‘Locke’
En lille halvanden time i selskab med en mand og hans bluetooth-headset. Det er filmen ’Locke’. Der er ikke andre skuespillere i billedet end Tom Hardy. Er det ikke meget koncept-agtigt? Jo. Og forceret og overkonstrueret, men instruktør og forfatter Steven Knight har fyldt godt med personligt drama ind i bilens snævre stålskelet, så det er ikke kedeligt at følge Locke skridt for skridt ødelægge sit eget liv.
Bygningskonstruktøren Ivan Locke er cementmand, og han er en af branchens bedste. Det er aftenen før fundamentet til et kæmpestort byggeprojekt skal lægges, og Locke skal styre den komplicerede støbning. Men han vælger at forlade byggepladsen og køre gennem natten mod London af grunde, som afsløres gennem en række telefonsamtaler, den ene mere følelsesmæssigt knugende end den anden.
Locke står over for en professionel og personlig katastrofe. Han ved, at han nok vil blive fyret, og han ved, at det vil gøre ondt på familien. »Det er en beslutning, jeg har taget«, siger han, mens han prøver rationelt at håndtere den voksende bunke problemer, der opstår i kølvandet af den beslutning.
Tom Hardy skaber et sjældent troværdigt portræt af manden Locke, en helstøbt karakter, som har brug for at være i kontrol og normalt aldrig træder forkert. Det er en uforglemmelig præstation, og filmens eksistensberettigelse er studiet af Lockes ansigt, imens han mister det håndfaste greb om livet.
Det er et storslået personligt drama udspillet på meget lidt plads, og til Knights ære skal det siges, at jeg ikke undervejs fik fornemmelsen af filmet teater på trods af de minimalistiske filmgreb.
Alligevel er det, som om dramaet undervejs snubler over begrænsningerne. Det har været for svært at forklare Locke uden baggrundshistorie, så Locke fører også imaginære samtaler med sin afdøde, fordrukne far via bakspejlet. Det er en kunstig måde at putte lidt basispsykologi på figuren, og det er de eneste scener, hvor Tom Hardy ikke virker komfortabel i rollen.
Dertil kommer de pinligt fortænkte forsøg på dramatisk poesi, som måske har virket geniale på papiret: mesterbyggeren, som støber stærke fundamenter, men som ødelægger sit eget livs fundament. Åh, hvor ironisk. Og trættende. ’Locke’ løber næsten tør for brændstof hen mod slutningen – billedligt talt – og det er synd for Tom Hardys præstation, at det kommer til at ligne en skuespillerøvelse.
Kort sagt:
Tom Hardy er eneste skuespiller i denne minimalistiske stiløvelse, hvor en mand på en lang køretur fører telefonsamtaler og prøver at rydde op efter en drastisk beslutning. En pragtpræstation i en film, som ikke indfrier manuskriptets ambitioner om højdramatisk filmpoesi.