Mød Filmskolens nye instruktørkuld: Deres største forbilleder og hedeste drømme

Mød Filmskolens nye instruktørkuld: Deres største forbilleder og hedeste drømme
Aske Bangs 'Den fremmede', foto Rolf Konow

For fire år siden slap de gennem nåleøjet til landets næstdyreste uddannelse. I fredags blev de udklækket fra Den Danske Filmskole med seks personlige afgangsfilm, der tjener som deres hidtil mest håndgribelige visitkort over for branchen og omverdenen: Seks små film, der giver løfter om hver deres stil, sensibilitet og temperament.

Nu bliver de kastet hovedkulds ud i filmbranchen, hvor de, på sigt, skal kæmpe for retten til at debutere med deres første spillefilm – i hård konkurrence med landets for længst etablerede instruktører.

Men hvem er Danmarks seks nye instruktørhåb, og hvad drømmer de om lige nu? Vi har bedt dem fuldende fem sætninger.

Læs anmeldelsen af deres afgangsfilm HER.

Annika Berg

Foto: Nicolai Lok

Annika Berg (’Sia’)

1. Folk skal først og fremmest se min afgangsfilm… fordi den handler om eksistensen som en evig cyklus af liv og død. Som i: Man bliver født, så lever man, så dør man, så komposterer ens legeme, og pludselig er kroppens bestanddele nedbrudt og indgår i nye sammenhænge. Jeg tror altså, vi alle sammen bliver lidt mere levende, hvis vi ser døden lidt i øjnene.

2. Dansk film kunne virkelig godt bruge, at… turde bevæge sig ud på helt dybt vand noget oftere.

3. Hvis der er én ting, jeg gerne vil have, at folk ved om mig, så er det, at… jeg altid ser ’My Neighbor Totoro’, når jeg er ked af det.

4. Den instruktør – nulevende eller fortidig – jeg helst ville have som min mentor, er helt klart… Dario Argento / Bresson / Chris Marker / Trier / José Val del Omar / Nathaniel Dorsky / Shinya Tsukamoto / Herzog / Antonioni / Carlos Saura / Derek Jarman / Haneke / Jean Cocteau / Seidl / Bob Fosse / Georges Franju / Welles / Mikhail Kalatozov / Bergman / Kenneth Anger / Roeg / Jean Vigo / Dreyer / Fred Kelemen / Harmony Korine / Clouzot / Hitchcock / Jodorowsky / Kaneto Shindô.

Men det er ikke et problem. Jeg propper dem bare i dvd-afspillerne. Og hvorfor lige dem: Fordi deres film får min hjerne til at eksplodere.

5. Hvis jeg fik uanede midler til at lave min første spillefilm lige nu, skulle det være… en low-budget punk-chick-flick ved navn ’FOREVER13’ produceret af Katja Adomeit!

 

Gustav Möller

Foto: Nicolai Lok

Gustav Möller (’I mørke’)

1. Folk skal se min afgangsfilm, fordi… der findes noget rensende i at se ind i mørke.

2. Dansk film kunne virkelig godt bruge at… lave modige film og stoppe med at snakke så meget om ’dansk film’.

3. Hvis der er én ting, jeg gerne vil have, at folk ved om mig, så er det, at… jeg er oprigtigt interesseret i dem.

4. Den instruktør – nulevende eller fortidig – jeg helst ville have som min mentor, er helt klart… John Cassavetes, fordi han var et geni. Og jeg tror, han ville være god at drikke øl med.

5. Hvis jeg fik uanede midler til at lave min første spillefilm lige nu, skulle det være… en heistfilm på Louisiana. Det skulle være en blanding af ’Heat’ og ’Smagsdommerne’.

 

Aske Bang

Foto: Nicolai Lok

Aske Bang (’Den fremmede’)

1. Folk skal se min afgangsfilm… hvis de har lyst til at se et seriøst emne behandlet via humor. Den handler om trafficking. En thailuder, Lucy, maser sig ind i Tommys lejlighed og nægter at lade sig smide ud. Den unge mand fascineres langsomt af den uindbudte gæst på en både erotisk og menneskelig måde, men hvad sker der, når han overhales inden om af ægte kærlighed til underboen og skal til eksamen i kemi på universitetet?

Hvis du har lyst til poesi, eventyr, samfundskritik, sex og kærlighed serveret i et dynamisk og glidende filmsprog, hvor der ikke gives plads til at kede sig, så der det min film, du skal se.

2. Dansk film kunne virkelig godt bruge, at… der skabes flere rum og bedre muligheder for nyuddannede talenter. En positiv udvikling er i gang med de nye ansøgningsmuligheder inden for lowbudget film til enten tre eller seks millioner. Jeg tror, at det er en god investering. Selv om jeg er instruktør, vil jeg også slå et slag for manusforfatterne, fordi jeg mener, at de bedste film hviler på en god historie – så hvorfor ikke lave en pulje med færdigskrevne manuskripter til Filminstituttet afleveret anonymt.

Så kunne instituttet eventuelt beslutte, at der hvert år skulle laves en film baseret på det bedste i bunken. Instruktørerne kunne så byde ind hos den manuskriptforfatter, der har skrevet det bedste manus. På den måde tror jeg, at der kunne splejses mange gode forbindelser imellem instruktører og manuskriptforfattere. Just saying..

3. Hvis der er én ting, jeg gerne vil have, at folk ved om mig, så er det, at… jeg faktisk er en lille smule genert.

4. Den instruktør – nulevende eller fortidig – jeg helst ville have som min mentor, er… Anders Thomas Jensen. Det er ham, jeg føler mig mest beslægtet med. Han formåede allerede med sin første spillefilm ’Blinkende lygter’ at sætte sit helt eget særlige fingeraftryk på filmen. Han er en dansk udgave af Quentin Tarantino, men han forfiner den filmiske ironi med nogle dybere lag af eksistentiel karakter, som i virkeligheden gør ham lidt mere interessant.

Hans film har også ligheder med Coen-brødrenes film – der en fandenivoldskhed, der går hånd i hånd med poesi, smerte og humor. Uanset hvor meget du griner, bliver du også ramt af noget andet – og dette ’andet’ er noget meget dybt, der fortæller om den menneskelige smerte.

5. Hvis jeg fik uanede midler til at lave min første spillefilm lige nu, skulle det være… den film, som jeg skal i gang med at lave nu sammen med Zentropa. Jeg kan i øjeblikket ikke sige noget specifikt om filmen, men historien er valgt ud fra kærlighed til den gode historie. Det bliver en absurd, ond, tragisk og varm komedie om venskab. Som instruktør er det altafgørende med den første film, hvilket statistikkerne fortæller alt om. Derfor er det vigtigt for mig at lave en film, der har en vedkommende og professionel tilgang til sit publikum. Én ting kan jeg love – den bliver sjov, rørende og samfundskritisk på den politisk ukorrekte måde.  

Mød Josefine Kirkeskov, Kasper Skovsbøl, Eirik Sætter-Stordahl og Laurits Flensted på næste side.

Josefine Kirkeskov

Foto: Nicolai Lok

Josefine Kirkeskov (’Heaven’)

1. Folk skal først og fremmest se min afgangsfilm, fordi… den diskuterer noget vanvittig banalt, men samtidig er virkelig svært at blive klog på, nemlig kærlighedsidealer og hvordan man efterlever dem. Og så forgår den i svulstig smuk natur på Mallorca, og spillerne er ret så skønne. Det var tre ting!

2. Dansk film kunne virkelig godt bruge, at… vi måske ikke snakker så meget om, hvad dansk film har brug for, og ikke fokuserer så meget på filmtrends, eller hvad markedet mangler og kræver, men at vi i stedet bakker hinanden op i at lave nogle fantastiske fortællinger, hvor vi tør at gå med den personlige stemme.

3. Hvis der er én ting, jeg gerne vil have, at folk ved om mig, så er det, at… jeg er barn af provinsen, og jeg vidste først sent, at jeg kunne og skulle lave film. Jeg troede, at jeg skulle være journalist, men jeg kunne ikke stave til journalist… faktisk har jeg lige stavet det forkert igen! I min egen søgen efter den rette plads var jeg meget nysgerrig på, hvordan andre fandt deres plads, hvad de tænkte og følte om altting, og hvordan de traf de valg, de gjorde. Det er nok stadig i den nysgerrighed og interesse for menneskers følelsesliv, at mine film ideer udspringer.

4. Den instruktør – nulevende eller fortidig – jeg helst ville have som min mentor, er helt klart… hmm, der er jo mange. Men jeg ville gerne suge til mig fra Carlos Reygadas. Jeg synes, han laver nogle virkelig spændene og ekstremt sanselige film om alt det, som i virkeligheden er svært at lave film om. Især kan hans film ’Lys efter mørke’ virkelig anbefales, hvis ikke man har set den.

5. Hvis jeg fik uanede midler til at lave min første spillefilm lige nu, skulle det være… en film om et ung skandinavisk par, som tager til Mexico for at joine et nystartet farming community med drømmen om at leve det frie simple liv. Her bliver de konfronteret med, hvad kærlighed egentlig er – om lyst og begær kan adskilles fra kærligheden, og hvis det er vores natur at føle kærlighed over for andre ens vores partner, er der så noget galt i det?

 

Kasper Skovsbøl

Foto: Nicolai Lok

Kasper Skovsbøl (’Sorte måne’)

1. Folk skal se min afgangsfilm, fordi… jeg har taget udgangspunkt i forskellige temaer, som jeg elsker og er fascineret af. ’Sorte måne’ er en dyster og svulstig film om en heksejagt i middelalderen. Filmen leger med kønnene. Den dykker ned i angsten for seksualitet, og den undersøger en mors dilemma ved at have et barn, der er udstødt.

2. Dansk film kunne virkelig godt bruge, at… – jeg vil vente nogle år med at svare på det spørgsmål!

3. Hvis der er én ting, jeg gerne vil have, at folk ved om mig, så er det, at… jeg før Filmskolen er uddannet fra Det Fynske Kunstakademi, hvor jeg fokuserede på konceptuel kunst og videokunst. Jeg vil gerne fortsætte mit arbejde med billedkunsten og hente elementer fra de to forskellige verdener og blande dem sammen.

4. Den instruktør – nulevende eller fortidig – jeg helst ville have som min mentor, er helt klart… Andrej Tarkovskij (desværre død). Jeg er egentlig ikke så meget til at møde de mennesker, som jeg ser op til. Det bliver oftest bare pinligt. Men lige med ham måtte det godt blive lidt pinligt. Jeg ser op til ham på grund af hans fantastiske visuelle evner og den måde, han bryder tiden op i sine film.

5. Hvis jeg fik uanede midler til at lave min første spillefilm lige nu, skulle det være… – for mig handler film ikke så meget om midler, men mere om hvad jeg har på hjerte, og hvad der inspirerer mig i øjeblikket. Jeg udvikler nu på en spillefilm til en low budget-produktion. Hvis jeg havde uanede midler, ville jeg lave den samme film – nok bare med flere dyr, mere blod og med Jeremy Irons i en lille birolle.

 

Eirik Sætter-Stordahl

Foto: Nicolai Lok

Eirik Sætter-Stordahl (’I stykker’)

1. Folk skal min afgangsfilm, fordi… den blander hårdheden fra en post-apokalyptisk sci-fi-setting, hvor menneskeheden er i færd med at blive udryddet af en almægtig kunstig intelligens, med følsomheden fra en enkelt mands erindringshistorie om kærlighed, længsel og hende, som han har mistet. Robotkrig + kærestesorg = dobbelt apokalypse!

2. Dansk film kunne virkelig godt bruge… at tage endnu større chancer, hvad nye talenter angår, og flere genre- og formeksperimenter – film, der på papiret ikke nødvendigvis er en givet succes. Flere billige film, større kunstnerisk risiko. Ingen kan vide, hvad der lykkes, og at fejle en gang imellem er blot et sundhedstegn, så lad os komme derud, hvor ingen af os kan bunde.

3. Hvis der er én ting, jeg gerne vil have, at folk ved om mig, så er det, at… de tre film, der betød mest for mig i min barndom, var ’Løvenes Konge’, ’Citizen Kane’ og den britiske tv-seriefisering af ’Narnia’.

4. Den instruktør – nulevende eller fortidig – jeg helst ville have som min mentor, er helt klart… en gensplejsning af Terrence Malick og Paul Thomas Anderson, fordi jeg hos ham ville kunne finde svar på alle mine spørgsmål om film og om livet.

5. Hvis jeg fik uanede midler til at lave min første spillefilm lige nu… skulle det enten være en filmatisering af en norsk roman, som jeg ikke kan afsløre navnet på (men her er et hint: Den foregår i Kongo, Rio, Norge, Finland og på adskillige af de syv verdenshave), eller en episk og rørende coming-of-age-fortælling lagt til et parallelt skandinavisk vinterlands-univers om en ung cowboy-drengs skæbnesvangre møde med en af de sidste genlevende robot-indianere og deres fælles kamp mod hver deres undertrykkere. Det lyder skørt, og det bliver det også!

 

Laurits Flensted

Foto: Eddie A. Klint

Laurits Flensted (’Melon Rainbow’)

1. Folk skal først og fremmest se min afgangsfilm, fordi… den eksperimenterer med dokumentar og fiktion i et krydsfelt. For eksempel bliver hovedrollerne spillet af blind mand og en ung kvindelig skuespiller. Filmen undersøger et fænomen, som er vildtvoksende i vores samfund, nemlig selviscenesættelse i sin yderligste form.

2. Dansk film kunne virkelig godt bruge, at… der var en større diversitet filmene imellem.

3. Hvis der er én ting, jeg gerne vil have, at folk ved om mig, så er det, at… jeg en gang afbrød musiktimen på min kærestes gymnasium for at fortælle hende, at jeg elskede hende. Læreren og resten af eleverne blev temmelig forbløffede. Jeg var 16 år gammel, og vores forhold var ved at gå i stykker. Forholdet gik alligevel i stykker, men jeg er glad for at jeg gjorde det!

4. Den instruktør – nulevende eller fortidig – jeg helst ville have som min mentor, er helt klart… Werner Herzog, fordi han er ustoppelig.

5. Hvis jeg fik uanede midler til at lave min første spillefilm lige nu, så ville jeg lyve om projektet og lave tre film i stedet.

Læs også: Anmeldelse – afgangsfilmene fra Den Danske Filmskole 2015

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af