»Først har vi Oscar-vinder Tom Hooper i midten, Oscar-vinder Eddie Redmayne til højre for ham, og så Oscar-nominerede Alicia Vikander til venstre«. Sådan bliver de tre hovedpersoner bag filmen ’The Danish Girl’ præsenteret på Arken i Ishøj – med tryk på nomineret, da turen kommer til den svenske stjerne.
Journalisterne griner med Alicia, idet hun selv siger tak for lige at notere forskellen mellem de tre: At det nu er klart for alle, at hun ikke er i samme liga som de andre – før på søndag, hvor hun formentlig kan kalde sig vinder af sin første Oscar.
I ’The Danish Girl’ spiller den 27-årige svensker den transkønnede kunstner Lili Elbes lidende, men støttende hustru Gerda Wegener. I sig selv en af de ældste stereotyper inden for Oscar-filmenes mange melodramaer, men Alicia Vikander bibringer en livlig gnist og emotionel kompleksitet, der får karakteren til at fremstå som en af årets store kvindelige hovedroller – selvom den – fejlagtigt – er placeret i birollekategorien ved Oscaruddelingen, hvilket unægteligt giver hende en fordel over konkurrenterne.
Da vi møder hende, har hun netop vundet det amerikanske skuespillerforbunds egen pris, SAG Awards (for bedste birolle!), og hun er storfavorit til at vinde den lille, men vigtige gyldne statuette, der kan være en genvej til et større rolleudbud, bedre løn og ikke mindst stor anseelse i filmbranchen.
Tillykke med din SAG-pris, som normalt er et afgørende pejlemærke for Oscar-prisen. Hvilke tanker løb gennem dit hoved, da du hørte dit navn blive råbt op?
»Jeg kan ikke huske det. Alting og samtidig ingenting, tror jeg. Efter kun at have været i min kjole i halvanden time kom jeg op på scenen og modtog prisen, og så skulle jeg direkte med et fly videre til Vegas for at arbejde på ’Jason Bourne’. Jeg fik derfor desværre ingen muligheder for at blive og fejre det. Så jeg drak bare en masse med mig selv i flyet, men heldigvis var stewardesserne rigtigt søde og skålede med mig, drak et glas og ønskede mig tillykke. Men det var en god aften. Jeg var der sammen med nogle venner, og det var en ret skøn dag alt i alt«.
Hvordan har det været at gå fra ukendt svensk skuespillerinde til nu Oscar-nomineret Hollywoodstjerne på så få år?
»Jeg lavede ’En kongelig affære’, og jeg lavede ’Anna Karenina’, som udkom samme år, for fem år siden. Og begge film har haft enorm indflydelse på mine karrieremuligheder. Jeg kan huske, at da jeg ankom til lejligheden i København, hvor jeg skulle bo før optagelserne til ’En kongelig affære, fandt jeg til min glædelige overraskelse, at produktionsselskabet havde stillet en cykel i gården til mig med mit navn på. Og jeg elskede simpelthen at være i en by, hvor jeg bare kunne cykle rundt til alting – også selvom det var virkelig koldt.
Jeg brugte også virkelig mange sene aftentimer på cocktailbaren Ruby. Min sprogtræner, strålende dame i øvrigt, gav mig nogle tips om, hvordan min danske udtalelse ville blive bedre i filmen. Jeg skulle bevæge mig mere ud i nattelivet, drikke noget vin for at dulme mine nerver og forsøge at tale dansk med danskerne. Rubys, som jeg boede lige ved siden af, var et af de eneste steder, der havde åben søndag, mandag og tirsdag nat, så jeg tror næsten, at jeg stod for barens overskud helt alene i de måneder, jeg var her. Jeg kom altid derned alene, så bartenderne endte med at kende mig ret godt.
Det var forrygende at se, hvilken rejse ’En kongelig affære’ tog. Det var min første internationale film, og jeg kan huske, at Nikolaj, Mads, Mikkel og jeg sad på en lille bar i Tjekkiet, hvor vi drak tonsvis af øl og talte om, hvor mange mennesker i Danmark, vi troede ville se filmen. ’Hvad hvis vi kan få så stort et antal mennesker til at se den – ’det ville være helt vanvittigt forrygende’. Og da vi så fandt ud af, at den var udtaget til Berlinalen, så fejrede vi det helt vildt, da vi vidste, at det var et vildt spring for den. Hehe, nu når jeg tænker tilbage på det, så var der en del fulde aftener dengang«.
Havde du nogensinde drømt om, at filmen personligt ville kunne tage dig så langt?
»Nej, det gjorde ingen af os, hvilket nok er, fordi vi er skandinaver og slet ikke tænker i de baner. Jeg kan huske første gang, jeg hørte ordene Awards Season. Der troede jeg vitterligt, at det var en joke. Den del af branchen eksisterede slet ikke i mine tanker.
Jeg kan huske, at Nikolaj, Mads og jeg rendte rundt til Golden Globes det år og var ret meget oppe at køre. Vi kiggede ud blandt mængden af berømtheder og sagde til hinanden: ’Den her oplevelse skal jeg fortælle mine børnebørn om, når vi bliver ældre’. Jeg sikrede mig, at jeg tog det hele ind, fordi jeg på det tidspunkt bare var lykkelig over, at jeg fik lov til at opleve en så stor prisuddeling en gang i mit liv.
De næste tre til fire år har derfor budt på et væld af førstegangsoplevelser, og det er stadig der, jeg befinder mig lige nu. Det har været en vidunderlig rejse, men mest alt har jeg fundet stor glæde i at få muligheden for at arbejde på nogle helt ekstraordinære, interessante film. Jeg har arbejdet med så mange dygtige mennesker og har fået så mange fede forskellige roller«.
Er der noget, der har overrasket dig med hensyn til det presse- og lobbyarbejde, man som Oscar-nomineret skuespiller skal igennem?
»I det hele taget vil jeg sige, at det store pressearbejde på de amerikanske film er kommet bag på mig. Jeg er lige blevet færdig med at optage den nye Bourne-film, og jeg har nu fået tilsendt en opgørelse over det efterfølgende pressearbejde, som vil strække sig over seks til syv uger. Det er man ikke ligefrem vant til i Skandinavien, da man normalt indspiller en hel film på den tid«.
Det er kun få svenske skuespillere, der er blevet nomineret til en Oscar-statuette (Greta Garbo, Ingrid Bergman, Ann-Margret, Lena Olin, Max Von Sydow). Hvordan føles det at kunne blive sidestillet med legender som dem?
»Det er da totalt surrealistisk. Jeg voksede op og læste om disse få skuespillerinder. ’En kongelig affære’ var som sagt allerede en oplevelse langt over, hvad jeg nogensinde havde turdet tro på, og derfra er det bare gået vildt stærkt. Mange af de dygtige mennesker jeg arbejder sammen med nu, ville jeg være lykkelig over, hvis jeg bare kunne få lov til at give hånden«.
Du har kunnet følges med Eddie Redmayne, der også er Oscar-nomineret i år, på awards-rejsen. Hvordan opstod den legende kemi, som man kan fornemme mellem jer i ’The Danish Girl’?
»Det var mega nemt. Første gang jeg mødte Eddie, var til Bafta-uddelingen sidste år, hvor vi skulle overrække en pris sammen. Vi har nogle fælles venner, og da jeg fandt ud af, at det var Eddie, jeg skulle gøre det sammen med, udbrød disse venner alle sammen: ’Hvor godt! Han er bare den sødeste fyr i verden, og det kommer til at blive så godt’. Og da aftenen kom, vidste jeg med det samme, hvad de mente. Han var fuldstændigt, som de beskrev ham.
Noget spøjst ved at være skuespiller for mig er, at jeg nemt lærer replikker, og jeg nyder at være foran kameraet, men så snart jeg skal tale offentligt over for så mange mennesker, så freaker jeg totalt ud. Og han var rigtigt sød, da vi første gang mødtes bag scenen og fik tildelt nogle replikker til vores præsentationen. Han kiggede bare på mig og sagde: ’Jeg er så nervøs’, og så kunne jeg svare: ’Jeg er også vildt nervøs’. Så grinede vi og fandt hinanden igennem det. Vi gik ud på scenen sammen, og vi var bare begge glade for, at vi havde teleprompteren til at fortælle os, hvad vi skulle sige, for vi bare begge rædselsslagne.
Det var en god måde at bryde isen mellem os på, og vi grinede stadig af det tre måneder efter, da jeg skulle til audition på ’The Danish Girl’ og skulle aflægge prøver sammen med ham. Den oplevelse hjalp helt sikkert på vores kemi. Eddie er bare en af de mest jordnære og milde personer, jeg kender. Han er ekstremt dedikeret, når vi er på settet, men når optagelserne slutter, er han klar på at slappe af og more sig. Den vekselvirkning er jeg også selv fan af, så vores temperamenter passer også godt sammen«.
Apropos nervøsiteten på scenen har du så forberedt en tale til Oscar-showet, eller har du bare tænkt dig at improvisere noget, hvis du vinder?
»Nej, jeg har ikke forberedt en tale. Jeg ville dog hurtigt kunne komme i tanke om nogle personer, der har betydet meget for mig i tilblivelsen af rollen som Gerda Wegener, og dem ville jeg have lyst til at takke«.
Hvad er dine forventninger i det hele taget til Oscar-aftenen?
»For mig er det bare en sejr at være med. At få anerkendelse så tidligt i sin karriere er et skønt klap på skulderen. Det er rart for mig, at folk godt kan lide de historier, man er med til at fortælle. Og så glæder jeg mig bare til at gense rigtigt mange venner og kollegaer. Det er jo også et årligt industrielt møde for folk i skuespillerfaget«.
Hold Oscar Night i Empire Bio med Soundvenue og forpremiere på ‘Room’ – læs mere og køb billet HER.
Læs hele vores Oscar-dækning HER.