret sig selv ud fra rollen som Stephanie Tanner med catchphrasen »how rude!« og havde ikke haft mulighed for at gro som menneske i fred og ro.
Hvad der for andre børn var fritid, var for hende et udtryk for arbejdsløshed, og midt i rastløsheden begyndte den purunge barnestjerne at eksperimentere med alkohol. Da hun som 20-årig giftede sig, blev de våde varer erstattet af metamfetamin.
Post-rehab forsøgte Sweetin at lancere et comeback på det store lærred, men roller i beskedne titler som ’Port City’ og ’Redefining Love’ – romancer med tocifrede stemmeantal på IMDb – har ikke just fortrængt skyggen fra ’Full House’.
3. Corey Feldman
Det kan være svært at adskille Corey Feldman fra Corey Haim og med god grund: Begge brød igennem i ‘The Lost Boys’ fra 1987, og begge endte som lost boys i den virkelige verden.
Feldmans havde også roller i så mindeværdige film som ’Gremlins’, ’Goonies’ og ’Stand by Me’, og det var på settet af sidstnævnte, at den personlige deroute begyndte at tage form. Et mildt alkohol- og pot-misbrug under optagelserne udviklede sig senere til afhængighed af kokain og heroin.
Efter næsten et års rehab kort efter årtusindeskiftet forsøgte Feldman med gælden hængende over hovedet at lancere et comeback – som musiker og b-filmskuespiller. I realityshowet ’The Two Coreys’, der markerede et mindre comeback for de fallerede lost boys Haim og Feldman, kunne både han og navnebroren fortælle, at de på karrierens højeste var blevet seksuelt misbrugt af folk i branchen – uden at sætte navn på dem.
4. Corey Haim
Corey Haim røg efter eget udsagn sin første joint under optagelserne af ‘The Lost Boys’ i en alder af 15 år. Senere fulgte et misbrug af både kokain og crack, og skuespillerne var på afvænningsklinikker hele 15 gange, inden han måtte strække gevær i kampen mod sine indre dæmoner.
Modsat vennen Feldman overlevede Haim ikke den negative spiral af livslede og lindrende stoffer, og i 2010 døde han af en overdosis. Inden da havde barnestjernen gennemlevet to frustrerende årtier i filmbranchen, hvor hans stofmisbrug bremsede vejen mod attraktive roller, og hvor en retssag mod hans forsikringsselskab efterlod ham uden en skilling på kistebunden.
Haim endte altså som det ultimative skrækeksempel på barnestjernens deroute.
5. Edward Furlong
Edward Furlong brød igennem med et brag i James Camerons uforlignelige drengerøvsdrøm, ‘Terminator 2’, hvor hans samspil med Schwarzeneggers notorisk følelseskolde dræbermaskine slog gnister. Et lille årti senere etablerede Furlong sig endegyldigt som en af Hollywoods mest talentfulde skuespillere som glødende nazist i ’American History X’, men derefter stoppede himmelfarten mod tinderne også brat.
I 00’erne betød rygter om et stort alkohol- og stofmisbrug samt flere tilfælde af hustruvold, at Furlong blev marginaliseret i filmbranchen. Den tidligere barnestjerne er siden blevet anholdt flere gange for at overfalde sine kærester, og i 2013 undgik han kun fængselsstraf ved at indvillige i et ophold på en afvænningsklinik.
6. Lindsay Lohan
Efter at have været børnemodel i en alder af tre debuterede Lohan på tv som 10-årig med sæbeoperaen ‘Another World’, inden Disney kastede sin kærlighed på hende og gav hende bærende roller i ’The Parent Trap’ og ’Freaky Friday’. Med ’Mean Girls’ fra 2004 havde Lohan i en alder af 18 etableret sig som the next big thing.
Hun nåede endda at tage afstand til de kulørte teen flicks og bevise sig som seriøs skuespillerinde i Emilio Estevez’ ’Bobby’, inden sladderjournalisterne tegnede billedet af en kvinde i opløsning under den succesfulde facade.
Hun blev anholdt for spirituskørsel, tog til AA-møder og blev dømt for besiddelse af kokain. Det vilde liv på den forkerte side af loven har blot eskaleret siden, mens roller i ’Scary Movie 5’ og ’Machete’ ikke just var det, karrierens spæde faser lovede.
7. Jaimee Foxworth
Jaimee Foxworth slog igennem i den amerikanske sitcom ’Family Matters’, men blev skrevet ud af serien efter fire sæsoner, da hun forlangede en lønforhøjelse. Foxworth var dog ikke villig til at tage skridtet tilbage til den simple barndom, og hun forsøgte at slå igennem som rockstjerne med sine søstre, kun for at ende i stoffernes jerngreb.
I et desperat forsøg på at tjene til dagen og vejen indledte den tidligere uskyldige barnestjerne en karriere som pornostjerne under navnet ’Crave’, et karriereskifte, man ganske givet ikke foretager, hvis man har håb om at genoplive skuespillerkarrieren.
Foxworth formåede dog at bryde ud af elendigheden, da hun blev gravid, og har i dag stillet sig tilfreds med tilværelsen som hjemmegående mor.
8. Jeremy Jackson
Leonardo DiCaprio var blandt de håbefulde skuespilleraspiranter, som Jackson besejrede, da han sikrede sig en plads blandt letpåklædte livreddere i 90’er-hittet ’Baywatch’.
De mange millioner, han høstede via sin rolle som Hobie Buchanon (David Hasselhoffs søn i serien), gik dog mestendels til hans alkohol- og stofmisbrug, og efter han forlod serien, blev han anholdt for besiddelse af metamfetamin.
I 2000 lagde han efter eget udsagn stofferne definitivt på hylden, men han dukkede ikke desto mindre op i 2011-udgaven af ’Celebrity Rehab’ – det ultimative slaraffenland for enhver tidligere barnestjerne – hvor han kæmpede med steroiderne.
9. Taran Noah Smith
Smith (tv. på billedet) spillede den yngste søn i ’Home Improvement’ i otte år – fra han var syv, til han var 15. Således fik Smith sin barndom frarøvet, og måske var det derfor, at barnestjernen allerede som 17-årig giftede sig med den 16 år ældre Heidi Van Pelt. Ægteskabet var dog mest af alt et strategisk træk i retssagen mod Smiths forældre, der gjorde krav på den formue, deres søn havde hevet hjem via sine syv år som sitcomstjerne.
Van Pelt slog dog skår i den ægteskabelige idyl, da hun proklamerede, at hun egentlig foretrak kvinder over mænd. En bitter skilsmisse fulgte, hvor det tidligere ægtepar kæmpede om rettighederne til deres fælles firma, Playfood.
I 2012 blev Smith blev tunget på afvænning efter at være dømt for spritkørsel og besiddelse af hash.
10. Tatum O’Neal
Stadig den yngste Oscar-vinder i historien. Den gyldne statuette, som den 10-årige O’Neal hjemtog i 1974 for sin birolle i ‘Paper Moon’, viste sig dog ikke just at være en velsignelse – snarere tværtimod.
Allerede da hun var ni (!), indledte O’Neal et alkohol- og stofmisbrug inspireret af sin far, og da hun var 12, blev hun efter sigende udsat for et seksuelt overgreb af farens drug dealer. Ikke just det ideelle fundament for en lyksalig tilværelse.
O’Neal giftede sig i 1986 med den iltre tennisstjerne John McEnroe, men kort efter indledte hun et heftigt heroinmisbrug og mistede i sidste ende forældrerettigheden til sine børn på grund af sine selvdestruktive vaner.
Selv ikke roller i store produktioner som ’Sex and the City’ og ’Law & Order: Criminal Intent’ har hjulpet Tatum O’Neal tilbage på den sobre sti, og hun har gentagne gange været i konflikt med loven grundet besiddelse af stoffer.
Læs også: ‘Maps to the Stars’ / Anmeldelse
Læs også: On demand – Forrygende film, hvor Hollywood dolker sig selv i ryggen
Læs også: Vi tester – Passer de grumme myter om kyniske Hollywood?