’Mand falder’
Filminstruktør Anne Regitze Wivel havde filmet sin mand, politikeren og miljøforkæmperen Svend Auken, i to år, da han blev syg. Den dag, han faldt og slog sit hoved så alvorligt, at han blev indlagt, var den sidste dag, hun filmede ham. Hendes nye film, ’Mand falder’ om kunstneren Per Kirkeby, er på sin egen måde en fortsættelse af ‘Svend’ – bare med omvendt fortegn.
Hun begynder nemlig først at filme Per Kirkeby, efter han er faldet og har slået sig så alvorligt, at han ender i kørestol med en hjerneskade. Dokumentarfilmen er et slags negativ af hendes første film. Det, der er mørkt i den første, er lyst i den næste. For i modsætning til Svend Auken så kommer Per Kirkeby sig og får det bedre ved hjælp af en målrettet genoptræningsindsats og en viljestyrke, der er beslutsomt rettet mod at kunne genoptage sit kunstnervirke.
’Mand falder’ er en talefilm. Hovedpersonen er Per Kirkeby, der trods sin hjerneskade er utroligt velartikuleret. Hans problemer ligger andre steder, for eksempel kan han ikke genkende sine egne malerier. »Tænk at leve i sådan en skyggeverden«, udbryder han, da han på et tidspunkt heller ikke kan genkende sin kone.
De mange optagelser af kunstneren i sit atelier taler sig eget tydelige sprog. Venstre side af Per Kirkebys kobbertryk er tomme, for hjerneskaden har medført, at han simpelthen ikke kan se den side, så det er kun højre side af lærredet, han udfylder med sin kunst.
Langsomt, langsomt går det fremad. Før hjerneskaden havde Per Kirkeby også haft en blodprop i hjernen, så han bliver ikke helt som før, men i løbet af dokumentarfilmens næsten to fulde timer, begynder lærrederne lige så langsomt at blive fyldt ud, også i den venstre side. Filmen er på en gang en hård fortælling om udfordringerne, der opstår, når kroppen bliver syg og forfalder. Samtidig er det en smuk fortælling om livet, når det både består af kobbertryk og overfyldte urinposer.
Rent teknisk er den simpelt fortalt. Til tider er det irriterende, at optagelserne så tydeligt er lavet på en autoindstilling, der hele tiden får den talende interviewperson til at ryge ind og ud af fokus. Brugen af den meget ekspressive klassiske musik i de scener, hvor Per Kirkeby maler, overdøver nogle gange mere, end det understreger.
Men det er småting i en film, hvor rammerne forbliver uvæsentlige, fordi den store mands fortælling er i centrum. Vedkommende og rørende.
Kort sagt:
Med ’Mand falder’ fortsætter Anne Regitze Wivel med at lave dokumentarfilm, hvor hun dokumenterer store mænds udfordringer, når alderen trykker. Den første handlede om ægtemanden Svend Auken, den nye om vennen og kunstmaleren Per Kirkeby. Det filmiske træder i baggrunden for historien, en stor mand behøver ikke meget andet end et tomt lærred eller en tom filmstrimmel for at kunne udfylde den med gode historier.