CPH:DOX: ’Intet bliver som før’

Naomi Klein fik et eftertrykkeligt gennembrud omkring årtusindeskiftet, da hun fik en global bestseller med den brand-kritiske bog ‘No Logo’. Emnet er ellers ikke traditionelt set særligt sexet, men Kleins grundige research, glasklare eksempler og journalistiske tæft giver hendes formidling af selv tunge emner en smittende energi.

Det samme gør sig gældende for dokumentarfilmatiseringen af hendes seneste bog ‘Intet bliver som før – kapitalisme vs. klima’, som hendes mand Avi Lewis har instrueret. Naomi Kleins fortællerstemme lægger ud med at slå fast, at hun selv bliver helt træt, når hun ser klimafilm med billeder af kælvende gletsjere og stressede isbjørne. Så derfor sætter hun sig for at gribe problemet helt anderledes an.

Kleins overordnede tese er, at det ikke er mennesket som sådan, der er noget galt med, men menneskets fortælling om naturen, der trænger til en gennemskrivning. Det er en forholdsvis ny idé, at naturen ikke er en ugennemskuelig og humørsyg Moder Jord, men en slags Motor Jord, som vi kan styre til vores formål, hvis vi lærer dens mekanik at kende. Denne forståelse koblet med den frie kapitalismes krav om uhæmmet vækst er årsagen til den stigende suppedas, vi befinder os i nu.

Og hvis vi vil overleve, må vi ifølge Klein genlære fortællingen om naturen som et vilkår, vi må tilpasse os.

Den primære drivkraft i filmen er en række historier om mennesker, der har sat sig op mod regeringer og kapital i forsvaret for natur og klima. Fra indfødte canadieres kamp mod udvindingen af tjæresand til indiske bønder og fiskeres oprør mod myndighedernes planer om at bygge et kulkraftværk. Men egentligt handler Kleins cases mere om lokale miljøproblemer i forbindelse med produktionen af fossile brændstoffer, end de handler om konsekvenserne af klimaforandringer.

Klein mere end antyder, at hvis blot beslutninger om energi og natur blev lagt ud til lokale beboere, ville alle problemer være løst. Der er dog masser af eksempler på både lokalt forankrede forureningsskandaler og på lokale protesterer mod anlægsprojekter til vedvarende energi.

’Ikke i min baghave’-impulsen er en stærk drift, som vi også har set det i Danmark ved anlæggelsen af de helt store vindmøller. Samtidig er vedvarende energi ikke altid bare skønt og dejligt, der hvor produktionsanlæggene opføres. For eksempel bliver naturforkæmpere noget flakkende i blikket, når talen falder på de vandkraftværker i Kina, der anlægges på bekostning af tusinder af tvangsforflyttede lokale beboere og oversvømmer gigantiske naturområder.

Kleins både morsomme og skarpt formulerede fortællespor leder sammen med de stærke human interest-cases seeren godt underholdt gennem historien. Men den lidt for brede pensel maler ikke noget afgørende nyt billede af klimakrisen.