’Maps to the Stars’
Priser er lig med prestige i filmverdenen, og de små statuetter står fremme som trofæer i talrige Hollywood-hjem. De har dog en noget anden funktion i David Cronenbergs ’Maps to the Stars’ – her er de ideelle mordvåben, en stump genstand, der nemt og effektivt kan svinges ind i tindingen på et andet menneske.
Det siger alt om den canadiske instruktørs ensemblefilm om Hollywood: Det er et skræmmebillede, ikke et glansbillede. Men samtidig er det et ujævnt portræt. For Cronenberg – der tidligere har lavet film som ’Videodrome’, ’Crash’, ’Fluen’, ’A History of Violence’ og ’Eastern Promises’ – kan ikke finde ud af, om han vil vise sin foragt for filmbyen med satire eller alvor.
Bedst er uden tvivl filmens første halvdel, hvor de arketypiske forestillinger om Hollywood køres herligt ud på overdrevet.
Den korrumperede barnestjerne Benjie (Evan Bird) har i en alder af 13 år allerede har været en tur på afvænningsklinik. Alligevel kan han ikke holde sig ædru, og i en brandert dræber han ved en fejl sin vens hund med en pistol.
Julianne Moore spiller den midaldrende skuespillerinde Havana Segrand, der er i sin karrieres efterår, hvilket svarer til vinter, når man er kvinde i Hollywood. Hun kæmper for at få lov til at spille den rolle, som hendes mor vandt en Oscar for, i en ny genindspilning. Havana lider af et stort moderkompleks, fordi hun blev misbrugt som barn, og det kommer til udtryk allerede i hendes første scene, der samtidig er en af filmens sjoveste.
Til en terapisession ligger hun på gulvet kun iført undertøj og skriger grådkvalt sine frustrationer ud – moren omtales som »you motherfucker!« – mens terapeuten Dr. Weiss (John Cusack), der samtidig er Benjies far, trykker hende på lårene og aer hendes arme. Intet af det nytter selvfølgelig noget.
Satiren er kløgtig, for hvem er er den største nar: Kvaksalveren eller den, der stoler på ham? Julianne Moore vandt prisen som bedste skuespillerinde i Cannes sidste år, helt fortjent, for hun mestrer både at spille det plagede barn fanget i en voksen krop og den arrogante diva, der udkommanderer ordrer til assistenten for åben lokumsdør, mens hun kæmper med forstoppelsen.
Havanas assistent er Agatha (Mia Wasikowska), der netop er kommet til Hollywood. Hun viser sig at være Benjies søster, der har været indlagt efter en brand i familiens hus for år tilbage.
Det er især Agatha, der med sin gådefulde aura trækker ’Maps to the Stars’ væk fra satiren og hen mod noget mere udefinerbart. Anden halvdel af filmen får et mærkværdigt præg af artfilm, da flere af karaktererne begynder at opleve syner, men det bliver aldrig dragende mystisk som i David Lynchs lignende ’Mulholland Drive’.
’Maps to the Stars’ løber helt af sporet, da en incesttematik overtager handlingen og efterlader det indtryk, at Hollywood er en syg by, hvor syge forældre opdrager syge børn.
Det kan være, at David Cronenberg stadig anser det for satire, men det stopper med at være sjovt. Og når Benjie og Agatha reciterer Paul Éluards digt ’Frihed’, bliver symbolikken så tyk, at den er ved at dratte om af en hjertekarsygdom.
’Maps to the Stars’ er delvist optaget i Los Angeles, og det er første gang, at David Cronenberg har filmet i USA i sin over 40 år lange karriere. Med det syn på Hollywood, han lægger for dagen, er det højst tvivlsomt, at han kommer igen.
Kort sagt:
Den tidligere body horror-instruktørs dystre ensemblesatire over Hollywood er en rodebutik, der tager morsomt pis på filmbyens klicheer – ført an af en sublim Julianne Moore som usikker, aldrende diva. Men halvvejs knækker filmen over i mislykket, mystisk alvor tynget af et malplaceret incesttema og flødetyk symbolik.
Læs også: Vi tester – Passer de grumme myter om kyniske Hollywood?
Læs også: On demand – Forrygende film, hvor Hollywood dolker sig selv i ryggen