CPH:DOX: ’Steve Jobs – The Man in the Machine’

Allerede inden premieren tidligere i år trak Alex Gibney store overskrifter med ‘Going Clear’, der leverede et veloplagt frontalangreb på Scientology-kirken.

Samme opmærksomhed har Gibneys nye film ‘Steve Jobs: The Man in the Machine’ ikke vakt. Det skyldes sandsynligvis, at film hverken er entydigt kritisk eller bidrager med noget egentligt nyt i historien om de seneste årtiers måske mest indflydelsesrige it-guru og forretningsmand, Steve Jobs.

Det lykkes dog Gibney at komme omkring de fleste sider af Jobs liv og karriere og samtidig få fortalt historien om Apples utrolige udvikling til et af verdens største og rigeste firmaer. Mest slående i filmen er måske Jobs’ manglende evne til selv at forstå den rivende udvikling: At tage bestik af, at Apple ikke længere var den frække underhund, men selv var blevet branchens Goliat.

I et arkiv-interview fra omkring 2010 bliver han direkte spurgt til den magt, han sidder med – og han svarer forundret: »Power? What is that?«.

Gibney forsøger også at spore sig ind på Jobs inspiration, herunder hans zen-læremester Kobun Otogawa. Otogawa udtaler i et arkivklip om Jobs, at han er »brilliant, but too smart«, og det demonstreres flere gange i løbet af filmen: Steve Jobs forsøgte at omgå eller bøje reglerne, enten for at opnå sin vision eller fordi han ikke synes, reglerne burde gælde for ham.

Fra en mærkelig vane med altid at parkere sin BMW på handicappladser over opstartsårenes Kain og Abel-agtige bedrageri af partnere som Steve Wozniack til de buldrende 00’ere, hvor han og en række andre topfolk i Apple beriger sig yderligere ved at baguddatere deres egne aktiekøb i firmaet.

Centralt i filmen står naturligvis Jobs’ evner som kreativ chef, der har gjort ham verdensberømt som design- og tech-geni. Han lagde grundlaget til sit ry i pc-revolutionens første bølge i årene omkring 1980, men mest markant i de seneste 10-15 år, hvor Apple med Jobs tilbage i spidsen igen og igen totalt forandrede en række globale markeder med iPod, iPhone og iPad.

Folk, der har arbejdet tæt sammen med ham, fortæller i filmen, at der var en slags virkelighedsforstyrrelse omkring ham, hvor han fik én overbevist om, at umulige ting faktisk var mulige. Det skabte indimellem fantastiske resultater og er måske en nødvendighed i innovativ eller kreativ ledelse. Men Jobs gjorde det samtidig med en kølig beregning og uden større menneskelig omtanke. En tidligere medarbejder beskriver, hvordan man først blev forført, siden bagtalt og til sidst ignoreret.

Takket være Alex Gibnyes grundige metode og sans for detaljer leverer dokumentaren et seværdigt og nuanceret portræt af et usædvanligt menneske, som hverken var helgen eller djævel.

Dokumentarfilm. Instruktion: Alex Gibney. Spilletid: 128 min.. Premiere: Kan ses på CPH:DOX 15. november
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af