Manden bag ‘Cartel Land’: »Jeg endte ved brændende metamfetamin-laboratorier i ørkenens mørke nat«

80.000 mennesker er døde i narkokrigene i Mexico. Prisvinderen ‘Cartel Land’ går chokerende tæt på de selvtægtgrupper, der med livet som indsats tager kampen op. Under optagelserne stod instruktøren ansigt til ansigt med torturkamre, vilde ildkampe og brændende meth-laboratorier.
Manden bag ‘Cartel Land’: »Jeg endte ved brændende metamfetamin-laboratorier i ørkenens mørke nat«

Optagelserne til ‘Cartel Land’ startede i Arizonas sommervarme ørkenlandskab i 2013. Området er kendt som Cocaine Alley, hvor helt almindelige mennesker forklædt som selvtægtssoldater tager kampen op mod de mexicanske narkoleverandører, der forsøger at krydse den amerikanske grænse.

Instruktøren Matthew Heineman satte sig for at udforske, hvad der sker, når lovinstanserne bliver sat ud af spil, og indbyggerne føler, at de bliver nødt til at tage sagen i egne hænder.

Under optagelserne sendte Heinemans far ham artikler om den civile oprørsgruppe Autodefensas i den sydlige del af Mexico. Straks efter blev den 32-årige instruktør klar over, at han ville lave en parallelfortælling om selvtægtgrupper på begge sider af grænsen mellem USA og Mexico, der begge kæmper mod de usandsynligt magtfulde mexicanske narkokarteller.

Se ‘Cartel Land’ ved Soundvenues og CPH:DOX ‘særvisning på søndag 21.30 i Grand – tilmeld og køb billet HER.

»En af artiklerne var om filmens hovedperson, oprørslederen Doktor Mireles, og jeg blev hurtigt fascineret af ham. Jeg kontaktede journalisten, der havde interviewet ham, og spurgte hende, hvordan Mireles var som person. Hun svarede, at han nok er det mest interessante menneske i hele verden. Som dokumentarist er sådan et svar selvfølgelig lige det, jeg gerne vil høre. Hun introducerede mig for ham over e-mail, og 14 dage senere var jeg på vej mod Mexico«, fortæller instruktøren.

Cartel Land 1
For at vinde tilliden blandt dokumentarens medvirkende fortalte Heineman dem, at han ikke havde skjulte dagsordener. Målet var at dokumentere deres tilværelse og deres historier, som de udvikler sig. Han gjorde det samtidig klart, at han ville have fuld adgang uden filter, og det fik han.

»Dr. Mireles ville egentlig godt have sin fortælling ud, så hele verden kan forstå, hvad hans oprørsgruppe går igennem. Og når først du har fået tilladelse fra den øverste ledelse, så er alle andre automatisk okay med, at man er til stede og optager. Sådan er det altid. Tilmed havde vi vist også en gensidig respekt, der førte til, at jeg fik adgang til nogle utroligt intime øjeblikke. De risikerede jo deres liv for at kæmpe for, hvad de tror på, og samtidig risikerede jeg mit og produktionsholdets liv for at fortælle deres historie«, forklarer han.

Kammeraet som våben
Da Matthew Heineman ankom i Mexico, allierede han sig med et lokalt hold af guides og produktionsfolk, der vejledte ham til at rejse på de sikreste veje og bo på de sikreste steder. Der var dog stadig øjeblikke, hvor instruktøren var direkte rædselsslagen, hvilket ikke undrer, når man har set filmen.

I særligt én scene er kameraet på så klods hold af et shootout mellem narkogangstere og de mexicanske vigilantes, at man nærmest taber næse og mund.

Cartel Land 4

Instruktør Matthew Heineman.

»Jeg er ikke en klassisk krigsfotograf, så jeg havde aldrig været i sådan en situation, hvor kuglerne flyver om ørerne på én. Det var vildt skræmmende. Især første gang jeg befandt mig i kugleregn. Men jeg var samtidig bevidst om, at jeg ikke har nogen anelse om, hvordan man begår sig i krig. Jeg ved ikke engang, hvordan man skyder med en pistol. Men jeg vidste, hvordan man laver en dokumentar. Så jeg fokuserede på det i stedet«, fortæller han.

Heineman fik fortjent en instruktørpris på Sundance Film Festival, hvor ‘Cartel Land’ havde premiere. Det skyldes nok ikke mindst instruktørens åbenlyse mod og enestående adgang til det sprængfarlige emne, men dokumentarfilmen er ekstra medrivende, fordi den er så uforudsigelig.

Brændende metamfetamin-laboratorier
Heineman vidste med det samme, at han havde fået fingrene i en interessant historie, men han havde ingen idé om, hvordan fortællingen ville udvikle sig. Og den tog virkelig nogle overraskende drejninger undervejs, særligt omkring den fascinerende Dr. Mireles, der åbenbarer sig som en mere og mere nuanceret skikkelse.

»Det er derfor, det er så spændende at lave disse film. Du ved aldrig, hvor du ender, eller hvad der kommer til at ske. Den uvished var samtidig det sværeste element ved at instruere filmen. Nogle gang var det jo direkte frygtindgydende. Jeg endte i ildkampe mellem selvtægtgrupperne og kartellet, ved brændende metamfetamin-laboratorier i ørkenens mørke nat og i torturkamre. Steder jeg aldrig kunne have forestillet mig at være«.

Cartel Land5

Dr. Mireles.

Heineman var dog aldrig i tvivl om, hvorvidt han skulle fortsætte projektet.

»Jo dybere ned jeg kom i fortællingen, jo mere besat blev jeg af tanken om at forstå, hvem de her mennesker i virkeligheden er, og hvordan fortællingen ville ende. Når man går i krig og sover i safe houses med sine informanter i ni måneder, så bliver man selvfølgelig tæt knyttet til dem, men det var vigtigt for mig at bevare objektiviteten.

Først troede jeg, at jeg havde en simpel og klassisk helte mod skurke-fortælling. Oprørerne kæmpede i hvide t-shirts mod mænd med sorte hatte. Men så blev linjerne mellem god og ond pludselig mere sløret, og jeg vidste, at jeg var nødt til at fortsætte, indtil jeg havde fået svar på alle mine spørgsmål«.

Instruktørens mareridt
Da Heineman optog filmen, var han faktisk mere bange for den korrupte mexicanske regering, end han var for at blive skudt i åben krig. Flere gange blev han og hans produktionshold direkte eller indirekte intimideret af regeringens embedsmænd, men heldigvis skete der aldrig noget videre.

»Jeg tror ikke, at jeg er i fare, så længe jeg bliver i New York. Men jeg bekymrer mig da om personerne i filmen og mit lokale produktionshold. Man kan aldrig sikre sig, at der ikke vil ske noget med nogen, men vi har gjort, hvad vi kan, for at beskytte dem. Vi har blandt andet allieret os med nogle nonprofit-organisationer i området, og vi har også lavet en slagplan, hvis noget skulle gå galt. Jeg vil dog foretrække, at den ikke bliver offentlig kendt«, bemærker instruktøren.

På trods af optagelsernes mange adrenalinture var hans mest uhyggelige oplevelse under produktionen ikke de actionprægede ildkampe, men da han skulle interviewe en ung kvinde, der selv havde været offer for kartellets kidnapning og tortur.

Cartel Land 3

»Jeg sad og kiggede hende i øjnene, imens hun fortalte mig, hvordan hun så sin mand blive skåret i flere dele og brændt ihjel foran hende. Disse mentale billeder og tanken om, at der findes mennesker, der vil gøre sådan noget, hjemsøgte mig i langt højere grad end de vilde ildkampe«.

Episoden er dog langt fra et enkeltstående tilfælde. Samtidig med at Heineman for et år siden lagde sidste hånd på ‘Cartel Land’, blev 43 skoleelever myrdet i den mexicanske stat Guerrero. De blev kidnappet af politiet og overbragt til kartellet, hvor de efter sigende blev brændt levende.

Den forfærdelige tragedie førte til et nationalt og internationalt ramaskrig, og flere hundredtusinder utilfredse borgere marcherede igennem Mexico City, imens de krævede, at sammensværgelsen mellem regeringen og kartellet blev opløst.

»Jeg ved selvfølgelig ikke, om det i sidste ende ændrer noget, men jeg finder da fragtmenter af håb i, at befolkningen lader deres utilfredshed mod kartellet og den statslige korruption blive hørt i offentligheden«, siger Heineman.

»Jeg er evig optimist og tror på det gode i alle mennesker, men jeg tror, at jeg mistede min optimisme efter et år i Mexico. Hele problemet kan jo udledes ud fra simpel økonomi. Så længe der er efterspørgsel efter stoffer, ser det ud til, at der vil være et udbud fra Mexico og Sydamerika. Sammen med den ligning kommer så de voldelige rædsler. Vi er alle med til at holde krigene i live igennem vores brug af stoffer, og som det ser ud nu, kan jeg ikke se lys for enden af tunellen«.

Se ‘Cartel Land’ ved Soundvenues og CPH:DOX ‘særvisning på søndag 21.30 i Grand – tilmeld og køb billet HER.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af