’Phoenix’
Christian Petzold fortsætter med ’Phoenix’ den stilfærdige selvransagelse af Tysklands arrede sjæl, som han tog hul på med DDR-dramaet ’Barbara’. Her var fokus på de indre tilstande, og hverdagslivet i det overskårne og blokinddelte land under den uophørlige Stasi-overvågning blev elegant portrætteret med en stil, der tenderede det underfortalte.
I ’Phoenix’ ofrer Petzold til dels den lavmælte fortælling og serverer i stedet et filmværk, som i udgangspunktet er langt mere plottungt og nærmer sig det knaldromanske, men som stadigvæk har kameraet zoomet helt ind på hovedkarakteren, sangerinden Nellys (Hoss) komplekse følelsesliv.
Nelly har overlevet kz-lejren, men hun er ødelagt og hendes ansigt uigenkendeligt. Hun afslår plastickirurgens tilbud om et nyt ansigt og et nyt liv. Hun vil have sit gamle spejlbillede igen, og selvom det aldrig kommer til at blive som før, forsøger Nelly desperat at finde tilbage til det, hun var, blandt ruinerne af sig selv. Første skridt er at finde hendes mand, Johnny (Ronald Zehrfeld), som måske angav hende til nazisterne. Han kan ikke genkende hende længere, men han ser dog et ekko af sin ekskone i Nelly og planlægger derfor et storstilet komplot, hvor Nelly skal oplæres, så hun kan foregive at være den, hun var. Som belønning vil hun få del i sin egen ganske betragtelige arv.
Nelly vælger at takke ja til det absurde tilbud. Nu får hun et kompas, der kan guide hende tilbage, og samtidigt får hun muligheden for at vække Johnnys kærlighed til live igen. Med et Berlin, hvor århundreders hjem er reduceret til murbrokker i vejkanten, som bagtæppe forsøger Nelly at genopbygge sig selv.
Petzold bruger denne dramatiske mundfuld som et fint afsæt for en fortælling om identitetssøgen midt i efterkrigstidens sønderbombede hverdag – ikke blot for den opløste Nelly, men også for en tysk nation, som pludselig fik sin selvforståelse rykket af led. Rent æstetisk er vi også langt fra ’Barbaras’ realisme, og især lysarbejdet er imponerende.
Når Nelly vandrer rundt i de nærmest farveløse gader som skyggen af et liv, er der tydelig genklang af film noir, en genre gennemsyret af bedrag og svig, og som perfekt understøtter Nellys dødsdømte kærlighedsprojekt. Og så virker det som en lille genistreg, at Petzold lader krigens hændelser træde i baggrunden for i stedet at se nærmere på efterveerne blandt landets egne. For dét portræt er uafrysteligt.
Nina Hoss leverer en skrøbelig magtdemonstration som den nedbrudte sangerinde, der stykvis sættes sammen igen af den kyniske, men også sært fascinerende Johnny, spillet af en fornemt afbalanceret Zehrfeld. Hoss og Zehrfeld spillede også over for hinanden i ’Barbara’, og på den måde får Petzold koblet de to værker sammen på et dybereliggende plan.
Her ekkoer kærligheden igennem Tysklands arrede efterkrigshistorie, men hvor den rungede mellem DDR’s betonblokke, dør den stille ud blandt Berlins sønderbombede ruiner.
Kort sagt:
Et mesterligt komponeret post-holocaust drama, hvor den tyske instruktør effektivt tilsidesætter realismen for i stedet at undersøge de forvrængede identiteter, som efterkrigstiden efterlod sig. I Berlins murbrokker forsøger den tyske befolkning at glemme de dugfriske rædsler, alt imens en vansiret kvinde forsøger at genopbygge sig selv og alt det, hun mistede som KZ-fange.