Det er hele to år siden, at det blev annonceret, at Tom Hardy skulle spille med i mini-serien ‘Taboo’. Nu er første trailer ankommet, og den ser rigtig lovende ud.
Hardy spiller eventyreren James Delaney, som vender tilbage til Storbritanien fra Afrika i 1814 med fjorten stjålne diamanter i lommen for at hævne sin fars død. Han roder sig ud i problemer, da han nægter at sælge familiens forretning til Det britiske Ostindiske Kompagni, datidens største og farligste multinationale monolit. Delaney sætter sig i stedet for at etablere sin egen forretning, hvilket lander ham i et farligt spil med to krigsførende nationer, USA og Storbritanien.
‘Taboo’ er instrueret af Steven Knight, og det er langt fra første gang, at han og Hardy samarbejder. Den imponerende lavbudgetfilm ‘Locke’ fra 2013 – hvor Hardy var den eneste skuespiller på rollelisten – var også instrueret af Knight, der ligeledes er manden bag tv-serien ‘Peaky Blinders’, hvor Hardy indtil videre har spillet med i fem episoder. Knight har udtalt, at Det britiske Ostindiske Kompagni i ‘Taboo’ vil blive fremstillet som den moderne ækvivalent til NSA, CIA – »the biggest, baddest multinational corporation on earth«.
Udover Hardy består rollelisten til ‘Taboo’ af navne som Michael Kelly (‘House of Cards’), Jonathan Pryce (‘Brazil’) og Oona Chaplin (‘Game of Thrones’). ‘Taboo’, som produceres af BBC, kommer til at bestå af otte episoder og får desværre først premiere engang til efteråret.