CPH:DOX: ’The Emperor’s New Clothes’

CPH:DOX: ’The Emperor’s New Clothes’

Da den Essex-fødte celeb Russell Brand – dengang bedst kendt som Katy Perrys eks-ægtefælle og en man about town med mange laster – første gang begyndte at kæfte op om transcendental meditation og de mange uudforskede dimensioner af universet, der ligger uden for de fem sansers opfangelsesevne, virkede det mere sandsynligt, at han var blevet bodysnatchet end offer for en vaskeægte spirituel og politisk vækkelse.

Men den er god nok. Russel Brand har ikke bare taget springet fra komiker til seriøs og passioneret politisk agitator – han har også meldt sig ud af Hollywood-maskineriet og de ideologier, Illusionernes By fremmer og fastholder. Og selvom Brand stadig er ny i gamet og sommetider får sagt noget lidt forhastet pjat (blandt andet om hvorvidt unge burde stemme eller ej), kan der ikke længere herske nogen tvivl om hans oprigtighed.

Brands seneste kæphest er den stigende økonomiske ulighed, som England (og resten af EU) oplever i kølvandet på finanskrisen, og i ‘The Emperor’s New Clothes’ har han teamet op med Michael Winterbottom (instruktøren bag film som ‘24 Hour Party People’ og ‘The Trip’), der dokumenterer hans forsøg på at trænge ind i og igennem til kæmpe banker som HSBC og RBS og deres stinkende rige topchefer.

Med et barns naivitet og en teenagers konfrontationssøgende flabethed udstiller Brand absurditeten i, hvordan banksektorens åbenlyse svig og ansvarsfralæggelse langsomt er sivet ud af den kollektive bevidsthed og gået i glemslen (deraf den H.C. Andersen’ske titel).

Hvordan er vi nået til et punkt, hvor vi stiltiende accepterer, at en chef tjener lige så meget på en time, som rengøringshjælpen i samme virksomhed tjener på 300 år? 300 år! Er det fair, at skatteydere skal bøde for banksektorens hasardspil? Og hvorfor er ingen bankdirektører blevet fængslet for deres ugerninger?

Strategien bag ‘The Emperor’s New Clothes’ lader til at være at forarge folk til forandring, og selvom tonen er mere end en anelse programmatisk, virker det fuldstændig efter planen – også selvom metoderne, der tages i brug (hvilket blandt andet involverer en stor flok førsteklasseselever) for at udkrystallisere graden af ulighed, til tider kan virke både leflende og fordummende. Som da John Oliver så sig nødsaget til at forklare Snowden-sagen med dickpics for at gøre polemikken mere relaterbar for den brede befolkning.

Et smædeskrift er per definition ikke voldsomt nuanceret. Og det er ‘The Emperor’s New Clothes’ ved gud heller ikke (for slet ikke at snakke om den skuffende, gyselige visuelle stil, som Winterbottom ligger for dagen). Men den er båret af en kæmpe røvfuld harme og revolutionær gejst, der nok skal få mobiliseret en stor sæk desillusionerede sofakartofler og give dem troen tilbage på, at #thingscanchange. A for effort, Brand!


Kort sagt:
Som en anden (langt mere hippiechic) Michael Moore render Russell Brand rundt med en megafon og sviner Englands filthy rich 1%. Resultatet er et sjovt og opildnende, anti-kapitalistisk stykke pop-agitprop.

Dokumentar. Instruktion: Michael Winterbottom . Medvirkende: Russell Brand . Spilletid: 101 min. . Premiere: Vises på CPH:DOX 5., 7., 11., 12. og 15. november
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af