Denne artikel blev først bragt Soundvenue #86 op til premieren på anden sæson ’Orange Is the New Black’.
For nogle måneder siden var de amerikanske tv-stationer under voldsom beskydning for det eklatante fravær af kvindelige hovedforfattere på de markante dramaserier.
Jenji Kohan har fortjent at blive fremhævet af mange andre årsager end med de kønsfeministiske briller på. Men når kvindeaspektet er umuligt at komme uden om, handler det ikke blot om den overfladiske ligestillingsbalance. Det handler også om selve udtrykket og indholdet i ‘Orange Is the New Black’.
For mens den store tv-serie-guldalder er bygget på dystre fortællinger om maskulint forfald – fra ‘The Wire’ og ‘The Sopranos’ til ‘Mad Men’ og ‘Breaking Bad’ – kommer Kohans Netflix-serie med et forfriskende anderledes perspektiv.
Her er fokus nemlig på en almindelig, sårbar kvinde, Piper Chapman, der bringes ud af sin trygge newyorkertilværelse og må bode for fortidens synder i kvindefængslet Litchfield. Piper finder efterhånden sin indre styrke omgivet af mere eller mindre utilregnelige medfanger, og langsomt, humoristisk og elegant kommer vi ind under huden på fængslets kulørte skæbnepalet. Men det var ikke kønsaspektet, der tiltrak Kohan ved bogen over de virkelige begivenheder, som serien er bygget på.
»Det, der tiltrak mig, var karaktererne. Jeg er basalt set interesseret i interessante karakterer, så det var ikke en specifik kvindeting. Jeg leder efter miljøer, hvor alle mulige forskellige mennesker bliver tvunget til at forholde sig til hinanden«, fortæller hun.
Piper og Crazy Eyes i ‘Orange Is the New Black’.
Kohan har forklaret, at den hvide pænpige Piper var en indgang til at få lov til at fortælle om etnisk mangfoldige mennesker. Men selv om en af seriens forcer netop er, at den spiller legesygt på race- og kønsstereotyper, fastholder hun, at karaktererne ikke bare er genveje til formidlingen af et større budskab.
»Jeg går ikke til mit arbejde ud fra et mål om at lege med stereotyperne. Karaktererne er ægte for mig. Jeg tager udgangspunkt i, hvordan de her mennesker ville handle«, siger hun.
I april 2014 kom Kohan ind på Time Magazines liste over verdens 100 mest indflydelsesrige mennesker. I den forbindelse beskrev kollegaen Shonda Rhimes (’Scandal’, ’How to Get Away with Murder’) hende som en »ren force of nature«, og Kohan skiller sig da også ud fra mængden med sit hår, der går fra den ene ekspressive farve til den anden – blå, grøn, lilla. Hun kan fremstå lige så excentrisk intelligent som de heltinder, der befolker hendes tv-serier.
Jenji Kohan.
44-årige Kohan er nærmest født ind i Los Angeles’ tv-industri. Hun er datter af tv-produceren og -forfatteren Buz Kohan, og hendes bror er David Kohan, der var en af hovedforfatterne på ‘Will og Grace’. Det var da også på den serie, Jenji Kohan fik nogle af sine første erfaringer som tv-forfatter, før hun langsomt kravlede op af rangstigen. I 1997 fik hun sit første faste forfatterjob på HBO’s sketchshow ‘Tracey Takes On…’, og i 2005 fik hun så sit helt eget projekt, halvtimeskomedieserien ‘Weeds’.
I ‘Weeds’ er det forstadshusmoren Nancy Botwin – spillet af Mary-Louie Parker – der kommer ud på dybt vand som drug dealer i gangster-land, og netop mødet mellem to meget forskellige verdener er blevet Kohans signaturtræk. Kohans navigerer sømløst i feltet mellem oprigtigt karakterstudie og pågående komik, og den sorte humor opstod i de første to sæsoner især i mødet mellem den sarte og blufærdige Piper og de hårdføre indsatte.
I tone og stil er ‘Weeds’ og ‘Orange Is the New Black’ således nært beslægtede, og for Kohan er der heller ikke den store forskel på at arbejde med fortællinger på en halv kontra en hel time.
»Arbejdet med historien og karaktererne er det samme. Alt tager bare dobbelt så lang tid. Men jeg sætter pris på, at vi får lidt mere tid til at lege og eksperimentere. Det er dejligt«, siger hun.
Mary-Louise Parker og Justin Kirk som Nancy og Andy i ‘Weeds’.
Men hvad er egentlig hendes rolle som hovedforfatter, når manuskriptet ligger klar, og optagelserne går i gang?
»Jeg tjekker manuskriptet til alle afsnittene, og så er jeg som regel med på optagelserne til det første og sidste afsnit. Derudover skiftes mine utroligt dygtige kolleger til at være med på settet og beskytte ordene i manuskriptet«, forklarer hun.
»Jeg ser de daglige optagelser, jeg klipper alle afsnit, vælger musikken med vores musik-supervisors og komponister, går til lydmix, vælger de endelige kostumer og står for de endelige casting-valg. Jeg laver faktisk lidt af det hele«.
Ingen havde nok forventet, at ‘Orange Is the New Black’ ville blive en så massiv succes. Her et halvt årti efter, ‘Desperate Housewives’ tabte pusten, stod dramedy-genren i det lange format ikke højst på tv-stationernes ønskeseddel, hvor skæbnetunge dramaserier i stedet har sat dagsordenen.
Men det har ‘Orange Is the New Black’ rykket ved, og helt forbløffende er det, at serien i nogle kredse har større anseelse end Netflix’ ambitiøse flagskib ‘House of Cards’, der har oplevet et begyndende kritisk tilbageslag.
Spørger man Kohan, hvad der overraskede hende mest ved den overvældende modtagelse af hendes serie, er svaret kort og kontant:
»Al kærligheden og engagementet. At folk gik så meget op i det«.