’Suffragette’
De engelske suffragetter var temmelig radikale i deres kamp for kvinders stemmeret i begyndelsen af 1900-tallet. Efter at have spillet efter reglerne i årevis uden resultat besluttede de at »tale det eneste sprog, mænd forstår: Krig«.
De opfordrede kvinder til civil ulydighed, smadrede butiksruder, klippede telegraftråde og bombede postkasser og ejendomme. Den almindelige befolkning så dem som hekse og gav dem den kolde skulder, mens ordensmagten greb hårdt ind med tæv og fængsel, hvor de sultestrejkede og blev brutalt tvangsfodret.
Der er så meget dramatisk og politisk potentiale i suffragetternes historie – på linje med borgerrettighedskampene for blandt andet sorte og homoseksuelle – at det er mærkeligt, at den ikke er blevet fortalt på det store lærred før. Men sådan er det jo ofte, når historien handler om kvinder.
Alene for at blive klogere på det historiekapitel, som jeg personligt ikke kendte specielt meget til, er manuskriptforfatter Abbi Morgan (’The Iron Lady’) og instruktør Sarah Gavrons (’Brick Lane’) drama værd at se. Det er solid, engagerende og inspirerende historiefortælling, der dog aldrig løfter sig til stor filmkunst.
Filmen introducerer os til Suffrage-bevægelsen gennem det klassiske greb med at følge en udenforståendes møde med og stigende engagement i bevægelsen. Maude (Carey Mulligan) er i 1912 en almindelig arbejderkvinde, der lever sammen med sin mand, Sonny (Ben Whishaw), og lille søn, George (totalt nuttet Adam Michael Dodd), i Østlondon. Hun er 24 år, men ser allerede slidt ud af arbejdet på et vaskeri, som hun har haft, siden hun var syv.
I solidaritet med kollegaen Violet (Anne-Marie Duff), som bliver chikaneret af deres lede chef Mr. Taylor (Geoff Bell), der i årevis har udnyttet Maude seksuelt, tager hun med til en parlamentshøring, der lader arbejderkvinder vidne om deres forhold. Da Violet bliver forhindret, træder Maud i hendes sted og fortæller om sin tilværelse på vaskeriet. Episoden bliver en øjenåbner for Maud, og trods heftig modstand fra sin mand involverer hun sig mere og mere i bevægelsen.
Det er en fornøjelse at følge Mauds udvikling fra undertrykt hustru og arbejder til kampberedt suffragette. Vi er helt tæt på Carey Mulligan filmen igennem, og hun tegner et smukt nuanceret portræt af en kvinde, der både er svag og stærk, splittet mellem sin kærlighed til sin søn (som manden tager som gidsel) og den politiske uretfærdighed. Der er god grund til, at hun regnes som Oscar-kandidat.
Mulligan bakkes fornemt op af sine medsøstre, særligt Helena Bonham Carter som den skarpe apoteker, Edith, Anne-Marie Duff som den viltre Violet og Meryl Streep i en enkelt effektiv scene som bevægelsens leder, Emmeline Pankhurst. De mandlige karakterer, der også tæller Brendan Gleeson som politiinspektør, er til gengæld knap så nuancerede.
Visuelt er filmen grå i gråt, lige så beskidt og barsk som kvindernes hverdag. Man kan næsten føle den giftige damp fra vaskeriet. Stilistisk gør filmen ikke noget stort væsen af sig – fokus er på historien. Og mens fortællingen om arbejderkvindernes oprør er både vigtig og interessant, og Maud er en engagerende og rørende karakter, føles filmen også en smule skematisk i sin opbygning. Der er ikke mange overraskelser – filmen ejer ikke suffragetternes vildskab og mod.
Ikke desto mindre håber jeg, at rigtigt mange mennesker, specielt unge kvinder, ser filmen og lader sig inspirere til at kæmpe videre i ligestillingens navn.
Kort sagt:
Carey Mulligan er stærk og rørende som arbejderkvinden Maud, der gradvist involverer sig i de engelske suffragetters kamp for kvinders stemmeret i starten af 1900-tallet. En vigtig og inspirerende historie, der dog filmkunstnerisk ikke udviser samme mod som de radikale suffragetter, den portrætterer.