’Spionernes bro’ er af de amerikanske anmeldere blevet hyldet som Steven Spielbergs bedste film i en længere årrække, og den er en indlysende kandidat til årets Oscar-ræs.
Vi varmer op til den 68-årige instruktørs nyeste drama og rangerer hans største værker – og hans grummeste fejlskud, hvor patos og platheder tog over.
Soundvenue Forpremiere: Se ’Spionernes bro’ før alle andre 18. november 21.30 – tilmeld dig og køb billet her.
De bedste nr. 7: ’Minority Report’ (2002)
Spielberg blev tilsyneladende bidt af Y2K-billen, og det var, som om ankomsten af det nye årtusinde fik ideer om den store slemme fremtid til at vælte ud af ham.
Sci-fi-fikseringen begyndte med realiseringen af det henlagte Stanley Kubrick-projekt ’A.I.: Artificial Intelligence’ (2001), der hører til blandt hans mest ambitiøse film med både brillant realiserede og temmelig mislykkede sekvenser som resultat. Mere stram i formen – gennemført i sit production design og narrative set-up – er Philip K. Dick-filmatiseringen ’Minority Report’, hvor big budget-Hollywood møder ’Big Brother’-noir.
Filmens actionfyldte sætstykker er båret af stor visuel iderigdom, der dog knytter fornemt an til en fornemmelse for en samlet vision, en verden-som-dystopi, der hænger sammen fra ende til anden (om end slutningens happy end – hvis det er det, den er –med rette er omdiskuteret).
Spielberg fik fat i selveste Tom Cruise til rollen som en såkaldt pre-crime-politiefterforsker, der i år 2054 benytter sig af en enhed bestående af pre-cogs, personer, der er i stand til at se ind i fremtiden. Og Cruise leverer en vanligt dedikeret præstation i en film, der i usædvanligt høj grad for en Spielberg-film er actionbåret.
De to superstjerner fandt melodien i en grad, så de også arbejdede sammen i Spielbergs tredje post-2000-sci-fi-udstyrsstykke, nemlig 2005-katastrofefilmen ’War of the Worlds’, der hører til blandt hans mest undervurderede film.
De bedste nr. 6: ‘Jurassic Park’ (1993)
Apropos kunstnerisk undervurderede film: ’Jurassic Park’ blev i sit udgivelsesår en titanisk succes, faktisk verdens næstmest indbringende film nogensinde på det tidspunkt (efter Spielbergs egen ’E.T.’), men kom kunstnerisk til at stå i skyggen af Spielbergs næsten samtidige Holocaust-film ’Schindler’s List’, der sikrede instruktøren den Oscar-anerkendelse, han længe havde anglet efter (jævnfør ’høflige’ periodefilm som ’The Color Purple’).
Til sammenligning kom ’Jurassic Park’ i meningsdannernes bevidsthed til at stå som en banal popcornfilm. Det er en uretfærdig reduktion af en fantastisk velskabt blockbuster-film, der ikke bare er en af Spielbergs mest underholdende og medrivende film, men som også er en suveræn demonstration af det, Spielberg formår bedre end nogen anden instruktør, nemlig at kreere universer, der skaber ærefrygt hos sin tilskuer, samtidig med at de har hjerte (her i form af palæontologen Grants opdagelse af, at Hammonds børnebørn, Lex og Murphy, er elskelige størrelser, der fortjener hans kærlighed, respekt og beskyttelse) og tematisk substans (evolution, genetik og menneskelig arrogance/hybris).
Filmens banebrydende special effects holder stadig nu 22 år efter (og lydsiden er et under i sig selv!). De enkelte sætstykker er bygget op med en mesters nænsomme timing. Spielberg holder igen og leverer så varen, når han og vi ikke kan udholde spændingen mere.
Det er fornem mainstream-filmkunst, og, ja, den er meget bedre end ’Jurassic World’!
De bedste nr. 5: ’Schindler’s List’ (1993)
1993 var (endnu) et annus mirabilis i Spielbergs feterede karriere. Det kan godt være ’Jurassic Park’ cementerede hans ry som den mest effektive publikumsmagnet i Hollywood, men det var næsten endnu mere imponerende, at hans 197 minutter lange Holocaust-drama indspillede for 15 gange mere, end det kostede at producere den.
Det var, som om en hel verden var klar til at se gruen direkte i øjnene, måske fordi de vidste, at med Spielberg bag roret ville filmen ikke være en bevidstløs ophobning af meningsløs rædsel og tyk tristesse, men også en film, der tænder et lys og finder et håb i det allermest bundløse mørke. Nogle (blandt andet og mest radikalt den store Holocaust-dokumentarist Claude Lanzmann) anklagede filmen for at være ’melodramatisk kitsch’, hvilket selvsagt passer dårligt med den historiske virkeligheds meningstomrum.
Men filmen er faktisk stort set gennemført sober og nøgtern i sin tone, selvom Spielberg ikke kan lade være med at indsætte små sentimentale fingeraftryk (pigen i den røde jakke, stenpålægningen ved Schindler’s grav i Jerusalem).
Ralph Fiennes’ fascinerende/frastødende portræt af lejrkommandanten Amon Göth er en rystende signatur af dæmonisk ondskab. Man kan diskutere, om det tjener filmen at portrættere sin centrale nazistskikkelse som en afstumpet psykopat? Det går i hvert fald strikt imod filosoffen Hannah Arendts tale om rædslernes ’afbureaukratisering’ i Nazityskland, som hun kaldte ’den banale ondskab’ med henvisning til Adolf Eichmanns kontornusser af en massemorder.
’Schindler’s List’ er den dag i dag omdiskuteret og kontroversiel – mesterværk eller melodrama? – men det er fortsat Spielbergs bedste ’strengt’ seriøse film på grund af sit ufravendte blik og sin konsekvente sandhedssøgen.
De bedste nr. 4: ’Close Encounters of the Third Kind’ (1977)
Oven på gennembruddet med ’Jaws’ kastede Spielberg sig for første gang over sci-fi-genren med den særegne og meget personlige ’Close Encounters of the Third Kind’, der sammen med ’A.I.: Artificial Intelligence’ er den eneste af Spielbergs film, han selv har skrevet manuskriptet til.
Var filmen blevet lavet i dag, er det nok tvivlsomt, om producenterne bag havde givet grønt lys til en film, der i så høj grad dyrker det lyriske og drømmende i en mands besættelse af sin idé om rumvæsener snarere end det faktiske møde med dem.
Richard Dreyfuss er fremragende som familiefaderen, der langsomt giver mere og mere slip på sin familie, i takt med at han bliver suget ind i sin besættelses mørke (der for ham er et altopslugende, opklarende lys). Scenen, hvor han fraværende – og siden totalt opslugt – sidder ved middagsbordet og stabler kartoffelmos på sin tallerken uden at bemærke familiens måbende blikke, er fremragende hverdags-suspense. Spielberg blev selv forladt af sin far som barn, så parallellen til Dreyfuss’ faderfigur behøver ingen freudianske fortolkninger, den er lige til højrebenet.
Da rumvæsenerne endelig melder sig på banen, finder Spielberg også den optimale måde at kommunikere det både fascinerende og uforståelige ved nærkontakten: Lyset og energien, der vælter og siver ind i huset af alle sprækker og energikilder. Moren panikker, barnet griner. Det er himmelråbende godt tænkt og fremragende iscenesat.
De bedste nr. 3: ’E.T.’ (1982)
Spielberg gentager – og perfektionerer – to ting, som han viste, at han havde et særdeles godt tag på allerede i ’Close Encounters of the Third Kind’: Menneskets drømme om liv i rummet og barnets oplevelse af verden.
Hvis ’Close Encounters…’ til dels handlede om en igangværende opløsning af en kernefamilie, så er den fuldbragt i ’E.T.’ Faderen er ikke bare fjern og grublende, han er helt forsvundet. Forstadslivet i 1970’erne, søsteren, kammeratskabet… og på den anden side skilsmisseliv og forladthed (vi behøver vel dårligt nævne, hvordan det strandede rumvæsens savn efter hjemplaneten spejles i den far-forladte drengs ensomhed… *tårer vælder op i øjenkrogen*… damn!)
’E.T.’ emmer af liv, og det er barnets oplevelse af verden (med al den poesi og fantasi, der knytter sig hertil), der udgør filmens POV. Det, Spielberg lykkes så fænomenalt godt med i ’E.T.’, er grebet med at lade barnet fortælle historien og lade den ’nære’ verden – ikke mindst børneværelset – ophøje til et eventyrland, et univers, hvor den lille historie smelter sammen med det helt store drama.
’E.T.’ er charmerende, engagerende, rørende og sjov hele vejen igennem, men det er på en måde ironisk, at den som fortælling mister en smule flyvehøjde i det øjeblik, den ydre fortælling letter (også i helt bogstavelig forstand, jævnfør den berømte ’flyvende cykel’-scene). Hvinende politibiler på jagt efter et sødt, krøllet rumvæsen er på en måde mindre fascinerende end en drengs møde med væsenet væk fra verdens vrimmel.
Men den første time af filmen er måske Spielbergs finest hour.
De bedste nr. 2: ’Raiders of the Lost Ark’ (1981)
Det kan siges ret enkelt: Der findes formentlig meget få (hvis nogen) sjovere film i filmhistorien end den første Indiana Jones-film. Hvis vi med ’sjov’ mener kildrende, pirrende, jubelvækkende opløftelse over filmmediets og den medrivende fortællings kraftfulde evne til at feje alle intellektuelle forbehold over bord.
Spielberg kaster alt muligt op på lærredet og lykkes med det hele: Eventyr, action, grin, romantik, humor, spænding.
Filmen har et charmerende skrabet præg over sig, som er den sig bevidst om, at den næsten er mere tegnefilm end tegnefilmen selv. Der hersker en stor friskhed over filmsproget (Spielberg frabad sig enhver form for special effects og arbejdede med maks. fire optagelser per scene som et slags selvpålagt dogme), der ligger befriende langt fra senere tiders polerede blockbuster-idiomer.
Harrison Ford er et fund i rollen som Indy. Han er lige overbevisende som action-mand, førsteelsker og knivskarp ironiker og levemand, der slår lige så meget fra sig med sin skarpe tunge som med sin propre næve. Man savner Fords charme og magnetisme på lærredet i nutidens film. Hvem ville dog kunne levere en så både hypermaskulin og samtidig uhøjtidelig afvæbnende filmhelt i dagens filmlandskab?
’Raiders of the Lost Ark’ er filmunderholdning i en klasse for sig. Den er gammeldags på den absolut fede måde.
De bedste nr. 1: ’Jaws’ (1975)
Apropos mangel på special effects…
Nutidens CGI gør publikum dovent og passivt, så gud ske tak og lov, at den slags hejs ikke var til Spielbergs rådighed, da han nærmest egenhændigt opfandt blockbusteren som kulturfænomen med genrens vel nok fornemste værk, ’Jaws’.
Der er en nærmest lyrisk perfektion over struktur og tekstur i denne film, der både er Moby Dick’sk i al sin episke vælde og knugende rædsel, men også en rolig, delvist satirisk udstilling af provinsliv i en søvnig amerikansk lilleby. I to klart adskilte dele, vel at mærke.
’Jaws’ er en af amerikansk films mest velfungerende hybrider mellem antydningskunst og fuldblodskatarsis af rå kraft, når hajen (endelig!) viser tænder. Det er pulp fiction omsat til popkunst.
Filmen bæres igennem af en ung, sulten filmskaber (Spielberg var 26 år, da han lavede filmen), der synes lige så instinktiv og determineret som sit monster, når han skal formidle gyset, som han udviser en sjælden lydhørhed over for, når han formidler nærmiljø, gruppepsykologi og barnets oplevelse af de voksnes verden (det sidste altså yderligere potenseret i det senere mesterværk ’E.T.’)
Det er synd, når iagttagere med mellemrum reducerer ’Jaws’ til status af proto-blockbuster (for den slags udenomsting har ikke meget med selve filmen at gøre, det handler mere om tidsånd og marketing). Hvis Spielberg kun havde været interesseret i at skabe film, som var der tale om tilskuersport, ville han sikkert have lavet en anden film, end den han faktisk lavede.
Skuespillertrioen i front (Roy Scheider, Robert Shaw og Richard Dreyfuss) spiller for det første nogle forholdsvis usympatiske og gnavne karakterer, og måden Spielberg lader sin spænding afstå fra forløsning svarer for det andet til at bede en 15-årig dreng om ikke at komme, når han endelig får noget på den dumme.
Nå, og så har vi slet ikke nævnt John Williams’ score…
Se Steven Spielbergs tre værste film på næste side.
De værste nr. 3: ’Hook’ (1991)
Hmm… de ansvarlige producenter bag den spritnye Peter Pan-reboot ’Pan’, der helt aktuelt skuffer gevaldigt ved de amerikanske billetluger, burde måske have skelet til Spielbergs næsten 25 år gamle forsøg på at hive magi ud af historien om manden, der mistede kontakten til sit indre barn.
For når selv Spielberg ikke kan få noget godt ud af en historie, burde den måske bare kastes på møddingen?
Nu har vi været inde på temaet med den svigtende farskikkelse, der har optaget Spielberg gennem årene. I ’Hook’ får det et kvalmt og uegalt skær, når Robin Williams, der engang var Peter Pan, men som voksen er blevet en hjerteløs sagfører (selvfølgelig!), må befri sine børn fra den onde Kaptajn Klo (en ubærligt overspillende Dustin Hoffman), der har kidnappet dem i den nutid, hvor fantasien ellers er blevet fortrængt. Øh? Lige meget.
Filmen er ligeglad med J. M. Barries forlæg, den vil bare gerne minde os om, at vi skal huske at lege hele livet og – ikke uvæsentligt for Spielberg – at fædre bør tage sig af deres børn og redde dem fra alskens farer.
De opbyggelige budskaber gør desværre ikke ’Hook’ til en vellykket film.
De værste nr. 2: ’The Terminal’ (2004)
Puha. Hvor skal man næsten starte? Med Stanley Tucci i den forudsigelige skrankepave-rolle, der for enhver pris vil gøre livet surt for stakkels Tom Hanks, der skal forestille at være en østeuropæisk mand, der ikke kan vende hjem til sit hjemland på grund af et militærkup (øh, what?)…?
Eller med Catherine Zeta-Jones som stewardessen, han forelsker sig i, mens han venter i titellokaliteten (et parfumeret JFK-replika)? Eller den parade af excentriske birollekarakterer, han liner op, fordi et eller andet skal der jo foregå, når man sidder fast i en lufthavn?
Handlingsgangen er ualmindeligt tynd af en Spielberg-film at være, og man kan undre sig over, hvad der egentlig fik ham til at kaste sig over historien.
Men én ting er historiens mangel på interessante pointer eller perspektiver på verden, noget andet er, at Spielberg desværre med ’The Terminal’ viser, at der er ting, han bare ikke er særlig god til, såsom klassisk romantik og den mere farceprægede komik. Og så udarter Spielbergs velkendte hang til sentimentalitet og melodrama sig i det her tilfælde til tommetyk patos.
De værste nr. 1: ’Indiana Jones and the Kingdom of the Crystal Skull’ (2008)
Jeg har altid elsket Indiana Jones-serien, også selvom jeg objektivt vurderet godt kan se, at både 2’eren og (især) 3’eren har sine fejl og mangler. Men når man genopliver en klassisk franchise, 20 år efter man sidst rørte ved den, ja, så skal man have noget særligt gemt oppe i ærmet.
I stedet blev et måbende globalt biografpublikum udsat for en himmelråbende lam slutning, der involverer… rumvæsener!? Som om Cate Blanchetts skurkerolle og Shia LaBeouf i rollen som Indys søn (Shia LaBeouf!) ikke var slemt nok…
Indy kan fint parres med nazister og onde hinduistiske afgudsdyrkere, men rumvæsener? Det er simpelthen for plat. Og selv om der er et eller to sætstykker, der formår at få hjertet til at blafre forventningsfuldt undervejs, bliver det hele hurtigt smidt på gulvet. En uopfindsom, for ikke at sige utilgivelig, forvaltning af sit eget ypperste arvesølv.
Soundvenue Forpremiere: Se ’Spionernes bro’ før alle andre 18. november 21.30 – tilmeld dig og køb billet her.