Foden finder sig til rette på rebet hundredvis af meter over jorden. Vi er så højt oppe, at der er skyer under os, og hvis man kigger ned – noget man ellers aldrig må gøre som linedanser – kan man se små gule taxaer på størrelse med Matadorbiler suse forbi på Manhattans gader.
Det må larme dernede i New Yorks travle menneskemylder, men heroppe hører man kun vindens stille hvisken. Og måske også hjertets banken, for nu er det blevet tid, og der er ingen vej tilbage, da foden endelig løfter sig fra rebet og træder forsigtigt ud i atmosfæren.
Læs også: Soundvenue Forpremiere – få årets adrenalinrus med ‘The Walk’ på onsdag
Det er næsten som at være der selv, når man bag 3D-brillerne oplever, hvordan Joseph Gordon-Levitt tager sit første skridt ud i luften på toppen af World Trade Center i ’The Walk’. Her spiller han hovedrollen som franskmanden Philippe Petit, der overraskede hele verden i 1974, da han – uden sikkerhedsnet – gik frem og tilbage på line mellem de to tvillingetårne og optrådte for et måbende publikum i tre kvarter 110 etager over jorden i New York.
Gordon-Levitt – som vi blandt andet kender fra filmene ’50/50’ og ’500 Days of Summer’, og som ejer produktionsselskabet hitRECord – lærte selv at gå på line under forberedelserne til filmen.
Han er dog helt nede på jorden, da vi møder ham på Crosby Street Hotel i New York, hvor han hilser pænt på de internationale journalister rundt om bordet i sin blåternede Gant-skjorte med brunt hørslips og forklarer, hvorfor rollen som Philippe Petit har været én af de mere krævende i hans karriere. Både fysisk og følelsesmæssigt.
‘The Walk’
Hvordan forberedte du dig på rollen?
»Den var meget udfordrende. Men jeg elsker en udfordring, og jeg elsker at arbejde hårdt. Der var mange forskellige dele i det. Der var den fysiske del, hvor jeg skulle lære at gå på line, og her trænede jeg faktisk sammen med Philippe.
Philippe insisterede på, at han skulle være den første til at lære mig, hvordan man gjorde. Han sammensatte en intensiv workshop, hvor han lærte mig alle mulige ting – ikke bare om linedans, men også om musik og kunstfilosofi og magi, og hvordan man binder knuder. Men vi brugte det meste af tiden på linen, og han sagde til mig: ’Når de her otte dage er gået, så har jeg lært dig, hvordan du går selv’.
Det lød ambitiøst i mine ører, men han tænker så positivt og er så optimistisk. Og det skete. Det virkede«.
Hvad tænker man på, når man går på line?
»Man kigger bare lige frem og fokuserer på målet – dér, hvor linen slutter. Man fjerner ikke øjnene fra det punkt, og man tænker ikke på noget andet. Du holder blikket fast og fokuserer på, hvordan du bevæger dine fødder, og hvordan din kropsholdning er. Det handler om at være til stede i det, du gør«.
Hvor meget går du selv på line i filmen, og hvor meget er en stuntmand?
»Vi går begge to. Stuntmanden er en fantastisk high wire walker, der hedder Jade Martin, så man ser både mig på linen og ham på linen«.
Var du på noget tidspunkt bange?
»Ja, for det er jo unaturligt at være så højt oppe på en line. Jeg var langt fra lige så højt oppe som Philippe, men selv ved lavere højder trækker kroppen sig bare sammen af frygt. Det er dit instinkt. Jeg vidste, at jeg ville være ok, fordi jeg havde et sikkerhedsbælte på – og må jeg lige indskyde for min egen stoltheds skyld: Sikkerhedsbæltet hjælper dig ikke med at balancere. Hvis de trækker i sikkerhedsbæltet, så mister du balancen. Det er der bare i tilfælde af, at man falder.
Jeg faldt ikke, men det sjove er, at selv med sikkerhedsbæltet på, så forstår hjernen det ikke. Din krop siger til dig på et meget basalt dyrisk niveau: ’Du burde ikke være så højt oppe!’ Det er skræmmende. Du mærker frygt, og det eneste, der hjælper på det, er tid. Over tid vænnede jeg mig til det og blev mindre bange«.
‘The Walk’
Hvordan forestillede du dig, at du gik mellem de to tårne?
»Der er jo ingen, bortset fra ham, der har gjort det her før, så jeg kunne ikke vide nøjagtigt, hvordan det føltes. Men man må jo bare bruge sin fantasi. Jeg tror, at vi alle sammen har de der øjeblikke, hvor der er noget, vi ville elske at gøre eller opnå, og det er risikabelt, og det virker umuligt, og en del af os gider ikke engang at prøve, men det betaler sig, hvis man giver det et forsøg, og man ikke lader sig afskrække af det umulige.
Det er vist noget, vi alle sammen kan identificere os med. Det kan jeg i hvert fald«.
Har du nogensinde haft en drøm som Philippes?
»Helt sikkert. Det får mig til at tænke på mit projekt, hitRECord, som jeg satte i søen for mange år siden, og som startede meget småt, men som siden er vokset og vokset. Vi laver alle mulige ting – kortfilm, bøger, musik. Vi laver også et tv-show, men vi gør det på en anderledes måde, hvor vi bruger internettet, og hvor alle kan tage del og bidrage til de projekter, vi laver.
Det er noget, jeg har gjort længe, og det er meget personligt for mig. Jeg elsker det virkelig. For fem år siden, da vi først overvejede at launche det som et professionelt produktionsselskab, tænkte vi: Hvad er vores mål? Og det største mål var: Hvad hvis vi kunne lave et tv-show, der blev vist på tv, men som var lavet af folk over hele verden, som bidrog til det over internettet i fællesskab?
På det tidspunkt virkede det umuligt, for dengang var selv en lille kortfilm meget svær for os at lave. Men vi arbejdede frem mod det, og efter nogle år fik vi lov. Nu har vi lavet tv-showet, og vi har vundet en Emmy (for ’creative achievement in interactive media’ i 2014, red.), og nu må vi så finde på nogle nye drømme«.
Hvad lærte du ellers af Philippe?
»Åh, så mange ting. Først og fremmest bare at lytte til ham, for jeg ville tale ligesom ham. Jeg ville ikke lave en direkte imitation, men jeg ville tale på en måde, der lød som ham, så det var en stor del af det. Men også bare hans attitude, hans begejstring, hans glæde og hans optimisme. Det går jeg tilbage til igen og igen: Han er så optimistisk. Og det skal man være for at få så vanvittig en idé og tro på, at man rent faktisk kan gøre det. Man skal være ekstremt optimistisk, og det beundrer jeg så meget, for uden den optimisme sker der aldrig noget«.
Philippe Petit
Ville du sige, at han til en vis grad er vanvittig?
»Han ville selv indrømme, at han var vanvittig, dengang han var 24. Man skal huske på, at jeg først lærte ham at kende 40 år senere, og han har ændret sig meget siden da. Men det var noget af det, jeg elskede ved at lave denne film. For ofte når man laver en stor spektakulær, visuel actionfilm, så er karaktererne ret kedelige. De er tynde eller minimalistiske, fordi det handler mere om det visuelle end om den menneskelige historie bag. Men med denne film fik jeg lov til at lave de her store spektakulære actionscener, samtidig med at jeg havde en karakter, som jeg virkelig kunne gå i dybden med som skuespiller. De præstationer, som Robert Zemeckis (instruktøren, red.) og jeg talte om, var George C. Scott i ’Patton’ eller filmen ’Amadeus’ – film om individer, der er både geniale og gale, og det er de to ting, der gør en karakter fascinerende, synes jeg«.
Hvad vil det sige at tage risici som skuespiller?
»Det er vel på mange måder ligesom med en linedanser. Når du går på linen – som Philippe sagde til mig – så må du ikke tænke: Hvad hvis jeg falder? Fordi så snart du tænker det, så sker det. Og det er det samme med skuespil. Du kan ikke bruge tiden på at tænke: ’Hvad nu hvis det her ikke går godt? Hvad hvis jeg glemmer mine replikker? Hvad hvis folk ikke kan lide det?’ Det er ubrugeligt. Det distraherer bare. Man skal fokusere på sin præstation og på at være hele sin karakter i det øjeblik«.
Hvordan var det for dig at se de to tårne i filmen? Var det følelsesladet?
»Ja, i den grad. Jeg var i New York den 11. september, og når man tænker på World Trade Center-tårnene, så tænker man selvfølgelig først og fremmest på den dag. Det er meget vigtigt at huske på tragedien, synes jeg. Men det er også vigtigt i alle tragiske tab at huske på de positive ting – de smukke oplevelser, man har haft med det, man har mistet. Og det er det, som denne film gør. Den er en hyldest til tårnene, og det elsker jeg den for at være«.
Var du på Manhattan den dag?
»Ja, jeg var til time på campus på Columbia University«.
Hvad husker du fra dagen?
»Jeg gik i skole som normalt. Det var en tidlig morgentime – faktisk en litteraturtime, og professoren underviste i Shakespeare-stykket ’Titus Andronicus’, hvilket er ret ironisk. Jeg forlod timen og krydsede campus og løb ind i en fyr, som jeg kendte. ’Hey’, sagde jeg til ham, og han svarede: ’Ah, du ved ikke, hvad der er sket’. Så jeg sagde: ’Nej, hvad er der sket?’ Og så fortalte han mig det.
På det tidspunkt kunne man kun se en sky dernede, for Columbia er på den anden side, uptown. Jeg fik skrevet en mail til mine forældre og fortalte dem, at jeg var ok, og jeg husker, at jeg prøvede at gå downtown for at se, hvad der foregik, og så var der bare alle de her mennesker, der gik uptown. Man kunne ikke komme med metroen eller køre i bil eller noget som helst, og man kunne ikke komme særlig langt downtown, så jeg gik tilbage. Alle prøvede bare at være der for hinanden. Vi tænker altid på den dag, og derfor er der endnu større grund til, at det er dejligt at fejre et andet minde om de tårne«.
Læs også: Soundvenue Forpremiere – få årets adrenalinrus med ‘The Walk’ på onsdag