Mads Mikkelsen skal spille med i ‘Star Wars’-film over for flere prominente navne

Mads Mikkelsen har gennem tre sæsoner fået ros for sin rolle som hyperintelligent kannibal i ‘Hannibal’, men tidligere på sommeren stod det klart, at NBC lukkede serien ned på grund af relativt lave seertal.

Det har dog heldigvis givet den danske stjerne plads i kalenderen til nye projekter, og hans første annoncerede rolle siden aflysningen er en opsigtsvækkende én af slagsen.

Mads Mikkelsen skal nemlig spille med i ‘Star Wars: Rogue One’, som er den første spinoff fra de officielle stjernekrigsfilm.

Filmen skal foregå før begivenhederne i ‘Star Wars: A New Hope’ og handler om en gruppe modstandskæmpere, der prøver at stjæle planerne for at bygge Dødsstjernen. Hvad Mads Mikkelsen skal spille i filmen, vides endnu ikke, men han får følgeskab på rollelisten af prominente navne som Felicity Jones, Ben Mendelsohn, Forest Whitaker, Diego Luna og Riz Ahmed.

Filmen instrueres af Gareth Edwards, som tidligere har stået bag den vellykkede ‘Monsters’ og den knap så fantastiske ‘Godzilla’ fra sidste år.

Den næste officielle ‘Star Wars’-film, ‘The Force Awakens’ får premiere 16. december, mens ‘Rogue One’ med Mads Mikkelsen står til at åbne præcis et år efter.

Læs også: Mads Mikkelsens bedste og værste roller

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af