’Sommeren med Sangaile’
Forelskelse kan i sine mest intense øjeblikke føles som en svævetur i den syvende himmel. Av, for en kliche. Men den kliche lykkes det fornemt den litauiske instruktør Alanté Kavaïté at omsætte til en sansemættet fortælling om ung kærlighed og flyverakrobatik i ’Sommeren med Sangaile’.
Højdeskrækken har et knugende tag i maven på den 17-årige Sangaile (Julija Steonaityte). Og det går jo slet ikke, når hendes store drøm er at blive kunstflyver. Drøm er måske så meget sagt. Det er i hvert fald ikke et udtalt ønske, men du kan se det i hendes brede smil og beundrende øjne, når de skinnende flyvemaskiner hvirvler forbi hende på himlen til det årlige flyvershow midt ude på en litauisk mark.
Der på marken møder hun tilfældigt den jævnaldrende Auste (Aiste Diržiute). Hun arbejder i det lokale kraftværks kantine og inviterer Sangaile forbi til en kop kaffe. Så let bliver de to unge kvinder veninder, men de generte blikke mellem dem på bagsædet i bilen på vej til stranden afslører, at forelskelsen lurer lige om hjørnet.
’Sommeren med Sangaile’ brister nærmest af doven sommerstemning og eksalteret ungdomsforelskelse, så man bliver helt glad indeni. Alanté Kavaïté har sammen med filmens fotograf, Dominique Colin, indkapslet et magisk hjørne af Litauen, hvor brutalt betonbyggeri, et kraftværk med et kæmpemæssigt, socialistisk vægmaleri, højspændingsmaster, en flyveplads og to teenageværelser udgør den besnærende scene for Sangaile og Austes sødmefulde kærlighedshistorie.
I udtryk minder filmen om franske Céline Sciammas ’Water Lilies’, der ligeledes dyrkede den dovne forstadssommer og spirende, lesbiske kærlighed. Her var omdrejningspunktet dog ikke kunstflyvning, men derimod synkronsvømning. Begge verdener fungerer dog glimrende som atypisk indgangsvinkel til en coming of age-fortælling.
Som titlens Sangaile er den mutte, myndeslanke Julija Steponaityte en lille, skrøbelig åbenbaring. Med altid tildækkede ar op ad begge arme fra ensomme selvskadesessions på badeværelset gemmer hun på en helt konkret hemmelighed. Aiste Diržiute, der var en af Berlin-festivalens Shooting Stars i år, er som Auste den varmblodede modsætning. Sangaile har brug for hendes voldsomme appetit på livet og betingelsesløse kærlighed. Måske kan det få hende til at overvinde højdeskrækken og lægge den sylespidse passer fra sig?
Jean-Benoît Dunckel fra den franske duo Air injicerer med sit luftige, elektroniske score en drømmende kvalitet til filmen. Sådan her føles det at være head over heals forelsket, fortæller musikken og billederne af Sangaile og Auste i hed omfavnelse på en seng af tylskørter og vilde markblomster os. Det er nok hamrende banalt, og Alanté Kavaïté kunne med sikkerhed have udstukket en stærkere fortælling med mere fremdrift.
Men engang imellem må man lade sig charmere og lege med. Jeg tillod mig at gøre begge dele. Ikke mindst fordi Kavaïté med største selvfølgelig ikke gør de to unge kvinders kærlighedsforhold til noget hemmeligt eller problematisk. Hengivelsen er smuk og inderligt sat i scene og positiviteten smittende.
Kort sagt:
Sangaile og Auste forelsker sig så sødmefuldt, som kun 17-årige kan i Alanté Kevaïtés charmerende ’Sommeren med Sangaile’, der er en forfriskende, litauisk coming of age-fortælling med svimlende flyverakrobatik og inderlige elskovsscener.