‘Miraklerne’
Der bliver indgået et smukt ægteskab mellem krystalklar hverdagsrealisme og fabulerende, poetisk drøm i Alice Rohrwachers anden spillefilm, ’Miraklerne’, og de ellers modsætningsfulde udtryk formidler fornemt den 12-årige hovedkarakter, Gelsominas indre landskab.
Hun er omdrejningspunktet i en biavler-familie, som i et nedslidt husmandssted i Norditalien forsøger at holde honningproduktionen høj og idealismen oven vande. Og så står hun i et grænseland, både mellem barndom og spirende pubertet, men også mellem hverdagens faste forpligtelser og drømmen om noget mere. Uden den pligtopfyldende og hårdtarbejdende Gelsomina ville landstedet falde fra hinanden, og hun deler nærmest stillingen som overhoved med sin far, den letantændelige, men godhjertede Wolfgang.
Han får den søn, han altid har drømt om, i surrogat, da familien åbner dørene for den utilpassede dreng Martin, som kommer med en kriminel fortid og en lille pose penge. Men også Gelsomina fascineres af den tyste dreng, og det rykker ved balancen i familiens skrøbelige harmoni i denne lyriske coming-of-age-film.
Ser man på grundfortællingen i ’Miraklerne’, der vandt Juryens Pris på Cannes-festivalen sidste år, virker det næsten Disney’sk: En families traditionstro forsøg på at leve i pagt med naturen bliver truet af øget turisme, pesticidbrug og nye, omkostningsfulde krav om produktionsudstyr. Kun et mirakel kan redde dem – en pludselig økonomisk gevinst, og den kommer, da Gelsomina, mod Wolfgangs vilje, tilmelder dem en tv-konkurrence, hvor egnens bedste lokalprodukt skal kåres.
Heldigvis formår Rohrwacher at undgå de blødhjertede og nemme løsninger. Ganske vist fremstår den fortryllende tv-værtinde Milly først som en frelsende engel, der dumper ned fra himlen, da problemerne er allerstørst. Men hun ender på sin vis med at vise sig som endnu et symptom på de tendenser, som truer familien. Tv-programmet bliver med sin opsminkede og absurde idyllisering af landbrugslivet nemlig ikke den hyldest til traditionerne, den foregiver at være, men derimod en sentimental kommercialisering af dem.
Der er da heller ikke megen Disney-film over det opslidende arbejde i at leve i nænsom pagt med naturen, hvor et øjebliks uopmærksomhed kan vise sig at være katastrofalt. Men midt i den udmattende livsform er der også en filmisk poesi, som sørger for, at den hårde realisme ikke bliver for altoverskyggende eller for traurig. Det sker eksempelvis, når Gelsominas ene søster nærmest rituelt drikker det sollys, der strømmer ind ad ladens ene vindue. Eller når de to søstre senere demonstrerer, at de trods distancen til den omkringliggende, moderne verden stadig kan synge fejlfrit med på de italienske popsange.
Debutanten Maria Alexandra Lungu stjæler billedet i stort alle scener, og hun er en åbenbaring som den intense og hypnotiserende Gelsomina. Og så understreger Rohrwacher sin status som en af tidens spændende, nye stemmer med sin blanding af socialrealisme og drøm, der både peger mod Dardenne-brødrene og Fellini.
Kort sagt:
Honningen flyder i ’Miraklerne’, men livet er langt fra sødmefyldt i Alice Rohrwachers smukke biavlerfabel. Her er hverdagen hård, men kærlighedsfyldt for 12-årige Gelsomina og hendes familie, der klynger sig til et lavpraktisk landbrugsliv i et Norditalien, som langsomt er ved at ofre traditionerne til fordel for turismen.